torsdag, marts 05, 2009

Hvad sker der?

Set i forhold til trav- og galopsporten i andre lande, så er vi her i Danmark godt dækket ind på internetsiden.

Henover vinteren er flere kommet til -en enkelt endda som decideret spilleside - on-track.dk med opdateringer næsten helt op til start.

Alligevel kan det konstateres, at omsætningerne i danske løb falder og falder - i februar måned med et gennemsnit på 15% pr løb!

Og dette altså på trods af, at der aldrig tidligere har været så massiv en dækning på internettet af hestevæddeløbssporten.

Så kan man selvfølgelig sige, at hvis ikke, det havde været tilfældet, så var tilbagegangen blevet endnu større.

Det løser bare ikke problemet - for det er der, og det synes at blive større og større.

Det har ellers altid heddet sig at i nedgangstider så spilles der mere.

Sådan er det tilsyneladende ikke længere.

Og som Lars Hauth så ofte har påpeget, så er sporten usynlig i landsdækkende medier.

Er det i øvrigt kun mig, der undrer sig over, at toto-resultaterne ikke længere publiceres under løbsresultaterne i Trav og Galop?

Pt arbejdes der på en handlingsplan for dansk hestevæddeløbssport.

Den har længe været påkrævet, men jeg tror også, at sporten samtidig har brug for "krisepakke" her og nu.

Jeg var til galla i lørdags.

Igen et flot arrangement, som Lone fra Århus med god støtte fra AG - også Århus - havde fået stablet på benene.

Jeg var også med, da Årets Hest-titlerne på landsplan blev indstiftet i 1997.

Det var Dansk Galops daværende direktør Hans Jacob Moresco, der fostrerede ideen.

På det tidspunkt var væddeløbssporten fortsat ret synlig, men vi ville - i regi danske Trav og galopjournalister - også have vor Årets-pris - som man havde det inden for fodbold, tennis og golf m.m.

Det var ikke noget stort arrangement, men det gav mere genlyd i Danmark end nutidens galla-aftener gør.

For vi fik såvel TV2, DR, Kanal 2 fra København, samt diverse aviser og Ritzau til at bringe omtale af arrangementet.

Der hvor jeg vil hen er, at fra at være et "medie-stunt" så er Årets Hest - blevet til en intern fest for sportens udøvere.

Det er der bestemt ikke noget galt i, men det er bare ærgerligt, at man har glemt baggrunden for arrangementet.

Jeg undrer mig i øvrigt over den larmende tavshed, der er på travtanken.dk og det nye Travforum (der i øvrigt har en alt for svær netadresse).

Jeg havde troet, at de mange glimrende indlæg, der i år har været af gæstebloggere på travservice.dk havde givet anledning til at andre havde fattet pennen og var kommet frem med deres synspunkter.

Især er tavsheden bemærkelsesværdig fra landets travsportspolitikerere!

Nå - vi har måske slet ikke nogle længere!

Det er særdeles positivt, at hestevæddeløbssporten omsider er blevet repræsenteret på den store Hest & Rytter-messe i Herning.

Det har der været talt om i de sidste ti år, men først nu er det sket.

Og det er godt - rigtig godt.

I Herning kommer der 50.000 hesteinteresserede og mange er helt oplagt potientelle trav- og galophesteejere eller opdrættere.

Jeg håber meget, at dette initiativ får nye personer til at interessere sig for vor sport.