Jeg havde sat mig for at lave en nekrolog i forbindelse med Walther Kaiser-Hansens død for nylig.
Da jeg først kom i gang flød ordene fra mig - og derfor har jeg valgt at dele skriveriet op i to dele.
Første del kommer her:
En af travsportens allerstørste
Forleden hørte jeg en radioudsendelse om emnet ”Ikoner”.
I udsendelsen talte man meget om at ordet ”ikon” blev brugt i flæng og alt for ofte.
I forbindelse Walther Kaiser-Hansen mener jeg, at det er på plads at bruge ordet ”Ikon”
Walther var et ikon som travtræner på Charlottenlund Travbane i mere end en menneskealder.
En person, der aldrig var bane for at gå andre veje.
Altid frisk til en handel, til selskabelighed. Og Walther var utrolig charmerende – og elskede damer.
13 gange blev han champion på Charlottenlund Travbane. Første gang i 1958, hvor han besejrede legendariske Mark Ingdam. Sidste gang i 1980.
Walther var aldrig bange for at gå nye veje. Han var således en af de første herhjemme, der gav hestene heat-træning over 1600 meter. Tydeligvis inspireret fra USA.
Han blev da kaldt ”Walther Heatman”.
Walther var også den første træner, der købte egen gård og indrettede træningscenter.
Gården købte han på et tidspunkt, hvor Jens Jensen – Bonden fra Lestrup – huserede i løbene med tidligere nærmest opgivne travere, der havde fået ny energi ved at gå i folden eller deltage i markarbejdet hjemme på gården.
På Digelsgård ved Fredensborg i Nordsjælland indrettede Walther ikke blot et smukt hjem, men også et velfungerede træningscenter, der kom til at danne model i såvel ind- som udland.
Gennem årene frembragte Walther den ene stjernetraver efter den anden.
Den første var vel Safari The Great, som han selv ejede. Den vandt ikke Derby . det gjorde Snowflake, men med Walthers sans for forretning så nåede Safari the Great at få stor succes i avlen.
Allerede i sin første årgang fik safari the Great en derbyvinder, Emigrant – og nummer to i derbyet, Eminent var også efter Safari The Great. Walther kørte selv Emigrant, mens staldens førstemand, Aksel Pedersen sad bag Eminent – på tredjepladsen kom endnu en hest fra stalden, Eugen med amatøren Poul Guttermann.
Dermed opnåede Walther et resultat, der ikke senere er blevet overgået af nogen træner/kusk.
Emigrant var en helt fantastisk traver, der vandt såvel Opdrætningsløb, Kriterium og derby – det har ingen anden dansk traver nogensinde præsteret.
Emigrant og Eminent havde endda samme ejer, Stald Snaptun, der på den tid var en af Walthers største hesteejere med op mod 30 heste i træning.
Det kunne ganske vist ikke officielt lade sig gøre, idet der på det tidspunkt var en regel på Lunden, der bestemte, at ingen træner måtte have mere end 28 heste i træning ad gangen.
Den regel hjalp brormand, Jørgen så Walther til at omgås, idet unghestene så officielt stod i træning hos Jørgen Kaiser-Hansen.
Safari The Great blev også opstaldet i Sverige, og her fik den også en derbyvinder i Bjørn.
Sejren med Emigrant blev den eneste Derbysejr Walther nåede. I 1965 var han ellers tæt på med endnu et Safari the Great-afkom, Generalen, der imidlertid galoperede som klart førende i opløbet.
Walther vandt utallige storløb – her har jeg listet de tre klassikere:
Dansk Opdrætnings-løb:
Safari The Great
Emigrant
Komtesse Helle
Navy Bird
Paw Senator
Dansk Trav Kriterium:
Ascari The Great
Carlsberg
Emigrant
Herold Samson
Misty Senator
Dansk Trav Derby
Emigrant
Men når de fleste i dag tænker på Walther, så tænker de også på My Nevele – amerikanertraveren, som han selv ejede og som han havde stor succes med for 30 år siden.
My Nevele havde sin storhedstid samtidig med Tarok og i den storløbsserie, der så dagens løb som en følge af Tarok-bølgen, Tuborgmesterskabet dystede de to koryfæer mange gange.
Det var godt stof i medierne på den tid.
Walther managerede My Nevele efter at vinde mange løb – og det gjorde den også. Det var ikke så tit han vovede sig uden for landets grænser, men vi lidt ældre husker alle triumfen med andenpladsen i Elitloppet i 1980 bag Ideal du Gazeau.
En placering, der blev fulgt op med endnu en andenplads i Copenhagen Cup.
- Det er min livsforsikring, sagde Walther dengang om My Nevele. Og det kom da også i nogen grund til at holde stik.
Helt sikkert er det imidlertid at My Nevele kom til at fylde meget i Walthers liv.
Ja, for nogen virkede det nærmest, som var det en besættelse for ham.
I en fremskreden alder og på et tidspunkt hvor EDB-programmer ikke var så let tilgængelige som i vore dage, begyndte Walther at føre statistikker over alle My Nevele’s afkom i de forskellige lande.
Og de blev flittigt draget frem på tutten eller hvor man nu mødte Walther.
Op gennem 80-erne var Walther og jeg meget sammen.
Jeg kom så meget på Digelsgård, at hans datter, Julie gav mig navnet ”Karsten Gule Ærter” - nok fordi vi så ofte fik denne herlige spise, som kunne købes færdiglavet i Irma!
Men det var sikkert ikke noget for en ung dame på omkring den halve snese år.
For 25 år siden drog Walther og jeg på en trav-odysse i Europa.
Målet var at overvære Gran Premio Orsi Mangelli i Milano, hvor Handybus med Preben Kjærsgaard skulle deltage.
Vi startede på Bahrenfeld-banen i Hamburg, kørte videre til banen i München Daglfing. Derfra til Krieau-banen i Wien og så over til San Siro i Milano.
Undervejs blev der diskuteret heftigt - om travsporten, om My Nevele’s muligheder i avlen.- og om livet i al almindelighed.
Og så kunne Walther reciterer.
Ikke noget højttravende, men et langt børnerim, som han ofte havde fortalt Julie.
En Bjørn engang gik ud paa Rov, da traf den paa en Nordbag liden, som tøjret stod bag ved en Skov, thi det var just i Sommertiden. Da Bjørnen nu var noget flov, og, skjøndt et ærligt Skind forresten, ej kjendte Pligterne mod Næsten, den mente, at den havde Lov at tage for sig frit af Hesten en lille Bid til Husbehov.
Rimet er på 110 linjer – og Walther kunne det udenad!
Jeg har efterfølgende fundet ud af, at det er skrevet af hans Vilhelm Kaalund i 1858.
Overalt på væddeløbsbanerne blev vi modtaget særdeles venligt – og budt velkommen over højttaleren i flere tilfælde – Walther Kaiser-Hansen var også et stort og respekteret navn internationalt.
På vej mod Milano gjorde vi holdt på en rasteplads.
Jeg skulle på toilettet, og Walther blev ved bilen.
Her skal det indføjes, at Walther aldrig var interesseret i at spille - hverken på heste eller kort.
Da jeg kommer tilbage til bilen kan jeg ikke se Walther.
Lidt derfra står en klynge mennesker.
Jeg går derhen og ser at der er nogen, der har gang i tricket med de tre bægre og en ært.
Og Walther står spændt at fulgte spillet
.
- Har du ikke lige 10.000 Lire – jeg ved, hvor ærten er nu, siger han ophidset!
- Nej, vi skal ikke spille – det er svindel.
- Jamen, jeg har lige set, hvor ærten er – og jeg skal have vundet mine penge tilbage!
- Hold op – kom nu, vi skal videre.
- Jamen…
Og det lykkedes mig at få Walther væk, men fulgt af en af spillerne, der gerne have set at Walther havde lagt mere end de over 1.000 kroner han på det tidspunkt havde ”foræret” dem.
Jeg tror ikke jeg nogensinde så Walther spille mere.
Videre til Milano.
Vi fandt travbanen – selv om det var mange år før GPS-erne var opfundet - men skulle også finde et hotel.
Fandt et lille hotel tæt ved banen. Hotel Derby.
Fik værelser, men der var ikke rent, så vi tjekkede omgående ud og skulle så finde et nyt hotel.
Jeg kørte - Walther skulle kigge.
Grand Hotel Brun – stod der på et skilt i en lysmast – så var der en pil, der viste lige ud.
Den fulgte vi.
Og der blev ved med at være skilte med pile, der viste lige ud.
På et tidspunkt kom vi helt ind i Milano centrum!
Walther fandt igen skiltet med Grand Hotel Brun – ligeud!
Og efter at have kørt vel en times eller sådan – så var vi stort set tilbage ved udgangspunktet, for det viste sig at Grand Hotel Brun lå meget tæt på Hotel Derby og San Siro!
Fortsættes……
PS. Har du minder/oplevelser med Walther så send en mail med dem til mig. Jeg synes, han fortjener at blive omtalt og respekteret i større grad end hvad det er sket i sportens officielle medier.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar