torsdag, september 02, 2010

Paris: Har Ready Cash Prix d'Amerique-format

Lørdag eftermiddag køres et af fransk travsports største klassiske travløb, Criterium des 5 Ans på Vincennes over 3000 meter og med en samlet præmiesum på 240.000 Euro.

Der kommer 18 heste til start med årgangens mest vindende, Ready Cash (Indy de Vive) med Jos Verbeeck som favorit.

Ready Cash er blevet ført frem til løbet ved et par starter på Enghien i august, hvor han - selv om placeringerne ikke har været prangende - har gået ganske pænt.

Først var Ready Cash nummer seks i 1.14.4/2900 m, hvor han skulle give 25 meter forud, og var feltets hurtigste, og senest var han ude i et meget stærk felt, hvor flere af deltagerne er Prix d'Amerique-kandidater - her sluttede Ready Cash uplaceret i 1.13.2/2875 - vinderen Ilaria Jet løb 1.12.8 - så han var ikke så langt bagefter.

Lørdag eftermiddag skal Ready Cash møde sine årgangsfæller over velvoksne 3000 meter og spørgsmålet er vel blot, om Verbeeck kan holde Ready Cash's nerver i ro,

Hesten har virket roligere end tidligere set i de sidste par starter, så mon ikke det går.

For mig at se, så skal Ready Cash vinde dette opgør, hvis man fortsat skal regne ham for at kunne blive fransk travsports næste store traver og en potentiel Prix d'Amerique-hest.

Ready Cash vandt årgangens Criterium for 3-åringer, mens Rolling d'Heripre vandt for 4-åringer . her stod Ready Cash over.

Bedst af resten i lørdagens felt er nok Roc Meslois (Look de Star) med Pierre Belloche, der nyligt vandt semi-klassikeren Prix Jockey i 1.13.2/2700 m

Det er i øvrigt en stor løbsdag på Vincennes, hvor de bedste tre-åringer mødes i to løb - som sædvanligt i et for hopper og et for hingste - og hurtigtraverne er også ude for at lufte sig.

tirsdag, august 31, 2010

Efter Derbyet - 2

Det er nu så hyggeligt med denne derby-weekend.

Man møder gamle venner og sportskammerater - og gamle historier bliver genopfrisket - og det bliver de som bekendt ikke dårligere af.

Bl.a. så gæstede Jan Tunow Charlottenlund.

Tunow bor nu i Belgienm men følger travsporten nøje via Racing Live og diverse sites på nettet.

Og så var der også den tidligere træner Niels Duus Hansen, som kiggede forbi - og den gamle staldmand Bongo - hvis fulde navn er Hans Jørgen Poulsen.

I det hele taget vrimlede det med personer på staldterrænnet - ja, og utallige transportvogne og trailere.

Der var dårligt plads til at de startende heste kunne komme frem og rent sikkerhedsmæssigt, så er det vel også et spørgsmål om det er godt med al den trafik på staldterrænnet.

Det er helt klart et problem i forhold til sikkerheden for de udøvende.

Og her tænker jeg især på dopingproblematikken.

Enhver har i dag adgang til staldterrænnet og skulle der være en galning, der vil ødelægge noget for nogen - eller blot en ubetænksom sjæl, der giver en hest et lille stykke chokolade - ja, så har vi en dopingsag.

Tidligere skulle man have et specielt kort for at få adgang til staldterrænnet, og det var ikke bare en lille pige, der stod ved indgangen, men voksne kontrollører.

Jeg ved godt, at man vil sige, at det er et spørgsmål om økonomi, men man kan altså spare på de forkerte steder.

Og når vi nu er ved økonomien, så gik det helt galt med omsætningen på Derbydagen.

Optakten fredag var god - totalomsætningen var i hvert fald større end i fjor - baneomsætningen kendes ikke, da ATG styrede spillet den dag.

Lørdag var total- og baneomsætning næsten status quo, men dog med røde tal - en tilbagegang i baneomsætning på 3.8% - i kroner og ører 91.341 kroner - dvs.  små 23.000 kroner mindre i provenu til banen.

Men søndag blev nærmest katastrofal.

Totalomsætningen blev på 6.585.782 kroner mod 7.954.335 kroner i fjor - det er 17,2% mindre.

Det var især DanToto, der svigtede, idet omsætningen i boderne og på internettet faldt med ikke mindre end 26,2%.

På banen var der tale om et fald på 13,6% - i provenue til Lunden taler vi om cirka 165.000 kroner.

Lunden tabte altså i omegnen af 190.000 kroner i spilleindtægter i derbyweekenden - tallet kan være større eller mindre - alt efter omsætningen om fredagen, men det store billede forrykkes ikke  og der er tale om  en kraftig nedgang i spillet.

Der er mange årsager til, at Derbyweekenden fik det økonomiske forløb, som det nu er tilfældet, men for mig at se er en af de væsentlige den usynlighed, som Charlottenlund Travbane har i nærbefolkningens bevidsthed.

Men noget var godt, og det var meldingen fra sponsoren Seven Nails, der var særdeles tilfreds med den opmærksomhed man fik fra op mod 450 interesserede hestefolk, der gerne ville høre meget mere om denne verdensnyhed.

mandag, august 30, 2010

Efter derbyet

Tre intensive dage er overstået.

Især er lørdagen jo lang med først væddeløb og derefter auktion.

Såvel derbyet som hoppe-derbyet blev vundet af favoritterne - i begge tilfælde kørt af Flemming Jensen, for hvem alt tilsyneladende lykkes i denne tid.

Der er vel ingen tvivl om, at de bedste heste vandt, selvom der selvfølgelig nok vil være nogen, der kommer med den der: Hvis nu....

Odyssee Eastwind blev købt ved en fejltagelse for derbyauktionen for 37.000 kroner for tre år siden, og den letbenede og starthurtige hoppe, vil sikkert udvikle sig en en habil over-middel traver.

Okay Bee er hjemmefødt og af Bent Ole Pedersens egne moderlinjer  - nå, ja jeg mødte nogle Bornholmere, der også mente, at de havde en  god andel i successen, forbi såvel Isak som Colorit, der findes i moderlinjen, har virket på Bornholm.

Og så vil jeg da også lige sige, at Isak er altså født på Fyn!

Nordmændene vil sikkert også gerne have deres andel af successen, idet Okay Bee's forældre jo begge er norskregistrerede.

Men når alt kommer til alt!

Okay Bee er Bent Oles produkt helt igennem - en livslang drøm er gået i opfyldelse for den nordjyske familie, for hvem travheste har været et dagligt omdrejningspunkt i mere end 50 år.

Selv om vejrguderne ikke helt var med Lunden i denne weekend, så blev der vist mange flotte præstationer.

Mathilde Trøjborg fortsætter med at imponere - det ser så dejligt let ud, når hun drøner banen rundt - og det kunne være interessant at se, hvor hun står i forhold til den svenske hurtigklasse.

Magic Sisa var ikke langt efter Lisa America, Beanie MM og Torvald Palema i lørdags, så Mathilde skulle vel også kunne matche dem -. eller hvad?

Og så var der auktionen!

Mange opdrættere havde forberedt deres heste flot, men  Derbyauktionen har udviklet sig til en slags skovtur, hvor man mødes og spiser far en i øvrigt særdeles flot buffet og ikke har dne fulde opmærksomhed henledt på auktionshestene.

Det summer af  sniksnak i hele lokalet under auktionen - opmærksomheden er ikke henledt på auktionsringen - og det er lige før at det er genstand for irritation, når auktionarius ønsker bud, eller præsentationen af hestene foregår.

Kun ved de heste, hvor buddene nåede op på et sekscifret beløb, blev der ro.

Jeg skal ikke gøre mig bedre - jeg sad også og spiste og talte undervejs, men fulgte dog nøje med i, hvilke plage, der var i ringen og hvad de endte med at koste.

Drop spisningen under auktionen - buffetten skal tages af, når første hest er på vej i ringen.

Lad være med at bruge megen tid på præsentation af de enkelte heste - alle ved, hvem og hvorfor - kun hvis der er vigtige tilføjelser eller nye informationer, så nævn dem.

15 sekunder mindre omtale pr hest, betyder at auktionen kan gennemføres på omkring en halv time mindre!

Spotterne skal være mere aktive og ikke kun stå og afvente bud.

I USA er spotterne en meget vigtig del af auktionens forløb - de opildner potentielle købere til at byde mere.

Selv om auktionshestene i år havde ualmindelige fine afstamningerne så satte tidens økonomiske krise sit præg på priserne og købelysten.

29 af de 64 udbudte heste blev købt tilbage.

Svenskerne var de flittigste købere - 19 gik til Sverige, mens 15 gik til Danmark.

Jeg har tidligere været efter Lunden-trænerne for ikke at have kunder klar til auktionen.

I år fik såvel Nicolai Andersen som Kenneth Nielsen hver en åring, der kostede over 100.000 kroner.

Gennemsnitsprisen for de solgte åringer blev på 66.286 kroner.

Fortsættes........

søndag, august 29, 2010

Cowboyens store dag

Selv om DTS formand, Knud Erik Ravn har været hesteejer i mere end 40 år, så er der ingen tvivl om, at lørdag den 28. august altid vil stå som en helt speciel dag for ham.

Først vinder han Derby Hoppeløb med Odyssee Eastwind og senere vinder hans amerikanske 3-åring Wishing Stone storløbet The American National på Balmoral Park i Chicago.

Det var sæsonens første sejr til Wishing Stone, der tidligere på måneden placerede sig som numnmer tre i The Hambletonian Stake.

Det var Dave Magee, der bragte Wishing Stone til sejr. Efter 500 meter sendte han Conway Hall-sønnen frem til føring, og her blev parret let løbet ud.

Med 400 meter tilbage førte Wishing Stone med 2 længder, men så trykkede Magee på speederen og Wishing Stone trak væk til sikker sejr med 4,25 længde i 1.11.2 - der var 75.000 dollars i førstepræmie.

Knud Erik Ravn havde også to andre heste til start i det amerikanske lørdag, men uden succes.

På Chester Downs galoperede to-åringe Don't Think Twice og på hoppeudgaven af American National slog Levi's Lady hekt enkelt ikke til.