lørdag, februar 07, 2009

Dystre omsætningstal

I forbindelse med et indlæg på travservice.dk , som Tommy Kristensen fra Stoholm ved Skive havde skrevet, havde man mulighed for at få et indblik i omsætningerne på trav- og galopløb i Danmark i 2008.

Og det er spændende, men også dyster læsning.

Da DanToto i sin tid blev overtaget af Dansk Tipstjeneste - nu Danske Spil - og hestevæddeløbssporten kom på Tipsnøglen, blev det anslået at banerne selv ville være i stand til at tjene 15 millioner kroner om året på banespillet.

Banerne modtager 21,25 % af det spil der gøres på banen.

Igennem flere år har banerne da heller ikke haft de store problemer med at runde de 15 millioner kroner årligt i baneprovision - jeg mindes, at man sågar har været oppe på over 18 millioner kroner.

I 2007 tjente banerne tilsammen16.395.794 kroner, men dette tal dykkede med 8,9% i 2008 til 14.835.590 kroner - altså lidt under det oprindeligt stipulerede tal.

I 2008 tjente banerne altså tilsammen 1.560.204 kroner mindre end året før - ved totalisatorspil.

Det interessante - og også alarmerende - er, at der i 2008 blev afviklet lige så mange løbsdage som der blev i 2007 - ja, der blev endda kørt ti løb mere i 2008 end året før

Nu skal man dog huske på, at landets hovedstadbane, Charlottenlund Travbane lå stille i godt en måned på grund af den i høj grad påkrævede baneomlægning.

Det betød dog, at man kun mistede tre løbsdage i forhold til året før.

Lunden tabte cirka 3/4 millioner kroner i baneprovision i 2008 - svarende til en nedgang i forhold til året før på 11,7%.

Jeg har lavet en opstilling over, hvor meget de enkelte baner har tabt på banespillet - og det er ikke hyggelig læsning.

1. Jydsk Væddeløbsbane - 15,3% - 326.190 kr.
2. Charlottenlund Travbane - 11,7% - 748.274 kr.
3. Royal Canin Arena - 11.5% - 137.843 kr.
4. Bornholms Travbane - 11.2% - 93.718 kr.
5. Billund Trav - 10.0% - 97.673 kr.
6. Skive Trav - 9,8% - 116.705 kr.
7. Nykøbing F Trav - 9,1 % - 45.743 kr.
8. Aalborg Væddeløbsbane - 6,9% - 89.524 kr.
9. Klampenborg Galopbane - 5.5 % - 104.336 kr.

Husk - de beløb, der står efter procentsatsen er penge, som banen har mistet i indtjening på banespillet i forhold til året før.

fredag, februar 06, 2009

Tysklands bedste avlshingst er død

I denne uge er den tyske avlshingst, Diamond Way død, 27 år gammel.

Diamond Way blev fundet liggende død i sin boks - et svagt hjerte menes at være dødsårsagen sammenholdt med dens høje alder.

Diamond Way har haft en fantastisk betydning for tysk travsport.

Ikke færre end 17 år i træk (fra 1992 -) har den været Avlschampion!

Diamond Way er da også blevet kåret som "Århundredets Traver" i Tyskland.

Diamond Way var en fantastisk fin væddeløber, der som 3-åring ikke blot vandt Deutsches Traber Derby, men også Gran Premio Orsi Mangelli i Italien.

Som 4-åring vandt den bl.a. det franske storløb, Criterium Continental på Vincennes.

I alt startede den 38 gange og vandt 28 løb og satte rekord 1.14.5a. Trænet og kørt af heinz Wewering.

Diamond Way var efter Super Way - en Super Bowl-søn, der oprindelig hed Namath Hanover - og havde Noble Gal som moder.

Noble Gal har været en af traveravlens mest trofaste hopper - hun fik nemlig ikke færre end 16 afkom efter Super Bowl!

I Danmark fik vi et af disse afkom - Noble Hanover, der ikke havde den store løbskarriere - den havde sådan set slet ikke nogen - og der var stort postyr omkring dens mulighed for at komme til at virke som avlshingst i Danmark.

Noble Hanover blev vel aldrig den helt store avlshingst, men hans datter Nielsine Langkjær vandt Dansk Hoppe Derby og bl.a. sønnen Noble Vixi huskes som en habil væddeløber.

Men tilbage til Super Way og Diamond Way.

Super Way blev solgt til svenske K G Bertmark, der siden solgte den videre til Tyskland.
Super Way startede 40 gange, vandt 7 løb og satte rekord 1.14.7a.

I avlen fik Super Way omgående succes med Daimond Way i sin første årgang, og året efter kom Every Way 1.14.8a/813.591 Euro og nogle år senere Izard Way 1.14.3a/21472 Euro - men ellers var der langt mellem snapsene.

Diamond Way havde Königskrone som moder - hun havde rekord 1.20.6 som 2-åring og tjente 35.356 Euro i karrieren.

Köningskrone var efter amerikanske Arden Al (Jamie v. Darnley) og ud af den gode tyske hoppe Wallburg 1.1.7.7/242.807 Euro - denne havde fransk fader i Io d'Amour!

Så før det blev populært at blande fransk og amerikansk blod, så har vi her et succesrigt eksempel på dette i Tyskland!

Som nævnt blev Diamond Way et hit i avlen - allerede fra sin første årgang i 1987, som bl.a. omfattede den smarte Ideal 1.13.1a/442.559 Euro - i næste årgang kom bl.a. Copenhagen Cup.-vinderen Campo Ass 1.11.2a/1.299.805 Euro.

Fra de senere år huskes især den billedskønne Freiherr As 1.10.2a/1.474.780 Euro.

Diamond Way virkede i såvel Tyskland som i Italien - et år bedækkede han mere end 300 hopper!

Han er fader til fire derbyvindere - to i Tyskland og to i Italien - desuden er han fader til 7 tyske Hoppe Derbyvindere.

Da han var helt på toppen kostede han 6.000 Euro i bedækning - dvs. cirka 45.000 kroner - i de senere år har taksten været 2.000 Euro - 15.000 kroner.

I fjor bedækkede Diamond Way 35 hopper, og da der findes en del frossen sæd efter ham, vil han fortsat kunne benyttes såvel i år som til næste år.

De mere end 2500 afkom efter Diamond Way har tjent mere end 60 millioner Euro tilsammen.

Herhjemme er der i følge Blodbanken.nu registreret 32 afkom - bla.. Hasse Molar, Hope Cowboyland, Goal Esterel, Fighter Kiss, Gen C Danbolig m.fl.

tirsdag, februar 03, 2009

Sportssystemet på vej

På en måde blev mandag den 2. februar 2009 en historisk dag i dansk travsport.

Det var nemlig den første dag, hvor man lavede anmeldelser færdige i det nye svenske Sportssystem, til brug for produktion af Trav og Galop.

Indførelsen af Sportssystemet betyder bl. a. at i programopstillingerne, kan man nu fremover se en totalstatistik for den enkelte hest - tidligere har man kun kunnet se statistikken for indeværende og sidste år.

Sportssystemet har endnu mange børnesygdomme - således er resultaterne fra Skive Trav her tirsdag morgen endnu ikke lagt ind i systemet.

Det gik bedre på Charlottenlund Travbane i søndags, hvor indtastningen var afsluttet cirka kl. 16.30 samme dag.

Endnu mangler en meget vigtig ting i Sportssystemet - nemlig den offentlige adgang til alle sportslige informationer, som vi kender det fra travsport.se.

Og hvor lang tid der går, før det bliver en realitet, kan der kun gisnes om.

Det afhænger vel helt af, hvor meget tilretning, der endnu mangler i systemet - og det kan vi, der sidder på sidelinjen - af gode grunde ikke vide.

Det værste er nok også, at de, der har med Sportssystemet at gøre, nok heller ikke har overblikket.

For hvis de havde det, så var en eksakt dato for den offentlige tilgængelighed, nok også blevet givet.

Og så ser jeg i de nye propositioner for marts måned, at man nu indfører en løbsserie med tre klasser og med en finale på en V65-dag, hvor den samlede præmiesum i hver finale er på 60.000 kroner.

Læsere af denne Blog vil måske huske, at jeg i begyndelsen af december, netop foreslog noget lignende - se eventuelt dette link.

Den nye løbsserie, der kaldes DTC-liga, har sine første finale-løb på Musketer-dagen den 26. april i Skive.

I propositionerne mangler jeg dog en oversigt over, hvornår de indledende afdelinger afvikles på de forskellige baner. Og det tror jeg også de aktive samt hesteejerne vil gøre.

Men bestemt et godt initiativ, der nu er taget . og som forhåbentlig bliver udbygget, så vi atter får en "V6-karrusel".