torsdag, maj 04, 2006

0,00000000547 gram til 7,2 millioner kroner!

Hvis du gætter på, at ovennævnte har noget med doping og væddeløb at gøre, så har du ret.

En ny stor internatinal dopingsag er netop blevet offentliggjort. Det drejer sig om den amerikanske galophest, Brass Hat, der blev nummer to i Dubai World Cup den 25. marts.

En rutinemæssig dopingprøve, der i øvrigt blev taget på alle startende heste, viste at sig indeholde 5,47 nanogram prednisolon, der er et cortison-præparat.

Og væddeløbsreglementet i Dubai opererer med en nul-værdi.

Nu er Brass Hat blevet diskvalificeret og mister andenpræmien på 1,2 millioner dollars eller 7,2 millioner kroner.

Ejeren og træneren af Brass Hat medgiver at hesten var blevet behandlet, og at de havde gjort dette i god tro, idet de havde fået udleveret et dokument fra The Dubai Equine Hospital med titlen "Medication Withdrawals", og her var det anført, at prednisolon kan gives frem til 23 dage før start.

Det interessante i dette tilfælde er, at Brass Hat var behandlet med midlet 28 dage før starten!!

Nu viser det sig imidlertid, at prednisolon kan spores i mindst 44 dage efter det er givet.

Brass Hats ejer appellerer nu dopingdommen.

Her har vi altså igen et tilfælde, hvor de fremragende analysemetoder der i dag findes, skaber en uheldig sag og efter min mening unødvendig sag.

Der blev altså fundet 5,47 nanogram i en hest, der vejer 450 kilo.

Efter min opfattelse er det meget uheldigt at alverdens væddeløbsorganisationer opererer med "nul-værdier" for vi får altså en række "dopingsager" som jo ikke er noget.

Se nu blot sagen med Jag de Bellouet, der mistede sejren i Prix d'Amerique fordi den utilsigtet havde fået et forbudt stof i sig.

Vi har aldrig fået at vide, hvor stor en koncentration, der fandtes i prøven fra Jag de Bellouet, men det forlød, at der var tale om en meget lille del.

Og det har næppe haft nogen indflydelse på hestens præstation.


Karsten Bønsdorf

Ingen kommentarer: