onsdag, september 13, 2006

Indfør grænseværdier - nu!

I sommer fik også ridesporten sin dopingsag, hvor Flunixin er indblandet.

Her fandtes 10 nanogram i en dressurhest, der var blevet nummer tre ved DM i begyndelsen af juli måned.

Hesten var angiveligt blevet behandlet for en ømhed i skulderen af sin dyrlæge cirka en måned før DM-stævnet.

Alligevel fandtes der altså 10 nanogram ved den dopingprøve, der rutinemæssigt blev udtaget på de tre førstplacerede.

Akkurat som vi har det inden for væddeløbssporten så har ridesporten en nul-tolerance.

Men er det rimeligt, at man har denne nul-tolerance?

Som jeg tidligere har skrevet, så kunne man indtil for cirka 2 år siden slet ikke måle lavere værdier end 15 nanogram.

Nu bliver 10 nanogram kriminelt, fordi målemetoderne er blevet bedre.

Hvad der imidlertid også er nok så interessant er dommen som Dansk Rideforbunds Disciplinærudvalg har afsagt den 8. september, hvor forbundets veterinære konsulent, dyrlæge Hans Schougård, meget klart fastslår, at

den fundne mængde Flunixin er i så lav en koncentration, at det ikke har haft effekt (virkning). Hestens præstation var således ikke under påvirkning af Flunixin.


Det forekommer helt urimeligt at kriminalisere noget, der ikke har nogen effekt.

Såvel ridesporten som væddeløbssporten må snarest mulig få sat nogle grænseværdier - og ikke blot i forhold til Flunixin.


Karsten Bønsdorf