lørdag, juni 05, 2010

England: It's Derby day

I eftermiddag rides the Investec Derby på Epsom Downs - det rigtige Derby, der er forbillede for mindst 125 galop-derbies jorden rundt!

The Epsom Derby blev første gang redet i 1781 - og fik sit navn efter Jarlen af Derby havde vundet "plat eller krone" med sin ven, Sir Charles Bunbury.

Årets forinden havde den væddeløbsinteresserede Jarl instiftet The Oaks for 3-årige hopper - navnet fik løbet efter et  hans godser. Også The Oaks er kopieret verden over.

Årets Derby har en storfavorit i den irske Jan Veermeer med Johnny Murtagh - Murtagh har vundet løbet tre gange tidligere, mens hestens træner Aidan O'Brien har vundet det to gange.

Der er 1,25 millioner Pund - eller 11,3 millioner danske kroner til vinderen - der kommer i alt 12 heste til start.

I morgen rides den franske pendant, Prix du Jockey Club - for franskmændene kan da ikke have et Derby, når navnet stammer fra England!

Tilmed er distancen i "det franske Derby" også kun 2100 meter, hvor The Epsom Derby rides over 2400 meter.

Prix du Jockey Club rides på Chantilly-banen 50 kilometer uden for Paris - også her har  Johnny Murtagh og Aidan O'Brien  favoritten i den ubesejrede Capo Blanco.

Førstepræmien i Frankrig er cirka 6,4 millioner kroner.

Sikken en weekend de kan få folkene fra Irland, hvis de vinder både på Epsom og i Chantilly!!

Jeg tror, vi skal være meget glade

I går blev L 193 - altså Lov nummer 193 Overskud fra lotteri og heste- og hundevæddemål vedtaget af af enigt Folketing.

Denne lov betyder - som jeg tidligere har beskrevet - at Hestevæddeløbssporten ikke alene er sikret i årene fremover, men man kan forvente at modtage over 15 millioner kroner mere om året fra 2011!

I kroner og ører drejer det sig om 98,3 millioner  til næste år.

I 2009 modtog Hestevæddeløbssporten 83 millioner kroner, så det er en pæn stigning, der her er tale om.

Jeg tror, at vi inden for Hestevæddeløbssportens skal være endog meget glade for de mange  flere penge, der nu kommer.

Det ser nemlig ikke ud til, at landets politikere interesserer sig synderligt for Hestesporten.

I hvert fald var der ingen, der i deres taler i Folketingssalen ved fremlæggelsen af lovforslaget betonede vigtigheden af at bevare Hestevæddeløbssporten ssom kulturarv.

Kun enkelte nævnte ordene heste- og hundevæddemål - og det var nærmest i en bisætning, for at betone, at det nok ikke var der midlerne til overskuddet kom fra.

Ikke engang Karin Nødgård, der er medlem i bestyrelsen i Hestevæddeløbssportens Finansierings Fond omtalte hvor vigtigt det er at bevare trav- og galopsporten som kulturinstitution i Danmark!

Men nu er fakta, at loven er vedtaget og at den skal tages op til revision igen i 2014.

Og husk, at udover de penge, som Hestevæddeløbssporten modtager fra Kulturministeriet, så tjener banerne fortsat 21,25% af omsætningen på deres egne løbsdage.

USA: Var det Hambletonian-vinderen?

I nat blev der afviklet to afdelinger af New Jersey Sire Stakes på The Meadowlands, og den første afdeling havde en meget imponerende Muscle Massive (Muscles Yankee) med Ron Pierce som vinder.

Pierce sendte Muscle Massive til spids efter 500 meter og blev der let løbet ud til sejr i 1.10.6 - verdens hidtil hurtigste notering af en 3-åring i år.

På andenpladsen fulgte Temple of Doom (Yankee Glide) med Tim Tetrick i 1.1.07, mens Break the Bank K (Revenue) med Brian Sears blev nummer tre, også i 1.10.7.

Muscle Massive, der trænes af Jimmy Takter, kostede ikke mindre end 425.000 dollars som åring. Han lavede ikke det store i fjor, men ser ud til at have udviklet sig betragteligt henover vinteren, og vil utvivlsomt være en af favoritterne til The Hambletonian Stake.

Muscle Massive er helbroder til 2-årsstjernen, Muscle Mass, der nu er i avlen i Canada og som herhjemme udbydes på frossen sæd af Ansager.

Den anden afdeling af New Jersey Sire Stakes, der blev afviklet i nat, endte i en "Photo-finish" i bogstavligste forstand,  idet to afkom efter Classic Photo gik side om side over mål.

Udvendige Priority Photo med Trond Smedshammer nåede målstregen kort foran Take My Picture med Andy Miller - vindertiden 1.11.4.
Fotos Lisa Photo.

USA: To sejre og en andenplads til Danmark

Inden for de sidste par dage er det blevet til to sejre og en andenplads til danskejede heste i USA.

Fredag aften eftermiddag sejrede Cowboylands 3-årige hoppe, Levi's Lady (Angus Hall) med Dave Palone i sulkyen i en afdeling af det traditionsrige Currier & Ives Trot på The Meadows.

Træner Dewayne Minor havde overladt hoppen til den lokale champion Dave Palone, der bragte Levi's Lady til sikker sejr med 2 3/4 længde i 1.11.9 - der var 25.000 dollars i førstepræmie.

Det er værd at bemærke, at Levi's Lady - på grund af en fejl i anmeldelsesproceduren, ikke startede i hoppeafdelingen, men i den normalt langt hårdere åbne afdeling!

Det var sæsondebut for Levi's Lady, der her tog karrierens første sejr. Som 2-åring startede hun 8 gange og opnåede som bedst  to andenpladser.

Levi's Lady kostede som åring 35.000 dollars - Moderen Baltic Brat har tidl. født de nyttige Sir Alex (Malabar Man) 1.14.2 - 156.174 dollars og Winbak Brat (Muscle Yankee) 1.11.3 - 241.851 dollars.

På The Meadowlands vandt 4-årige Neighsay Hanover (Muscles Yankee), som har Leif Alber som medejer, sæsonens første sejr i årets anden start.

Neighsay Hanover, der trænes af Trond Smedshammer, blev kørt af Tim Tetrick og  sejrede med en længde i 1.10.3 - her var der 10.500 dollars i førstepræmie.

Neighsay Hanover havde en god sæson i fjor, hvor den tjente 485.086 dollars - den har foreløbig tjent 542.399 dollars i karrieren.

Torsdag blev Classic Puzzle (Classic Photo) med Yannick Gingras nummer to i et ordinært løb på The Meadowlands i 1.11.4.

Classic Puszzle ejes af Peter Wilhelmsen og Dennis Olsen og tjente 2.750 dollars.

Classix Puzzle har vist stor hurtighed, men har ofte galoperet sine chancer væk i løbene, men nu kunne det se ud til at Yannick Gingras er den rette kusk til den. Gingras har nu kørt Classic Puzzle fejlfrit to gange.

fredag, juni 04, 2010

Så er jeg tilbage

Arbejdet med Fyens Væddeløbsbanes Jubilæumsbog er for længst overstået - i onsdags udkom bogen i forbindelse med banens 75 års Jubilæumsdag..

Et flot arrangement, der også blev bakket op af en fin omsætning i de ti løb på næsten 600.000 kroner.

Jeg har stor tiltro til, at Fyens Væddeløbsbane - eller Royal Canin Arena - vil komme til at præge dansk travsport - især -i fremtiden,  for galopsporten har man jo mere eller mindre valgt at sende til Århus.

Det store ønske for den fynske bane må være en total baneomlægning.

I princippet er den nuværende bane opbygget til højre kørsel.

Med et moderne banelegeme kan den fynske hestesport gå en ny gylden æra i møde.

På jubilæumsdagen var det hyggeligt at møde gamle sportskammerater - f.eks. banens tidligere formand, den 84-årige Kaj Hansen, som faktisk lignede sig selv - som for 25 år siden!

En ting kan jeg dog ikke lade være med at undre mig over, og det var den manglende tilstedeværelse af repræsentanter for dansk travsports officielle organ, Væddeløbladet.

Vel var fotograf Kjeld Mikkelsen der, men ingen skrivende  - og det er for dårligt.

Det kan man simpelthen ikke være bekendt.

At det fynske 75 års Jubilæum også er totalt forbigået i Væddeløbsbladets maj nummer ligesom det næppe - ifølge den oversigt der er på trav og galop - omtales i bladets juni nummer - kan kun undre.