lørdag, december 16, 2006

Hvad skal vi se på TV?

Fornylig havde DR Sporten lavet en afstemning på deres hjemmeside, hvor brugerne kunne stemme på, hvilken sportsgren man helst ville se på TV.

Noget overraskende – især for DR og andre medie-personer – var der ikke færre end 13 % blandt de flere end 22.000 personer, der afgav stemme, der ønskede at se mere Hestesport.

Nu dækker ordet Hestesport meget bredt, og vi skal ikke glemme, at det 6.største forbund inden for Danmarks Idræts Forbund er Dansk Rideforbund.

Ridesporten er virkelig blevet udsultet i medierne (ikke blot TV) gennem mange år – og nyligt har Idrættens Analyseinstitut lavet en analyse, hvor man ser på 11 sportsgrenes eksponering i TV – men ikke Ridesportens. Derimod bl.a. bordtennis, tennis og Badminton – sportsgrene, der alle har væsentligt færre udøvere end ridesporten - fået deres eksponering analyseret.

Det kan man så undre sig meget over.

Men tilbage til emnet – Hestesport i TV.

Det er altid en fordel at blive set – en eksponering i TV kan udnyttes sponsormæssigt, og det giver også en blåstempling af arrangementet, som må betragtes ikke blot som lødigt, men også som værende af en vis almen interesse.

Kort sagt – der er tale om et arrangement på et højt sportsligt niveau.

Dansk ridesport er godt rustet i disse år med internationale ekvipager inden for såvel spring som dressur.

Anderledes ser det desværre ud med dansk travsport.

Vi har ingen Meadow Roland, Rudolf le Ann, Frisky Frazer, Legendary Lover K. o.l. der kan begå sig på internationalt topplan.

Og for mig at se, er der ikke lige én om hjørnet.

Da TV2 kom til verden den 1. oktober 1988 havde man en klar målsætning i forhold til trav- og galopsporten. – De to skulle dækkes på lige vilkår som alle andre sportsgrene.

Og den strategi blev fulgt i de fleste af de otte år, jeg var tilknyttet TV2 Sporten.

Læg dertil, at DR Sporten tre – fire år senere påbegyndte ugentlige udsendelser samt at Bundgaard og jeg nærmest kappedes om at have flest indslag om trav og galop i de to stationers nyhedsudsendelser i løbet af en uge.

I begyndelsen af 90-erne fik trav- og galopsporten en eksponering på de to landsdækkende TV-stationer, der var millioner af kroner værd.!

Var det så fordi denne eksponering holdt op – eller har det være andre faktorer, der har været årsag til, at udviklingen inden for trav og galop er gået, som den nu har gjort det?

Tjah – hvad synes du?

Jeg er ikke overbevist om, at ”hvis vi bare kommer på TV så bliver alting godt” holder ret langt.

Der skal laves nogle nye koncepter for sporten, således den bliver attraktiv for et større publikum.

Hvad skal der til? – Kan vi ikke starte en debat om det?

Kom med dit bud på kabo@casa35.com – eller kommentér direkte på nedenstående link

torsdag, december 14, 2006

Hvor mange sponsorkroner er der i sporten?

Hestevæddeløbssportens Finansierings Fond har nyligt udgivet et omfattende notat over udviklingen i sporten siden 2000 og frem til og 2005.

Det er interessant, men også i nogle tilfælde, meget overraskende læsning.

Hvem skulle f.eks. have troet, at den bane i Danmark – det være sig trav eller galop – der har opnået de største sponsorindtægter i 2005 var Nykøbing F Travbane!

Nedenstående liste har jeg opstillet på baggrund af de regnskaber, som HFF har publiceret i sit notat, som er banernes officielle regnskaber.

Listen viser posten under indtægter, der hedder: Sponsorer og reklamepladser:

1. Nykøbing F Trav 876.695 kr.
2. Fyens Væddeløbsbane 631.111 kr.
3. Aalborg Væddeløbsbane 609.049 kr.
4. Charlottenlund Travbane 497.961 kr.
5. Jydsk Væddeløbsbane 452.931 kr.
6. Klampenborg Galopbane 436.072 kr.
7. Billund Trav 410.353 kr.
8. Skive Trav 223.434 kr.
9. Bornholms Travbane 221.580 kr.

I øvrigt er banernes samlede sponsor- og reklameindtægter faldet fra 6.2 millioner kroner i 2000 og til 4,4 millioner kroner i 2005 – dvs. et fald på ikke mindre end 29 %.

Omvendt er en post, arrangementer og events steget fra 151.000 kroner og til 504.392 kroner – og der er fortsat tale om alle danske væddeløbsbaner.

Tager vi det med i beregningerne, så er der tale om en tilbagegang i de samlede marketing/sponsor-indtægter på 23 %.

Tankevækkende!

tirsdag, december 12, 2006

Vær realistisk Bo!

Foranlediget af mit indlæg forleden, hvor jeg foreslog, at man skulle overveje at sælge Skovbo Travbane i stedet for at frasælge jord på Lunden, har opdrætteren og hesteejeren Bo Jondahl skrevet et indlæg på sin hjemmeside Breedteam 2000, hvor han i stedet foresår, at man sælger hele Charlottenlund Travbane og derefter laver en superbane på Skovbo.

Det er en god ide!

Den kan bare ikke gennemføres!

Og hvis den kunne det, så var det jo sket for nogle år siden, hvor formanden for Det Danske Travselskab hed Lars Thomasen.

Thomasen var langt fremme med forhandlinger om etablering af en helt ny bane i Brøndbyøster, men det var umuligt at få godkendt en lokalplan for Charlottenlund Travbane, som ville give mulighed for salg af hele området.

Der er visse servitutter tilknyttet området, hvor Charlottenlund Travbane ligger, og jeg tror, at få det ændret, vil være en proces, der vil tage mange år.

Og det er som om, at det er en her og nu løsning vi har brug for.

Derfor vil et salg af Skovbo Trav være nemmere at få gennemført - vi kunne tilmed se frem til atter at få liv på staldområdet på Charlottenlund Travbane - og lur mig, hvis det ikke var ved at komme der efter skoletid, at Bo Jondahl i sin tid fik sin travinteresse.

mandag, december 11, 2006

Så kom der endnu en positiv dopingsag!

Svensk travsport - især- blev rystet søndag eftermiddag, da nyheden om at Jocose efter sejren i det europæiske travderby på den franske bane, Laval den 15. oktober, var testet positiv.

For tredje gang i 2006 er en vinder af et af den internationale travsports største løb blevet diskvalificeret.

Tidligere er Jag de Bellouet som bekendt blevet diskvalificeret fra såvel førstepladsen i Prix d'Amerique som Elitloppet.

Det går ikke det her!

Nu må det europæiske travforbund UET få sat sig ned og fundet ud af at få sat nogle grænseværdier, således vi undgår de efterhånden for mange positive tests.

Og samtidig få gjort reglerne helt klare for, hvordan en hest kan medicineres under enslydende regler i medlemslandene.

Jeg skal ikke forsvare Stefan Hultman og Travkompaniet, men jeg er overbevist om, at vi bliver nødt til at forholde os til de meget bedre målemetoder, som laboratorierne i dag har.

Gør vi ikke det, så skal enhver travhest, der skal starte i løb fremover, behandles på samme måde, som Howard Hughes levede i sine sidste leveår.

Han opholdt sig i helt sterile rum!