lørdag, december 05, 2009

Rene Clausen mener

Efter fredagens ekstraordinære generalforsamling har Rene Clausen, Nykøbing F gjort sig disse tanker:


Det var så det
Ja så var der ekstra ordinær generalforsamling og ikke overraskende for mig, så
endte det med at man ikke engang kan blive enige om at være uenige ...

Efter min opfattelse så har de 4 B baner så spillet fallit, man kan ikke komme med
bål og brand - hvorefter man går fra "festen" arm i arm.

Opfattelsen er at HFF bestemmer alt og hvis man har den holdning så bliver det jo
fakta i løbet meget kort tid.

Mit spørgsmål er alle enige i at sådan må det være ? - hvis ja så går det fint, hvis
nej, så var det her man skulle have stået sammen og sagt fra ved f.eks. at lave være
med at melde så løbene blev aflyst (det har man gjort i Italien og det har da givet
gevinst) Dette havde gjort at kulturministeren havde været nødt til at tale med
nogen - modsat nu hvor hun er lige så tavs som vores formand og direktør.

Når nu banerne har givet op hvad så ???

Mine spørgsmål som ingen endnu har kunne svare på - så de kommer lige igen

Hvordan får man folk til at spille mere ved at lave A og B baner ? Større præmiesum
giver nødvendigvis ikke mere i omsætning - hvis nogen skulle tro det ..

Da grunden til at være A bane er at befolkningsgrundlaget, betyder det at f.eks.
Skive aldrig bliver A bane ? Har man tænkt over at på Bornholm og Nykøbing F. næsten
bliver en storby om sommeren (Marielyst på Falster bliver en by på næsten 70.000
feriegæster om sommeren (5 km fra banen), Bornholm det samme)

Bliver der transport tilskud når nu alle vores trænere skal fare rundt ?

Er der nogen derude som tror på at travsporten har en fremtid i DK med Knie og Co
ved roret ?

Laveste føl årgang i meget lang tid og det forstår man godt for hvem vil købe om 2
år ..

Lige for at gentage mig selv igen - find ud af hvordan vi bliver overtaget af Svensk
travsport/ATG og det kan kun gå for langsomt.

Danske spil, Knie, uprofessionel ledelse, ingen samarbejde imellem banerne, ingen
sammenhold overhovedet - ja jeg kunne blive ved

God weekend og ære være dansk travsports ........

mvh

René Clausen

Oprøret der fusede ud

Var det et forsøg på at vælte den siddende bestyrelse i DTC?

Eller var det et ønske om at få en seriøs debat omkring sportens problemer og den aktuelle handlingsplan?

Det var nok begge dele.

Men intet lykkedes - så vidt jeg kan vurdere.

Forslagsstillerne med de fire baner, Bornholm, Skive, Billund og Nykøbing F i spidsen valgte - på opfordring af DTCs formand, Knud Erik Ravn - at trække deres forslag til vedtagelse, der lød:

"HFF’s Handlingsplan for 2010 samt budget 2010 kan ikke accepteres af travsporten og skal genforhandles. Nyt forslag med ændret fordeling af midlerne, 2 % mindre i drifts- og præmietilskud til alle baner og forbund sammenlignet med budget 2009."

At mødet ikke varede mere end et par timer er desværre symptomatisk for generalforsamlinger i sportens hovedorganisation.

Og det er dybest set årsagen til, at man aldrig selv har formået at få stukket retningslinjer ud for sporten, så man fortsat kunne have været herre i eget hus.

Nogle vil nok hævde, at der er arbejdet seriøst med sportens problemer på bl.a. dagslange Formandsmøder.

Den situation sporten i dag står i, hvor HFF har overtaget styringen viser vel, at arbejdet i hvert fald ikke har været udført godt nok.

Travsportens generalforsamlinger burde efter min opfattelse afvikles over en weekend, hvor der arbejdes i grupper med specifikke områder, og hvor resultaterne fremlægges til afstemning søndag.

PÅ den måde kunne vi selv have skabt rammerne for sportens fremtid.

Nu har HFF gjort det.

Og uden den store indflydelse fra sportens side.

Lad os nu håbe, at den nye handlingsplan kan skabe frenmgang for dansk travsport - og at vi får gang i en ugentlig landsdækkende V6-spil med divisioner.

Så bliver det rigtig sjovt at være med - også for dem på Bornholm, Skive, Billund og Nykøbing!

Endnu en Simoni-double i Berling

"Simoni-toget" buldrer fortsat fremad i Berlin.

Fredag aften kunne Team Simoni noteres for to sejre og en andenplads.

Lloyd Victory (Gill's Victory) med Manfred Zwiener var først på pletten med en overlegen sejr i 1.18.4a/2000 m - odds 2,00.

Dernæst kunne Comtessa (Grimaldi), der ikke har fået det til at stemme på Lunden og i Nkobing, vinde en lidt overraskende sejr - igen var det Zwiener i sulkyen - Comtessa noteredes for 1.19.3a/2000 m - odds 6,20.

Til gengæld måtte Team Simonis sejrssluger Violet Hall (Spotlite Lobell) se sig slået i en målfotofinish til en andenplads - spillet til 1,20 i odds.

fredag, december 04, 2009

"Jule"mysteriet

Tak for de mange henvendelser pr telefon og mail jeg har fået i forbindelse med opklaringen af "Jule"mysteriet.

Jeg tror Poul Henriksen, Viborg har den rigtuge historie.

Her er i hvert fald hans forklaring:

Hej Karsten!

Ang. julemysteriettroede jeg først, at de to ældre herrer fra Jylland
havde indtaget noget, der var stærkere end rottegift, men ved nærmere
eftertanke dæmrede hukommelsen lidt, og jeg gik i gang med at efterforske
lidt. Så her er et svar fra en tredje ældre herre fra Jylland.

Rappe Frosty var ejet af Audun-Poulsen, også kaldet "skibsrederen", og
som hans øvrige heste skiftede også Rappe Frosty tit træner. Alene i dens
sidste sæson (1976) var den
først hos Harry Carstensen, så hos Leil Løfgren, som var så "uheldig" at
vinde med den, så den blev skiftet
tilbage til Carstensen, og for at det ikke skal være løgn, gik den endnu
en gang til Løfgren lidt senere. På et tidspunkt blev
selveste Johannnes Frømming hentet op for at køre samme ejers Oberst
Aconto, og den vandt selfølgelig legende let. Så fik ejeren den ide, at
Oberst Aconto og Rappe Frosty skulle til Tyskland i træning hos Frømming, så Rappe Frosty fik lov at opleve sin´femte træner bare dette år.

Kort tid efter kunne man læse i Væddeløbsbladet nr. 54 1976, at Rappe
Frosty var omkommet under en transport, og man troede, det var af kolik,
men en obduktion viste, at det var en stryknin forgiftning, og det blev en politisag, da flere andre heste var døde af
samme årsag. Oberst Aconto vendte senere hjem til flere nye trænere.



Var det sådan, det hang sammeen?

Mail helst - da jeg pt er omme i London

Et "Jule" mysterium

Hvem kan hjælpe?

I Jylland går et par meget travsportsinteresserede ældre mænd hvileløst rundt.

De får ikke sovet om natten - de får ikke lavet det de skal om dagen.

Hele tiden kredser deres tanker om et mysterium.

En hændelse, der udspandt sig for over 30 år siden.

Det er blevet en besættelse for dem, for de kan kun huske noget af historien.

Hvis det da ikke kun er en "historie" og at hændelsen i virkeligheden aldrig har fundet sted!

Men måske er der nogen af jer, der kan hjælpe?

I 70-erne skulle træner Jørgen Olsen fra Lunden have startet to heste i Hamburg. Den ene var Rappe Frosty.

Begge heste døde i Hamburg, fordi de havde fået stryknin - eller rottegift!

Jørgen Olsen kender ikke noget til historien.

Han kan huske, at han havde Rappe Frosty i træning, men den gik siden i træning hos Mogens Larsen. Men har ikke haft to heste til start i Hamburg, der døde.

Så hvis der er noget hold i denne historie, så må det nødvendigvis være en anden træner, der var udsat for denne tragiske oplevelse.

Er der nogen af jer, der kan bidrage til sagens opklaring?

Skriv en mail eller ring mig på 40 38 23 07.

Forhåbentlig kan vi sammen sørge for, at de to ældre jyske herrer atter kan få ro i nattesøvnen!

torsdag, december 03, 2009

Hamble Crown uplaceret

Som ventet fik Hamble Crown med Johanne Lindquist det svært i torsdagens Quinte-løb på Vincennes.

Parret fik eller en god dag - da løbet omsider kom i gang - men det vender vi tilbage til - idet Hamble Crown tog spids. Efter 400 meter kom en af løbets favoritter, Mac Kindly med Robert Bergh frem og Johanne Lindquist slap fornuftigt nok spidsen.

Mac Kindly var i spids til der manglede 1000 meter med Hamble Crown i ryg - så angreb en af favoritterne Obelo Darche med Franck Nivard og den overtog føringen ind i opløbssvinget med 500 meter tilbage. Her var det tydeligt, at Hamble Crown nu havde problemer med at hænge på i det opskruede tempo.

Ind i opløbet så Obelo Darche ud til at gå til sikker sejr, men på en meget stærk afslutning nåede såvel Perlando (Giant Cat) med Jos. Verbeeck som Nelumbo (Corot) med Franck Blandin forbi. Perlando sejrede i 1.13.8/2850 m.

Hamble Crown passerede målstregen som en af de sidste, og selv om Johanne Lindquist tidligt holdt med at drive ham, så et det er tydeligt, at han er langt fra sin bedste form.

Optakten til løbet blev kaotisk, idet Nana de Las Vegas i første startforsøg stejlede og kastede Yves Dreux ud af sulkyen. Herefter løb hoppen løbsk og i fuld galop gik det Vincennes rundt.

Det tog mere end ti minutter før hun var indfanget!

I næste startforsøg lavede Robert Bergh omstart, så gyldig start fandt først sted omkring 20 minutter efter den programsatte tid - og det er noget, der sker særdeles sjældent i Frankrig.

Muscle Hill var 60 millioner værd



I USA er syndikeringen af Hambletonian-vinderen m.m. Muscle Hill færdig.

120 anparter, der hver giver ret til en årlig bedækning hos hingsten så længe den lever, er blevet solgt.

Pris pr anpart 100.000 dollars!

Dermed kan prissedlen på Muscle Hill fastsættes til 12 millioner dollars - eller 60 millioner danske kroner!

Det har været muligt at erhverve sig en anpart på ganske fine vilkår. Man kunne nemlig sprede betalingen over fire år med 25.000 dollars at betale årligt - rentefrit!

En dansk opdrætter har købt en anpart, nemlig Lars Marucssen, Stutteri La Marc.

Forleden kunne Hanover Shoe Farm melde, at Muscle Hill var fuldtegnet i 2010 - book full and closed - som de siger på de kanter.

Det betyder, at Muscle Hill med stor sandsynlighed kommer til at bedække cirka 140 hopper i 2010 - nemlig hopper fra de 120 solgte anparter samt de cirka 20 hopper, som hingststationen - i dette tilfælde Hanover Shoe Farm - normalt får for at have hingsten opstaldet.

Sidste års Hambletonian-vinder, Deweycheatumnhowe har i år bedækket 143 hopper, mens forrige års Hambo-vinder Donato Hanover her bedækket hhv. 143 (2008) og 144 hopper (2009) - og de har begget været syndikeret efter samme model - dog ikke så højt prissat som Muscle Hill.

40 millioner mere i præmier

I Sverige øges præmiesummerne i løbene i 2010 med ikke mindre end 40 millioner kroner - godt nok svenske, men alligevel.

Spillet i Sverige er steget markant i år, og derfor har ATG nu annonceret, at væddeløbspræmierne kan stige med 40 millioner - det svarer til 5,6 % af præmiebudgettet i indeværende år.

Andre 40 millioner går direkte til banerne til brug til renovering og udbygning af faciliteter.

Se Hamble Crown på Vincennes

I eftermiddag starter Hamble Crown med Johanne Lindquist i sulkyen i dagens Quintet-løb - Prix des Landes på Vincennes.

Og da løbet som nævnt er et Quintet-løb, så kan du - cirke en halv time efter det er afviklet - dvs. cirka kl. 14.10 - se løbet gratis på denne adresse chvideo.fr

Prix des Landes er udskrevet over 2850 meter med tillæg og Hamble Crown står fra spids.

Chancerne er dog ikke særlig store for at få del i den samlede præmiesum på 105.000 Euro - her klokken 10 stod Hamble Crown til 51 gange pengene!

onsdag, december 02, 2009

1.401 føl indregistreret

For 20 år siden blev der indregistreret 1.401 føl i travsportens R-årgang.

I år når vi halvdelen - og lidt til.

Her til formiddag blev føl nummer 635 i S-årgangen registreret.

- Efter vi har meldt ud, at chip-mærkning og DNA-test vil foregå tidligere end ellers, så får vi fødselanmeldelserne tidligere end ellers, fortæller Peter Stenå.

I fjor blev der indregistreret 854 føl i R-årgangen, det var 11 mere end i P-årgangen, født i 2007.

I forhold til antallet af bedækkede hopper burde årets årgang ende på omkring 800 føl.

Inden for de sidste 20 år er bundrekorden for en årgang på 681 - det var M-årgangen født i 2004.

Keep On Flying på Mantorp

Mandag aften vender Keep On Flying tilbage i løbene for første gang siden den 30. august, hvor den sejrede på Lunden.

Keep On Flying er til start i Decemberstriden på Mantorp-banen , hvor der er en førstepræmie på 40.000 kr.

Distancen er 2140 meter og Keep On Flying med Steen Juul har fået spor 6 i feltet, der bl.a. tæller Dust All Over, Evidence Ås, Västerbo Miquel m.fl.

- Går han godt på Mantorp, så er planen, at Keep On Flying skal starte på Vincennes den 22. december i et løb over 2100 meter auto, siger Magnus Ladegaard.

tirsdag, december 01, 2009

Hamble Crown på hård opgave

Der er ingen "badebillet" til Hamble Crown, når den på torsdag er til start på Vincennesi dagens Quintet-løb.

Hamble Crown skal denne gang køres af Johanne Lindquist, idet Franck Nivard har valgt køre en af løbets favoritter, Obelo Darche med 25 meter tillæg, mens Dominik Locqueneux slet ikke kører denne dag på Vincennes - udelukket?

Løbet hedder Prix des Landes og er udskrevet over 2850 meter volte med 25 meter tillæg ved vundne 399.000 Euro.

Kun seks heste står fra spids - deriblandt Hamble Crown.

Fra tillæg er udover nævnte Obelo Darche, der har vundet tre ud af sine fire sidste starter, også heste med Prix d'Amerique-ambitioner som Nana du Las vegas, Perlando og Niky.

Der er 105.000 Euro i samlet præmiesum.

Aflys generalforsamlingen

En af landets største hesteejere, Jørgen Jensen, Stald Rita opfordrer kraftigt til, at den ekstraordinære generalforsamling i DTC, der er berammet til på fredag, aflyses, og at man i stedet trækker i arbejdstøjet og begynder at samarbejde om sportens fremtid.

På sin hjemmeside skriver Stald Rita følgende:

Aflys den fastlagte ekstraordinære generalforsamling den 4. dec. .

I risikerer at grave grøfter mellem banerne. Kom til besindelse. På grund af manglende enighed har HFF været nødt til at trække en streg i sandet. DTC har forsøgt at påvirke i positiv retning, men deres magt er begrænset.

Når sporten skider i egen rede så bliver man til grin overfor udenforstående (bl. andet politikerne).

Banerne har de sidste par år kunnet fornemme hvor det bar hen.

Hvad har man gjort ?`- kæmpet sammen for at forbedre økonomien ?, iværksat driftsbesparelser ?, øget sponsorindtægterne gennem f.eks. ansættelse af salgsfolk ?.

Nej man har har ladet stå til fordi det gik nok altsammen. Og går det galt med økonomien så må Christiansborg bare øge bevillingerne.

Nu har sporten fået en brat opvågen, toget er ved at køre, men det er ikke forsent at komme med initiativer og nytænkning istedet for bare at kræve ind.

Og pas på sponsorerne kan skræmmes væk, når de skal være vidner til den kedelige polemik.

De baner der er beskåret hårdest må hver for sig og sammen se hvordan de kan være med til at forbedre deres situation.

Men gør det på de indre linier. Negativ kritik er aldrig frugtbart. Hvis I vil travsporten det godt, så vend hver en sten og arbejd videre i en positiv ånd.

Hvis I har prøvet alt - så lad ANDRE KOMME TIL -

Jeg ELSKER travsporten, men det gør ondt, virkeligt ondt at se al den negative omtale. Medierne ELSKER rav i gaden.

Besind jer - aflys generalforsamling - det vil tjene jer til ære.

Os kom så i arbejdstøjet - vis I kan.

Stald Rita
Jørgen Jensen


Jeg kan kun give Jørgen Jensen ret.

Den planlagte ekstraordinære generalforsamling vil udelukkende grave grøfter - uanset udfaldet.

Dansk trav og galopsport er sat under administration, fordi man ikke har formået at udvikle væddeløbssporten gennem flere år.

Økonomisk blev sporten sat under administration i forbindelse med Danske Spils overtagelse af totalisatorrettighederne.

Den tidligere formand for HFF, Jim Stjerne udtalte for 5-6 år siden, at det ville blive nødvendigt at lukke baner ned.

Det afstedkom stor fuore, og der blev trukket på alle politiske kontakter for at forhindre det.

Det lykkedes dengang.

Men det var et vink med en meget kraftig vognstang om, at der skulle ske en radikal ændring i den måde, hvorpå sporten skulle drives.

Det er ikke sket.

Derfor har HFF lavet en handlingsplan, der skal løfte væddeløbssporten i Danmark.

Der bliver ikke lukket baner - det var ellers et alternativ. Men der skabes nogle løbsdage, hvor der vil blive kørt om attraktive væddeløbspræmier, sådan at det atter kan blive interessant at være hesteejer i Danmark.

Og alle baner kan fortsat forbedre deres indtægter ved at øge banespillet - det giver 21,25% ned i kassen!

Amerikansk 2-åring over millionen


Da 2-årige Poof She's Gone forleden sejrede i finalen i Ontario Sire Stakes på Woodbine passerede Kadabra-hoppen millionen i indkørte præmier i 2009.

Med førstepræmien på 142.500 dollars har Poof She's Gone nu indtjent 1.037.099 dollars og er dermed klart sin fader, Kadabras mest vindende afkom - uanset køn.

Poof She's Gone er med med rekord 1.11.6 samtidig den næsthurtigste hoppe efter Kadabra, kun overgået af Bella Dolce, der som 3-åring løb 1.11.1.

Poof She's Gone er blot den anden amerikanske to-årge hoppe i historien, der har vundet mere end 1 million dollars.

Nu afdøde Snow White gjorde det i 2007 med 1.252.646 dollars.

Poof She's Gone har startet 12 gange og har vundet 10 sejre.

Hun har vundet de største løb for årgangen - nemlig Merrie Annabella Stakes og Breeders Crown.

Poof She's Gone kostede som åring 170.000 dollars og har således været en god investering.

Hun er som nævnt efter Kadabra, mens hendes moder, Travelin Superlite 1.13.4, 298.351 dollars - er efter Garland Lobell.

Poof She's Gone er trænet af Richard Norman og blev som regel kørt af David Miller i løbene.

Med sejren forleden passerede Poof She's Gone kønsfællen Costa Rica (Muscles Yankee) som mest vindende amerikanske 2-åring i år - Costa Rica sluttede med 970.161 dollars.

mandag, november 30, 2009

Ready Cash vandt, men....


Ready Cash (Indy de Vive) med Franck Nivard i sulkyen vandt sikkert Prix Marcel Laurent på Vincennes-banen mandag eftermiddag foran Quarcio du Chene (Cappricio) med Bjørn Goop.

Desværre fik vi aldrig den spændende match, der på forhånd var lagt op til, da Quarcio du Chene galoperede fra start. og satte mange meter til.

Den kom imidlertid flot tilbage og fulgte Ready Cash til dørs - dog uden at kunne true denne.

Franck Nivard dirigerede Ready Cash til spids efter 800 meters kørsel.

Fra start var det italienske Ismos Fp (Uronometro) med Sebastian Ernault der kunne tage spids fra spor 1 i kamp med Royal Crown (Love You) med Julien Dubois.

Der blev lagt ud med 1.06.7 de første 600 meter.

Efter Ready Cash havde overtaget føringen blev der pullet op, og med 1000 meter tilbage var tempoet nu 1.11.0.

På det tidspunkt begyndte Quarcio du Chene nu et angreb fra bagfeltet, og inden opløbssvinget var den fremme ved førende Ready Cash.

De øvrige deltagere kæmpede for at hænge på.

Med 500 meter tilbage var tempoet nu 1.12.5.

Det handlede kun om Ready Cash og Quarcio du Chene.

Ready Cash med Franck Nivard sad på løbet og sejrede afstoppet i 1.12.0a/2100 m - en længde foran en mere end godkendt Quarcio du Chene med Bjørn Goop, mens Infinitif (Pine Chip) med Jean Baudron klarede at holde tredjepladsen, kort foran Royal Crown.

Med sejren, der var 55.000 Euro værd, indskrev Ready Cash sig på en vinderliste, der indeholder så fine navne som Ideal du Gazeau, Jorky, Minou du Donjon, Tenor de Baune, Vourasie, Lovely Godiva, General du Pommeau, Gigant Neo, Love You, Offshore Dream og Premiere Steed.

Løbets rekord har Nippy Girl (Ginger Somolli) med 1.11.6 sat i 2006.

Ready Cash rundede ved sejren millionen i indtjening - han har nu tjent 1.0444.900 Euro.

Hvordan ser man resultater af Præmie/Prøveløb?

Ovennævnte spørgsmål er jeg blevet stillet over for mange gange.

Det er tilsyneladende ikke alle, der er helt hjemme i brugen af DTCs nye svenske Sportssystem.

Og nogen egentlig guide findes der jo ikke, så her kommer opskriften på, hvordan du kan ikke blot kan finde resultaterne fra præmie- og Prøveløb, men også de komplette resultatlister fra en løbsdag, hvor evt. uddelte bøder i de enkelte løb også er angivet.

Du går ind på dette link - klik her.

Derefter vælger du den løbsdag, du gerne vil se resultatet fra.

Det er min erfaring, at disse resultater dog først er tilgængelige via link på siden, dagen efter.

Men der er en smutvej!

Hvis du går ind og søger på en given hest, du ved der starter den pågældende dag, så kan du allerede samme dag, finde resultaterne.

Og husk nu at gemme min side her som favorit eller bogmærke.

Det letter din hverdag!

Bondo over millionen - i Euro

I sidste uge passerede Erik Bondo millionen i indtjening i Euro - alene i Italien.

Erik Bondo startede femten heste fra søndag til søndag og vandt fem sejre - senest blev det i går til en double, da Roberto Andreghetti bragte de to Muscles Yankee-afkom, Especial dei Fab i 1.12.6a/1600 m og Luther d'Asolo 1.13.5a/1600 m til sejr på San Siro.

I 2009 har Erik Bondo foreløbig haft 103 vindere og en sejrsprocent på 22.

Hans heste har i alt indløbet 1.014.731 Euro.

Svenskerne kan - vi kan ikke!

Mandag, tirsdag, onsdag og torsdag samt på søndag i denne uge kan svenske toto-spillere gøre indskud samt følge løbene på Vincennes hos ATG.

Løbene fra Vincennes bliver transmitteret med tre minutters forsinkelse, men det er dog alligevel næsten som live.

ATG spiller direkte ind i den franske pulje hos PMU, når det gælder Vinder og Plads, mens man spiller lokalt i Tvilling og Trio.

Men endnu er det ikke muligt for DanToto at tilbyde spil til løbene i Vincennes.

- I de franske væddeløb er det muligt at have op til 20 heste til start i et løb, og det kan vort toto-system ikke håndtere, oplyser Morten K. Særensen, Danske Spil.

- I Holland, hvor man har samme toto-system som os, arbejder man imidlertid på at finde en løsning, og lykkes det for dem, så vil da også overveje at tage de franske løb på programet, hvis vi kan komme overenes med PMU.

Se eftermiddagen storløb på Vincennes

Inden vi går videre her, så et godt råd - eller en opfordring.

Hvad med at lave denne side til en af dine favoritsider:
Gem den som favorit eller bogmærke.

Så skal du ikke forbi andre sider, for at kunne huske adressen, der - indrømmet - jo ikke er så let at huske.

Nå, over til sagen.

Jeg har fået flere forespørgsler, der går på, hvordan man kan komme til at se eftermiddagens Prix Marcel Laurent, hvor den franske tophest Ready Cash mødes med Goop'ernes Quarcio de Chene.

Det er svært at komme til at se løbet direkte, men hvis man lige venter en lille halv times tid, så er det muligt - helt gratis - at se løbet på denne side - klik her.

Når det er muligt, så er det fordi Prix Marcel Laurent er dagens Quintet-løb i Frankrig, og det kan man altid se gratis i små 24 timer efter.

Der er lagt op til et utroligt spændende løb, og selv om Ready Cash med spor 8 er begunstiget af startplads i første række, så har 18 ud af 32 franske tipseksperter Quacio du Chene som favorit!!

10 holder på Ready Cash, mens 4 har Infinitif som vinder!

Fik du læst min optaktsartikel samt set startlisten. Nå ikke? - Så klik her

Løbet køres kl. 13.40, så mon ikke du kan se det kl. 14.15 på ovennævnte link - og du kan selvfølgelig også læse om løbet her!

søndag, november 29, 2009

Jeppe Juel til Norge?

Ifølge travbanen.dk har Jeppe Juel besluttet sig til at udskifte sin danske trænerlicens med en norsk fra årsskiftet.

Ifølge Travservice.dk og Travoggalop.dk - så overvejer han fortsat

Men træffer Jeppe beslutningen, så bliver han træner på 800 meter-banen, Klosterskogen, der ligger cirka 150 kilometer fra Oslo.

Dermed følger Jeppe Juel kollegaen Bo Westergaard til Norge.

Det er særdeles kedelig udvikling, men ikke uforståelig.

Der er store penge at køre om i Norge - især i V75-løbene - og konkurrencen er ikke hård.

Men det er særdeles bekymrende for dansk travsport, at to af vore unge dygtige trænere og kuske vælger at flytte teltpælene - mere eller mindre - til udlandet.

I den forbindelse er det værd at huske, at såvel Bo Westergaard som Jeppe Juel har haft licens ved Aalborg Væddeløbsbane, der er en af A-banerne - altså en bane, hvor præmieniveauet bliver forhøjet i 2010.

Nu er det dog nok ikke lige en grille, der er opstået hos Jeppe Juel - det kan have været undervejs - også inden handlingsplanen blev kendt - men beklageligt er det i hvert fald.

Og selv om Jeppe Juel oplyser, at intet er afgjort, så kan man jo ikke lade være med at drage den konklusion, at når manden selv har løftet sløret for historien, så er det nok meget tæt på, at det bliver en realitet,

Stor udvidelse af Pit Stop på Lunden

På søndagens medlemsmøde på Lunden blev det oplyst, at man inden for kort tid går i gang med en onfattende udvidelse af Pit Stop-butikken, der ligger i den store spillehal.

Det går godt med omsætningen i Pit Stop - indtjeningen er på nuværende tidspunkt 140.000 kroner større end i fjor.

Der er imidlertid nogle problemer, når der er store internationale fodboldkampe.

Her kommer mange af områdets unge for at følge disse fodboldkampe, og de er ikke interesserede i at følge hestevæddeløbene.

Ved at udvide Pit Stop til det dobbelte areal, kan man lave en afdeling for de fodboldglade og en for de, der ønsker at følge hestevæddeløbene.

HFF kommer med en halv million til projektet, mens Danske Spil også kommer med en halv million i form af inventar fra Pit Stop-forretninger, der er ophørt.

Lundens bestyrelsesformand, Klaus G. Jensen kunne også oplyse, at regnskabet for Travselskabet for 2009 ventes at blive bedre end det budgetterede, idet man har gennemført en række besparelser.

Klaus G. Jensen fortalte også om den nye Handlingsplan, der betyder, at Lunden i 2010 får 1 million kroner mere til sit præmiebudget.

I 2010 er der planlagt 47 løbsdage - 3 mere end i år - heraf er de 38 søndage.

Lunden tæt på afklaring om jordsalg

Formelt mangler der nu kun en udeblivelsesdom, som Københavns Byret skal fælde, for at Charlottenlund Travbane ikke blot kan få udbetalt det deponerede beløb på 19,2 millioner kroner, men samtidig også få råderet - og dermed samtidig også mulighed for at sælge parkeringspladsen endnu engang.

Det oplyste formanden Klaus G. Jensen søndag aften på et medlemsmøde.

Skal vi tage tage historien kort:

For nogle år siden - mens det gik rigtig godt i byggebranchen - solgte Lunden den del af parkeringspladsen ved staldene, der ligger op mod Alderdomshjemmet, for 29 millioner kroner.

Køber stillede en bankgaranti på 19,2 millioner kroner i Max Bank i Næstved, og skulle i øvrigt betale hele købesummen + renter, når der forelå en lokalplan på området.

Denne lokalplan skulle være klar senest den 30. september 2008.

Det blev den, men i mellem tiden var krisen begyndt at krase, og køber havde fået økonomiske problemer.

Køber forsøgte at få annulleret handlen under henvisning til, at området ikke var fuldt disponibelt for ham den 1. oktober - det var en lejer i den gamle smedie, der ikke var rykket ud.

Dette forhold blev hurtigt bragt i orden.

Køber går imidlertid konkurs - boet forsøger på et tidspunkt at slå en handel af med Lunden om betaling en samlet betaling på omkring 23 millioner kroner - i stedet for de 29 + renter.

Det afslog generalforsamlingen i foråret.

Boets kurator har nu opgivet at finde en økonomisk løsning, og derfor kan Lunden - ved udeblivelsesdommen - så få udbetalt de 19,2 mille - og siden forsøge at sælge jordstykket igen.

Det er vist det, der hedder en win-win situation.

Mere følger - efter Forbrydelsen!!

Ny andenplads til Cowboyland

Cowboylands 3-åring, Magic Carpet Ride (Anguis Hall) var storfavorit på Woodbine-banen i Toronto i nat, men måtte efter målfoto se sig slået til en andenplads af outsideren Kashas Ride (Andover Hall) - begge i 1.11.6.

Magic Carpet Ride med Paul McDonnell blev sendt til spids med 700 meter tilbage og var førende ind i opløbet med 2,5 længde. Den var imidlertid synlig træt og en meget stærkt afsluttende Kashas Ride med M. Saftic fangede akkurat den danskejede traver på målstregen.

Der var 6.500 canadiske dollars i andenpræmie - det er cirka 30.000 kroner.

Kolgjini's løb


Lørdag eftermiddag vandt Lutfi Kolgjini Svensk Uppfödningslöpning for sjette gang inden for 12 år.

Et imponerende resultat.

Og igen med en imponerende vinder - Raja Mirchi.

Raja Mirchi, der er helbroder til årets vinder af Sprintermästaren, Lavec Kronos var i spids fra start til mpl. Og var aldrig truet.

Sejrede sikkert i ny svensk rekord 1.15.4a/2140 m - imponerende!

Det var dens femte sejr i ligeså mange starter på svensk jord!

Langt ned til "ponyen", danskopdrættede Song Glider med Bjørn Goop, der klarede at holde Amour Rapide med Erik Adielsson fra sig i kampen om andenpladsen - begge fik noteret 1.16.2.

Her er Kolgjini's tidligere vindere i Svensk Uppfödningslöpning:

1998: Revenue
1999: Noir Qualite
2000: Omega Topline
2001: Hövding Lavec
2007: Micro Mesh
2009: Raja Mirchi

Foto Burt Seeger, Kanal 75.