lørdag, maj 06, 2006

Mint Julep og Pimms

I dag er det Derby dag i USA - på Churchill Downs i Louisville rides USA's største Hestevæddeløb - The Kentucky Derby med en samlet præmiesum på over 12 millioner kroner.

Det er 132. gang at løbet rides - og i sagens natur er der en række traditioner forbundet med løbet.

Således har løbet tilnavnet - The Run for The Roses - fordi vinderen får en krans hængt om halsen, der består af ikke færre end 554 røde roser. Den tradition stammer tilbage fra 1932.

Endnu længere er traditionen med at drikke en Mint Julep på derbydagen.

Man anslår, at der i dag bliver serveret omkring 80.000 Mint Juleps på derbydagen.

En Mint Julep er en coktail, der består af sukker, vand, frisk pebermynte, knust is og Kentucky Bourbon. Og skal det være helt rigtigt serveres drikken i et sølvkrus.

Mint Julep - det fik mig til at tænke på, at en anden stor sportsbegivenhed - Wimbledon (tennis) også har en drink, der er knyttet til begivenheden - nemlig en Pimms.

Pimms består overvejende af Gin, men kan spædes op med vodka!

Og når man er til tennis på Wimbledon så hører det sig også til, at man får jordbær med is.

Karsten Bønsdorf

Flere galopheste i træning!

Antallet af galopheste i træning er i 2006 det største i fem år!

Det fremgår af den nydelige publikation - Galoppinfo 2006 - som den skandinaviske galopsport i fællesskab udsender.

Her kan man se hvilke heste og hos hvem de er i træning i hele Skandinavien. - En enestående håndbog for den galopinteresserede.

I 2006 er der anmeldt 417 galopheste i træning i Danmark - her af er kun fem araberheste, og står det antal til troende, så må arabergaloppen da nærmest siges at være død i Danmark.

De 417 heste er det største antal siden 2001, hvor der var meldt 451 heste i træning. I 1998 var der der dog 476 galopheste i træning.

Der er naturligt nok flest ældre heste - nemlig 226, mens der er 97 tre-åringer og 89 2-åringer. Antallet er 2-åringer er i øvrigt gået frem fra 2005 med 17%.

Som nævnt er denne håndbog en glimrende ting for den galopinteresserede, og ydermere bliver træningsskift fulgt op i Skandinavisk Galopp, der er væddeløbskalender for galopsporten.

I gamle dage - og nu skal vi nok tilbage før 2. verdenskrig - var det også muligt at følge udviklingen af travheste i træning via Traverkalenderen herhjemme.

Når/hvis hestesporten får det nye svenske dataanlæg kunne det være interessant, hvis man også pålagde alle licenserede trænere, profesionelle som amatører inden for travsporten - at indrapportere hvilke heste, de har i træning.

Det vil ikke blot være interessant for den frelste travsportsinteresserede, men samtidig også et nyttigt stykke værktøj for Løbssekretariatet.

Jeg ved godt, at i dag bliver det registreret i et vist omfang hvilke travheste, der er i træning, og at det er muligt at trække en liste over disse ud - bane for bane.

Det er dog min klare opfattelse, at disse lister ikke er fyldestgørende - og så er de jo i hvert fald ikke tilgængelige for den brede offentlighed.

Karsten Bønsdorf

torsdag, maj 04, 2006

0,00000000547 gram til 7,2 millioner kroner!

Hvis du gætter på, at ovennævnte har noget med doping og væddeløb at gøre, så har du ret.

En ny stor internatinal dopingsag er netop blevet offentliggjort. Det drejer sig om den amerikanske galophest, Brass Hat, der blev nummer to i Dubai World Cup den 25. marts.

En rutinemæssig dopingprøve, der i øvrigt blev taget på alle startende heste, viste at sig indeholde 5,47 nanogram prednisolon, der er et cortison-præparat.

Og væddeløbsreglementet i Dubai opererer med en nul-værdi.

Nu er Brass Hat blevet diskvalificeret og mister andenpræmien på 1,2 millioner dollars eller 7,2 millioner kroner.

Ejeren og træneren af Brass Hat medgiver at hesten var blevet behandlet, og at de havde gjort dette i god tro, idet de havde fået udleveret et dokument fra The Dubai Equine Hospital med titlen "Medication Withdrawals", og her var det anført, at prednisolon kan gives frem til 23 dage før start.

Det interessante i dette tilfælde er, at Brass Hat var behandlet med midlet 28 dage før starten!!

Nu viser det sig imidlertid, at prednisolon kan spores i mindst 44 dage efter det er givet.

Brass Hats ejer appellerer nu dopingdommen.

Her har vi altså igen et tilfælde, hvor de fremragende analysemetoder der i dag findes, skaber en uheldig sag og efter min mening unødvendig sag.

Der blev altså fundet 5,47 nanogram i en hest, der vejer 450 kilo.

Efter min opfattelse er det meget uheldigt at alverdens væddeløbsorganisationer opererer med "nul-værdier" for vi får altså en række "dopingsager" som jo ikke er noget.

Se nu blot sagen med Jag de Bellouet, der mistede sejren i Prix d'Amerique fordi den utilsigtet havde fået et forbudt stof i sig.

Vi har aldrig fået at vide, hvor stor en koncentration, der fandtes i prøven fra Jag de Bellouet, men det forlød, at der var tale om en meget lille del.

Og det har næppe haft nogen indflydelse på hestens præstation.


Karsten Bønsdorf

tirsdag, maj 02, 2006

...og Caruso havde en broder, der ikke kunne synge.

Hvor tit hørte jeg ikke som ungt menneske på Fyens Væddeløbsbane min travsportsmæssige mentor, træner Poul Stripp udtale ovenstående sætning, hvis en eller anden hest, der var hel- eller halvbroder til der noget lignede en stjerne, ikke så ud til at kunne blive til noget som traver.

Heldigvis passer sætningen ikke altid, men det er jo sådan, at hvis man har en lillebroder til en hest, der har lavet store bedrifter, så er der automatisk mere fokus den. Og så er det let at skuffe.

Se nu i Frankrig i weekenden.

I søndags debuterede Poento Phedo, der er ikke mindre end en helbroder til en af Frankrigs bedste heste gennem de senere år, Kesaco Phedo. Poento Phedo købte Wildenstein-familien for 110.000 Euro, og satte den i træning hos Jean Michel Bazire. Poento Phedo blev i september i fjor godkendt i 1.22.1, og i søndags skulle have den sin debut på banen i Nantes. - En debut, der selvsagt har været omgærdet med stor interesse.

Al begyndelse kan være svær - Poento Phedo galoperede og blev diskvalificeret. Løbet blev undet i 1.21.1/2300 m.

En anden lillebroder til en stjerne er Poker Dream (Kaisy Dream), der har samme moder som det italienske fænomen, Daguet Rapide (Pine Chip).

Jean Pierre Dubois ejer og træner Poker Dream, som han sendte til start for tredje gang 1. maj på provinsbanen Bihorel Les Rouens, hvor A.A. David kørte den. - Men det blev til galop.

Poker Dreams hidtil bedste præstation har været en fjerdeplads i 1.19.2/2825 m.

Karsten Bønsdorf

PS! For de der ikke er så gamle - Caruso var verdens største operasanger i begyndelsen af 1900-tallet.

søndag, april 30, 2006

Demilo Crown er blevet fader


Væddeløbskarrieren er, som de fleste sikkert ved, et overstået kapitel for hæderkronede Demilo Crown, og han står nu til bedækning på Stutteri Simoni i Polen.

Men allerede i fjor tyvstartede Demilo Crown med avlstjeneste, og fredag den 28. april kom hans første afkom til verden.
Moderen er Dance Naked, som her ses med sit føl, der ejes af anpartsstalden, Stald Demilo.

Føllet er født hos Berit og Kenn Andreasen, Jægerspris.

Karsten Bønsdorf

Det er ganske vist....

Det kan godt være, at det jeg nu skriver er historien om de fem fjer, der blev til ti høns, men det skulle være sikkert og vist, at i den kommende uge skulle DanToto og Dansk Tipstjeneste åbne for spil på internettet på hestevæddeløb.

Fra en normalt pålidelig kilde har jeg erfaret, at premieren skulle ske en af de første dage i maj, så vi må kunne se frem til den længede ventede premiere en af de allerførste dage.

Det er jo lang tid siden systemet skulle være taget i brug, men som bekendt har der været urimeligt mange problemer med det nye totosystem.

Nu har man da omsider fået styr på V5-værdien, og den nyhed blev pludselig søsat - var det i onsdags?

Noget andet nyt, - i hvert fald for mig og sikkert også mange andre, er den glimrende service der nu findes på Racing Lives Tekst TV. Her kan man bl.a. se de komplette resultatlister fra de danske løb med kilometertider etc - det er bare klasse!

Og selvfølgelig er der også en oversigt over mest afkrydsede heste i V5 etc. Og der er også Nyheder.

Det skal nu blive interessant at se, hvordan Tipstjenesten vælger at markedsføre internetspil på heste.

I det nyhedsbrev, som man kan tilmelde sig på tips.dk, undgår man højt og flo, dag efter dag at omtale de spillemuligheder, der er på heste - men det kan være, at det kommer med nu, når internetspillet sættes i gang.

Det var da at håbe.

Karsten Bønsdorf