lørdag, marts 20, 2010

USA:Lucky Jim tilbage med sejr

Den amerikanske sejrshest, Lucky Jim med Andy Miller i sulkyen, vendte i nat tilbage i løbene på The Meadowlands efter en pause på syv måneder.

Lucky Jim (SJ's Photo) sejrede sikkert i 1.10.0 - en flot sæsondebut.

For første gang startede Lucky Jim uden at være tilført Lasix - et middel, der indtørrer hestens slimhinder og søger at forhindrer blodsprængninger i hals og lunger under et løb, og det så altså ikke ud til at nedsætte præstations formåen.

Planen med Lucky Jim er da også, at han skal starte i Elitloppet om to måneder - og da er Lasix som bekendt strengt forbudt.

- Over vinteren har vi trænet Lucky Jim uden brug af Lasix, så han kan klare sig uden i fremtiden, sagde hestens træner Judy Miller.

Der bliver tilsyneladende kun tale om en start i Elitloppet for Lucky Jim - i USA venter store opgaver allerede i juni - så Copenhagen Cup er ikke på agendaen for USA's bedste ældre traver.

Foto Lisa Photo.

fredag, marts 19, 2010

Århus viser vej!

Det er initiativ til efterfølgelse, som Jydsk Væddeløbsbane i denne uge søsatte med hhv. baneprogram og kuskekommentarer - begge dele kan man få tilsendt pr. mail, når det foreligger.

Jeg har tidligere rost Skive Travs program, og synes fortsat også, at omfanget af de informationer, der er i dette program er i særklasse, men jeg ser nogle fordele - især for spillerne - med det koncept, som Jydsk Væddeløbsbane er barslet med.

For hvornår er det nu lige, at der er løb på en given bane?

Ja, det skal man jo ikke tænke på m h t JVB - for her kommer programmet dumpende ind nogke dage før.
Og på selve løbsdagen endnu en reminder - med så ferske kuskekommentarer, som det nu er muligt- pænt præsenteret i en pdf-fil.

For Jydsk Væddeløbsbane gælder det ikke om at skaffe sig så mange besøgende på deres website som muligt, men at give en sober og  nøgtern vejledning om banens kommende løb.

Og ideen bør brede sig til alle landets baner!

onsdag, marts 17, 2010

Lad os få en Hesteejerlicens!

Som det er i dag kan alle købe sig en væddeløbshest, sætte den i træning, få den fodret, skoet, behandlet af dyrlæge samt få den anmeldt til løb.

Der er således frit frem for eventuelle personer, der ikke har den gængse opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert i økonomisk henseende.


Jeg er overbevist om, at der findes utallige eksempler på såvel nytilkomne - men måske også eksisterende heste-ejere, der enten bevidst eller ubevidst, har overvurderet deres økonomiske formåen.


Senest har vi Carsten Høgfeldt-sagaen, der på trods af tre kuldsejlede anpartsprojekter, og flere uigennemførte køb på intr
ernetauktioner ser ud til at fortsætte.


For Carsten Høgfeldt ringer fortsat på annoncerede heste, som han vil købe. 

Og jeg har endvidere hørt, at han fortsat arbejder ud fra, at han har købt avlshingsten Dreamaster og søger om opstaldningsplads til den.

Ligesom han forsikrer folk om, at alt absolut er i den skønneste orden, og at der ikke er en kinamands sandhed i det, jeg bl.a. har skrevet.


Jeg vil fortsat advare alle mod at indgå handler eller økonomiske aftaler med Carsten Høgfeldt.


I gamle dage skete der det inden for travsporten, at hvis en person ikke overholdt sine betalingsforpligtigelser, så blev der nedlagt startforbud med hans heste

Det sker stadig, men i modsætning til i dag, blev dette startforbud meddelt i Dansk Traver Kalender.


Det sker altså ikke længere.


Inden for Dansk Galop gør man det dog stadig, og offentliggør med navns nævnelse - ikke kun heste-navnene - men også navnene på de personer, som ikke har betalt rettidigt, - så hvorfor ikke inden for travet?

Jeg har tidligere foreslået at man skal have en Hesteejerlicens, som kun kan udstedes til personer, der er kreditværdige og som ikke er belastet af evt. kriminalsager.


Det kan kun tjene sporten, at det er personer med en sund moral, der er aktive.


Og for alle vil det være meget lettere at kontrollere og identificere enkelt personer med et fysisk Hesteejerkort.


Samtidig kunne en Hesteejerlicens være et medlemskort til Dansk Travsports Centralforbund - omend dette vil kræve en god del nytænkning.

Der ville være mange fordele ved en Hesteejerlicens - og til jer, der nu siger:  

Hvis man skulle man sådan et - så ville der ikke være mange tilbage!

Jamen, hvad skal vi med alle de brådne kar???

tirsdag, marts 16, 2010

Copenhagen Cup - med V75

Indrømmet - det følgende er ikke min idé, men derfor kan den jo godt være god!


På et par svenske hjemmeside har jeg noteret mig, at der nu er ved at opstå ønsker at om lade flere V75-omgange afvikle på udenlandske baner - dette er især blevet et udtalt ønske efter den succesrige V75-omgang i lørdags i Norge.


Copenhagen Cup-dagen ville være ideel til at afvikle en svensk V75-omgang på dansk jord.


I forvejen har vi jo nordisk V65-spil på dagen, så springet til V75 er jo ikke fantastisk stort - og dog. For det kræver jo, at Copenhagen Cup så skal flyttes til en lørdag.


Men mon ikke det skulle være mulig?


Der er perspektiver i dette her for dansk travsport.


Det burde være muligt at kunne sælge løbene til nordisk-orienterede sponsorer. 


Og rent sportligt ville løbsdagen, Copenhagen Cup-dagen få et yderligere løft.


For en hjemlig markedsføring af verdens bedste spil - V75-spillet - ville en sådan løbsdag være ubetalelig.


V75-spillet er et kendt begreb for mange - der er nogen, der gennem tiden har set, at der er noget væddeløb om lørdagen i Sverige, hvor der kan vindes mange penge.


Men kun få er bevidste om,. at de rent faktisk kan spille med om de mange millioner fra deres egen computer.


Det ville være en fantastisk chance for at udbrede kendskabet til V75 og til travsporten.


Det bliver næppe i år, men det er ikke spor tidligt at begynde at sondre mulighederne for en eller flere danske V75-omgange i 2011!!

Galop:They're off at Cheltenham

Her tirsdag eftermiddag indledes et af verdens fineste væddeløbsmeeting - The Cheltenham Festival i England.


Over fire dage vil der blive afviklet 26 løb med op mod 500 heste til start, og den samlede præmiesum udgør omkring 30 millioner kroner.


The Cheltenham Festival er forhindringssportens fineste meetings - det overstråler sportsligt The Grand National Steeplechase på Aintree-banen ved Liverpool.


Man forventer at mere end 215.000 tilskuere vil overvære løbene på Prestbury Park i løbet af de fire.


Som bekendt har hestevæddeløb en lang tradition i England. De første løb ved Cheltenham fandt sted i 1815 - i 1831 flyttede man til den nuværende bane, Prestbury Park.


The Cheltenham Festival er ikke blot en væddeløbsbegivenhed - det er også en slags landskamp mellem England og Irland,


Og at den irske nationaldag, Sct. Patricks Day ofte falder på en Festival-dag, gør bestemt ikke stemningen mindre munter på Cheltenham.


Tirsdag eftermiddag er hovedløbet Champion Hurdle, hvor to heste i tilfælde af sejr har mulighsd for at score en større bonus.


Kyber Kim kan således vinde 1,6 millioner kroner, hvis den når først i mål, men den irsktrænede Go Natuice står til at vinde ikke mindre end 8,2 millioner, hvis den klarer opgaven. 

De har begge vundet løb tidligere, der indgår i en løbsserie, som afsluttes med Champion Hurdle.

Go Native tillægges de bedste vinderchance af denne duo - den står pt til odds 4,50.

Onsdag afvikles The Queen Mothers Champion Chase - et løb til minde om den meget væddeløbsinteresserede engelske Dronninge moder. - Og så er det jo også den irske nationaldag.


Torsdag er damernes dag, hvor den bedst klædte dame kan vinde en Alfa Romeo Mito. Hovedløbet er The World Hurdle.


Og fredag - The Grand Finale - her er hovedløbet The Cheltenham Gold Cup, hvor der er lagt op til en match mellem Kato Star, der har vundet løbet to gange tidligere, samt vinderen fra 2008, Denman.


Begge heste trænes i øvrigt af samme træner, Paul Nicholls.







mandag, marts 15, 2010

Frankrig: Mars nummer to i Marseille

Mars (Chipmate) - nu med sin træner Jörgen Westholm i sulkyen var storfavorit til odds 1,70 i mandagens Prix de Saint-Martin-de-Craup i Marseille mandag eftermiddag, men trods et løb i føring og med ro undervejs, så måtte Mars slippe den 8-årige franske hoppe, Ouragan d'Anjou med David Cinier forbi i opløbet.

Ouragan d'Aunjou, der ikke har vundet løb siden 2006 (!!) sejrede sikkert i 1.14.0a/2300 m, mens Mars noteredes for 1.14.2 - der var 5.000 Euro i andenpræmie.

De to første var et godt stykke foran tredjehesten, Quatro Eccos, der noteredes for 1.15.0.

Mars skal starte yderligere en gang, inden han går tilbage til Knud Mønster i Skive.

Foto PMU

Dubai: Dansk træner med i UAE Derby

Niels Petersen, dansk galoptræner med bopæl i Norge, sender lørdag den 27. marts den 3-årige Timely Jazz til start i the UAE Derby på den spritnye Meydan væddeløbsbane i Dubai.

UAE derbyet er af de syv løb, der denne dag er doteret med 1 million dollars eller mere - i UAE-derbyet er der en samlet præmiesum på 2 millioner Euro med 1,2 million til vinderen.

Efter en fornem andenplads fornylig er Timeless Jazz blandt forgrundsgfugrerne i Derbyet, men favorit bliver utvivlsomt Frozen Power, der slog Timeless Jazz senest.

Distancen i UAE Derby er 1900 meter og på dirt.

Hovedløbet Dubai World Cup om 10 millioner dollars  ventes at få 14 heste til start.

Det sidste testløb, Al Maktoum Challenge vandtes overraskende af den japanske Red Desire med franske Olivier Peslier i sadlen kort foran brazilianskfødte Gloria de Campeao med sydafrikanske Mr Borck på tredjepladsen.

Denne trio er atter med. En interessant starter er den franske Vision d'Etat vandt i december Hong Kong Cup med Peslier i sadlen, og mon ikke han sidder der igen lørdag den 27. marts.

En anbefaling!

Danske Klaus Koch - international løbspromotor og udstyret med en fantastisk hukommelse - vil fra i morgen - tirsdag den 16. marts - begynde at skrive historier fra dansk travsport på sin hjemmeside.

Således præsenterer Klaus Koch ideen bag det nye tiltag

Ny artikelserie: Denne dag i Dansk Travsports Historie

På tirsdag, den 16. Marts påbegynder jeg en ny artikelserie på denne plads. Rubrikken bliver "Denne Dag i Dansk Travsports Historie", og idéen er at skrive om personer og hændelser, som knytter sig til den aktuelle dato.
Årsagen til at jeg starter artikel-serien er at jeg og en hel del andre med mig er chockerede over den historieløshed som præger den moderne danske travsport. Det er ikke ment som en serie "gammelmandssnak" om at alt var bedre før, det er snarere ment som et tilbud til yngre generationer om at få tage del i alt det som skabte vor danske travsport og gjorde den til Europas førende i begyndelsen af forrige århundrede. Helt op i 80'erne udvilklede dansk travsport sig med en stadighed, som desværre blev vendt i forkert retning i begyndelsen af 1990'erne, og vi er endnu ikke kommet tilbage på ret spor.
Min intetion er at gøre artikelserien let fordøjelig. Der er nemlig en nøsten uudtømmelig mængde af interessante og morsomme historier de første 100 år af dansk travsports eksistens.
Jeg kommer ikke at skrive dagligt, men måske 1-2 gange i ugen. Ældre travfolk kan måske gætte sig til, hvem (for det drejer sig om en person), som lægger navn til den første artikel på tirsdag, den 16. Marts.


Du finder Klaus Kochs hjemmeside på denne adressen. www.klauskoch.se 

Galopinteresserede har i mere end et år kunne finde "dagens historie" på www.bongoracing.dk

søndag, marts 14, 2010

Frankrig. Brioni tæt på at lave sensation

Malmø-hesten Brioni (Timberland) med Joakim Løvgren var tæt på at lave lidt af en sensation i søndagens Grand Critérium de Vitesse des Casinos de Monte-Carlo på banen i Cagnes sur Mer.


Løbet havde Meaulnes du Corta med Pierre Levesque som kæmpefavorit - odds 1,90 - og den indfriede da også forventningerne, selv om det ikke blev gjort på en overbevisende måde.


For det første kom Brioni meget tæt på til slut - i øvrigt sammen med en også hastig afsluttende Priscilla Blue (Extrem Dream) med Louis Baudron - og for det andet så fik speedige heste som Nouba du Saptel med Jos. verbeeck og italienske Lisa America med Jorma Kontio først chancen  for at slippe fri til angreb, da det var alt for sent.


Nouba du Saptel sad i ryg på Premiere Steed, der lå i vinderhullet, men som ikke kunne følge med i opløbet - og Lisa America sad i ryg på Nouba du Saptel.


Meaulnes du Corta vandt i 1.11.0, mens Brioni  løb 1.11.1. Derefter fulgte Priscilla Blue og  Nouba du Saptel begge  i 1.11.2, Premiere Steed 1.11.3 - derefter Lisa America i 1.11.5 - Simb Chaplin var sidst over mål i 1.11.6 - det fortæller lidt om, hvor samlet feltet var over mål.


Der var 100.000 Euro i præmie til Meaulnes du Corta, der også vandt løbet i fjor.


Meaulnes du Corta har nu vundet de to første afdelinger af den internationale løbsserie, Grand Circuit.


Foto PMU