torsdag, januar 20, 2011

Frankrig: Nivard tilbage i Cornulier

Efter sit uheld for tre uger siden vender den franske topkusk og monte-rytter, Franck Nivard tilbage i løbene på søndag på Vincennes, hvor han bl.a. skal ride  Scipion du Goutier i verdens største monte-løb, Prix de Cornulier om en samlet præmiesum på 700.000 Euro.

18 heste kommer til start, og blandt disse er sidste års vinder af løbet, One du Rib med David Thomain samt den forsvarende Prix d'Amerique.vinder Oyonnax med P. Edouard Mary.

I fjor varmede Oyonnax også op til Prix d'Amerique med en start i Cornulier - her blev den nummer syv i 1.13.8 - One du Rib vandt i 1.13.2/2700 m foran Paulo de Lou og Premiere Steed, begge i 1.13.3.

Premiere Steed er også med i år.

Det var i øvrigt anden gang One du Rib vandt Prix de Cornulier - første gang var i 2007.

Det kører for PMU i Frankrig

Det franske spilleselskab PMU har netop offentligjort sit resultat for 2010 og for 13. år i træk er der tale om en fremgang i omsætningen - i 2010  - på flotte 2,6%.

Den samlede omsætning i PMU blev på 9.54 milliarder Euro - eller med dagens kurs - 71,08 milliarder danske kroner!!

I 2010 blev det franske spillemarked åbnet for andre aktører - det blev muligt at spille "Oddset" samt poker - og  dette spiludbud indgår også i PMU's aktiviteter - dog blev omsætningen på denne del af forretningen blot omkring 200 millioner Euro - det er fortsat hestene, der trækker det store læs.

Hvad mener du?

I et kommentar til mit indlæg i går under overskriften "Danmarks travsports føl nogensinde" rejser Lene Holmer fra Team Holmer i Horsens spørgsmålet om vi i Danmark ikke burde have de samme regler som i Sverige, hvorefter såvel hoppe som føl - for at blive registreret i landet - fysisk skal have været til stede inden for et givent kalenderår.


Lene Holmer sagde ...


Ærgeligt for de danske opdrættere at vi ikke har de samme regler som i Sverige m.h.t indreg. af føl.- Bliver der gjort noget ved det? Hvad er din mening?

Hvad er din holdning til denne problemstilling??

Brug kommentar-funktionen forneden ellers end en mail til kabo@casa35.com - og husk at anonyme indlæg ikke offentliggøres, så husk at skrive dit navn.

onsdag, januar 19, 2011

Dansk travsports bedste føl nogensinde!

Hvad siger du til et hoppeføl, der har Hambletonian-vinderen Donato Hanover som fader og den franskestjernehoppe Qualita Bourbon som moder?

Det er da en afstamning, der vil noget - og da føllet bliver dansk registreret, så må det være det bedste danske føl nogensinde på papiret.

Det er legendariske Jean Pierre Dubois, der udnytter mulighederne i Dansk Travsports Centralforbunds reglement, hvorefter hopper født i EU kan optages i importregistreret uden nogensinde at have været i Danmark.

Donato Hanover var enerådende i sin årgang og hans  første årgang - født i 2009 - blev flot modtaget på auktionerne i USA.

 Ja, Donato Hanover kom i top med hensyn til snitprisen pr afkom, der blev på 59.351 dollars  -. eller 9.000 dollars mere end nummer to, Credit Winner.

Moderen Qualita Bourbon var sin årgangs bedste hest - hun vandt en række af de store årgangsløb i Frankrig - bl.a. Criterium des Jeunes, Prix de l'Etoile, Prix de Selection, Criterium Continentale, det europæiske travderby, Grand Prix de l'UET og hun blev desuden nummer tre i Prix d'Amerique.

Qualita Bourbon satte rekord 1.12.3 og tjente 1,54 millioner Euro.

Hun er datter af Love You og ud af tophoppen Etta Extra, der bl.a. også har født Copenhagen Cup-vinderen m.m. Mara Bourbon 1.10.7 - 1.67 millioner Euro.

Qualita Bourbon er født i 2004, men allerede i 2009 - samme år, hvor hun blev nummer tre i Prix d'Amerique - blev hun moder!

I USA blev hingstføllet Quel Bourbon med Infinitif som fader født af en rugemoder!

Hoppeføllet efter Qualita Bourbon er ikke det eneste føl, som Jean Pierre Dubois danskregistrerer - det følges af otte andre!

- Dubois har tidligere indregistreret sådanne afkom efter amerikanske hingste og franske hopper i Italien, men efter kidnapningsaffæren med Daguet Rapide, vil Dubois ikke have noget med Italien at gøre længere - han har i øvrigt også solgt sin andel i Daguet Rapide, siger Niels Moreau, der arbejder tæt sammen med Jean Pierre Dubois.

- Danmark var et oplagt sted at registrere disse føl, når det ikke - som i Sverige - kræves af hoppe og føl - skal være fysisk til stede inden et givet tidspunkt, siger Moreau.

Dubois er ikke den første, der udnytter de danske bestemmelser omkring registrering af EU-hopper. - Leader Chip og No Comment er andre eksempler på danskregistrerede afkom efter en fransk hoppe, der aldrig har sat sine hove her i landet.

I fjor indregistrerede Lutfi Kolgjini fire afkom i Danmark - bl.a. Still in My Face, der er efter Dream Vacation - Pretty I, der tidligere har født den svenske tophest Sweet as Candy, der vandt såvel Drottnings Silvias Pokal som Stochampionatet.

Disse eksempler på "danske travere" er endnu et bevis på, hvordan vor verden har ændret sig, og at grænserne brydes ned på mange felter.

Mallorca danser om guldkalven

- Det er vor overlevelse, siger den mallorcinske journaliste Jaume Gomila.

Den mallorcinske travsport har fået en særdeles tiltrængt saltvandsindsprøjtning her i 2011, hvor det franske spilleselskab, PMU transmitterer fra 10 løbsdage henover året.

Mallorcinerne får 3% af omsætningen, der på de to første løbsdage har været på hhv, 2,6 og 2,7 millioner - Euro.

Holder disse omsætningstal så vil den mallorcinske travsport få tilført omkring 6 millioner danske kroner fra det franske spilleselskab i 2011.

Mallorca er ikke den eneste travsportsnation, som PMU har indgået aftale om at lave spil til.

Belgien, Holland, Schweiz og Tyskland er andre lande, hvor sporten på denne måde tilføres et millionbeløb, der for flere af landene betyder, at travsporten kan overleve!

I det hele taget bliver kontrolleret totalisatorspil  henover grænserne mere og mere udbredt.

Herhjemme spilles der jo mest til løb i Sverige og nu kommer norske løb også med i DanToto-udbuddet.

Fra i eftermiddag håber vi, at strømmen vender og svenskere og nordmænd spiller ind til løbene på Lunden.

Svenskerne spiller i øvrigt ikke kun til Danmark i dag, men startede klokken 11.00 med fem løb fra Finland!

I morgen kan de svenske ATG-spillere spille til otte løb på Vincennes - det tilbud har danske spillere endnu ikke fået - DanTotos system kan kun omfatte felter med max 15 heste, og de franske felter kan være på op til 18 heste - i travløbene og i galopløbene kan de være endnu flere.

Svenske løb kan der i øvrigt spilles til stort set over hele Europa - f.eks. havde italienerne i går mulighed for at spille på Lunch-løbene i Eskilstuna.

tirsdag, januar 18, 2011

USA: Pæne priser på Meadowlands-auktionen

Traditionen tro holdt det amerikanske auktionsfirma, Tattersalls mandag sin årlige januar-auktion på The Meadowlands og priserne blev ret pæne, men heller ikke mere.

Dyrest blev pacerhoppen City Delight med 195.000 dollars.

Men her holder vi os til traverne, hvor to følhopper - begge i fol ved Muscle Hill - og i øvrigt mor og datter -toppede med hhv, 115.000 dollars og 110.000 dollars.

Moderen, Cream Puff blev dyrest med de 115.000 dollars.Hun er efter Pine Chip og Peace a Pie og er dermed søster til topheste som Pizza Dolce og Mars Bar, og så er hun selv moder til Hambletonian Oaks-vinderen Creami Mimi (Conway Hall) 1.10.7 - 927.169 dollars.

115.000 dollars - eller 645.000 danske kroner - for en moder til en Hambo Oaksvinder og i fol med Muscle Hill - 30.000 dollars i bedækningstakst - må siges at være et godt køb. Men Ok - hun er 15 år gammel, så det kan være begrænset hvor mange føl, der er tilbage i hende.

Anna Karin's Girl, 9 år gammel og altså en datter af Cream Puff med Malabar Man som fader, blev solgt til den svenske agent, Robert Lindström for 110.000 dollars.

Anna Karin's Girl ældste afkom, Brooklyn (Conway Hall) var to år i fjor og gjorde det pænt med  fire sejre og en indtjening på 72.799 dollars - placeret løb han 1.13.6.

Siden har hun haft endnu et afkom efter Conway Hall, Trouble, der skal på auktion i år, samt hingstføl fra 2010 efter Credit Winner - og nu er hun så i fol ved Muscle Hill.

På auktionen var det også muligt at købe andele i flere avlshingste - her toppede Donato Hanover med 71.000 dollars, mens en andel i Cantab Hall kunne fås for 30.000 dollars.

En andel i Kadabra solgte for 24.000 dollars, Chocolatier til 15.000 dollars og SJ's Caviar til blot 5.700 dollars.

En bedækning ved Tripple Crown-vinderen Glidemaster blev solgt for blot 4.700 dollars - han står til officielt 15.000 dollars.

mandag, januar 17, 2011

Frankrig: Er vejen nu åben for Maharajah?

Kan det blive svensk sejr i årets Prix d'Amerique, der afvikles om mså 14 dage på Vincennes?

Hvis du spørger en svensker i dag, så vil svaret med stor sandsynlighed være: Ja, selvfølgelig - Maharajah!

Maharajah med ôrjan Kihlström vandt søndag eftermiddag det sidste test-løb før Prix d'Amerique - Prix de Belgique i ny løbsrekord 1.13.0/2850 meter. Han vandt kort, men dog sikkert foran den 10-årige hoppe Nuit Torride med Bernard Piton i 1.13.0, mens der var et godt stykke ned til tredjehesten , Oasis Gedé med Jean Michel Bazire i 1.13.6. derefter fulgte Quaker Jet i samme tid, mens den forsvarende mester Oyonnax fra 25 meter tillæg blev femte i 1.13.0.

Nu er historien imidlertid mod Maharajah som vinder af Prix d'Amerique, for ikke siden Queen L sejrede i 1993 har en og samme hest vundet såvel Prix de Belgique som Prix d'Amerique.

Omvendt skete der senere søndag eftermiddag det, at Ready Cash, der efter sin blændende sejr i Prix de Bourgogne den 2. januar var blevet storfavorit til Prix d'Amerique, svigtede som kæmpefavorit i Prix Tenor de Baune.

På forhånd så det ud til at opgaven i Prix Tenor de Baune, var af en sådan art, at den kunne klares med den ene hånd bundet på ryggen.

Thierry Duvaldestin, der for første gang kørte Ready Cash, gav fra start sin hest et roligt løb, og holdt den i ryg bagerst i feltet. En overgang var parret faktisk op mod 30 meter efter førerhesten, den norske Yarrah Boko med Jean Michel Bazire.

Men Ready Cash fik langsomt arbejdet sig op, og ind i opløbet kapitulerede Yarrah boko ved galop - italienske Lana del Rio med Santo Mollo gik frem fulgt af Ready Cash, der imidlertid ikke kunne afgøre til sin fordel.

Samtidig fik Ready Cash - som tidligere - problemer med travet - og han nåede aldrig forbi Lana del Rio, der sejrede i 1.13.1/2700 m. Ready Cash var nummer to i samme tid, men blev efterfølgende diskvalificeret for urent trav i løbets sidste fase.

Efter skandinavisk opfattelse - en hård dom, men sådan er det altså bare på Vincennes.

Og netop denne strenge diskvalifikationsregel tror jeg, bliver Maharajahs største konkurrent i Prix d'Amerique.

For var det ikke også sådan, at Ôrjan ikke kunne slippe Maharajah i opløbet i går - af frygt for, at hesten skulle tage hjælpetag?

Ret beset burde Maharajah jo været smuttet 20 meter væk fra Nuit Torride, som i stedet var den, der tog meter ind på Maharajah ned mod mål.

Jeg er ikke i tvivl om, at hvis Prix d'Amerique blev kørt uden for Frankrig - så ville Maharajah vinde - let.

Men nu køres løbet altså på Vincennes søndag den 30. januar, og hvem er så min vinder?

Jeg tror Oyonnax vinder igen.

Den leverede en ganske glimrende præstation fra tillæg, og ser ud til at være i fin form.

Og hvilke andre emner der ellers er, vender jeg tilbage til.