lørdag, juli 18, 2009

Jeg er her endnu

En del andre aktiviteter har afholdt mig fra at få skrevet videre på min Blog, men nu forsøger jeg igen - og tak til de mange, der har trofast har tjekket om der var nye "guldkorn" fra min side.

Jeg har lovet mere om det Hemmelige Sportssystem", der jo nu pludselig har vist sig udelukkende at skulle være et internt arbejdsredskab og kun som en sidegevinst blive tilgændeligt for den undrende menighed.

Men det der vender jeg tilbage til.

I stedet vil jeg nu fundere lidt over udviklingen inden for totalisatorspillet - baseret på en opgørelse, som DanToto har lavet pr. den 30. juni.

Vi er midt i - eller måske på vej ud af - en af de alvorligste kriser i vort samfunds historie. Det ser tilsyneladende ud til at have medført et fald i omsætningen i spil på heste.

Det er lige stik modsat af den børnelærdom de fleste af os har fået - nemlig at i krisetider bliver der spillet mere.

Da samfundet sidst var ude i en større krise - i begyndelsen af 90-erne - blev der faktisk sat omsætningsrekord i DanToto med over en halv milliard kroner - så dengang passede det i hvert fald.

Vi når også over den halve milliard i år - i hvert fald vurderet ud fra omsætningstallene for første halvår.

Her er der blevet spillet for 282.910.139 kroner - det er en tilbagegang på 8,1% - eller 25 millioner kroner i forhold til i fjor.

Der er ganske vist blevet afviklet færre danske løbsdage (16), men der er helt sikkert blevet proppet flere svenske dage ind - uden jeg har nogle tal for det. Men det er min klare opfattelse.

Er det så krisens skyld, at omsætningen falder så meget - eller er det måske et udtryk for, at publikum - spillerne - er trætte af at blive stopfodret med spilletilbud, der ofte er komplet uinteressante?

Jeg ved det ikke, men kan have en mistanke om det.

DanToto har et problem med denne omsætningstilbagegang, for hovedparten af tilbagegangen er hos DanTotoforhandlerne.

Omsætningen i boderne er nemlig faldet med ikke mindre end 29 % i første halvår - når det alene gælder omsætningen til danske baner!

I kroner er det 12,8 millioner - dvs. DanTotoforhandlerne tilsammen har mistet omkring 1 million i provision alene på spil til danske baner.

Hvor meget deres omsætning er faldet i spillet til Sverige, fremgår ikke af den omsætningsstatistik, jeg har fået fat i, men da den samlede omsætning i DanToto er faldet med 25 millioner kroner - og spillet til danske baner i alt er faldet med 18,1 millioner kroner - så er der små 7 millioner kroner, som der er spillet mindre til Sverige.

De 7 millioner kroner skal fordeles mellem boderne og spil på internettet, og er fordelingen den samme som ved spil til danske baner, så har DanTotoboderne tabt yderligere omkring 4,5 millioner kroner i omsætning og dermed 375.000 kroner i provision.

Vi tager lige en puster her.

Jeg fortsætter søndag - med at se på udviklingen for de enkelte danske baner.

Det lover jeg!