fredag, december 29, 2006

Fantastisk scoop af Aalborg

Det var en særdeles positiv mail, der dukkede op, da computeren blev tændt her fredag morgen.

Jeg tænker her på meddelelsen om det nye storløb på Aalborg Væddeløbsbane - Grand Prix Jean Pierre Dubois - der skal køres tirsdag den 17. juli om en samlet præmiesum på 404.000 kroner.

Løbet er udelukkende forbeholdt 3- og 4-årige afkom efter Dubois hingste, og på denne måde kan man sige, at Dubois laver sin egen form for et Breeders Crown-løb.

Noget vi i øvrigt generelt mangler herhjemme.

Præmiesummen på 404.000 kroner svarer til en halv million svenske og lidt mere end 50.000 Euro, så der er ingen tvivl om, at løbet nok skal påkalde sig international opmærksomhed.

Læg dertil, at Dubois danske samarbejdspartnere, Travdiscount ved Frank og Preben Sørensen desuden har fået andre af deres forrretningsforbindelser til at sponsere en række produkter i forbindelse med løbet, så det må være helt klart, at der her er tale om en markant nyskabelse i dansk travsport.

Sponsoratet er det største nogensinde omkring kun et enkelt løb i dansk travsports historie. Med til historien hører også, at løbet bliver en årlig tilbagevendende begivenhed.

Tillykke Aalborg Væddeløbsbane - Tillykke Dansk Travsport!

tirsdag, december 26, 2006

Større end Tarok!

Juleaftensdag startede den 4-årige japanske galophest Deep Impact for sidste gang i karrieren i storløbet, Arima Kinen.

I fjor kom den ud for sit hidtil eneste nederlag i Japan i netop det løb.

Op til ti dage før løbet havde fans taget plads uden for Nakayama-banen i det østlige Tokyo for at sikre sig sig god en plads som muligt til dette historiske løb.

Og hold nu godt fast!

Ikke færre end 162.409 tilskuere var på plads for at overvære Deep Impacts sidste løb.

4-årige Deep Impact skuffede ikke sine fans.

Den sejrede sikkert med tre længder og har nu afsluttet en væddeløbskarriere, der omfattede 13 starter i Japan, som resulterede i 12 sejre.

I oktober startede Deep Impact i Frankrig, hvor den blev nummer tre i Prix de l'Arc de Triomphe - efterfølgende blev den dog diskvalificeret for en positiv dopingtest.

Ved den lejlighed havde mere end 6.000 janapske galopfans taget turen med til Frankrig.

Deep Impact indløb 71,2 millioner kroner i karrieren, og er blevet syndikeret for andre 245 millioner kroner!

Den skal nu være avlshingst, og bedækningsprisen er sat til ikke mindre end 575.000 kroner!

søndag, december 24, 2006

I denne søde Juletid

Julefreden har sænket sig over det ganske land.

Det er søndag middag.

Det er Juleaftensdag.

Janne er lige kommet stolt tilbage efter en spadseretur op til Fredensborg Slot.

Og Gæt hvem hun og datteren Nina har hilst på og ønsket Glædelig Jul!

Ja, helt rigtigt - Kronprinsesseparret og Prins Joachim og hans børn.

Julen er reddet!!

Større kan det simpelthen ikke blive!

Herhjemme sker der ikke meget på hestefronten - heldigvis. Men i Frankrig for eksempel er der fuld tryk på kedlerne - i eftermiddag køres der ikke færre end to løb med hver en samlet præmiesum på 240.000 Euro på Vincennes.

Og der er løb igen i morgen på Vincennes.

I gamle dage var det en fast regel, at Juledag "måtte ingen hjul snurre" - i hvert fald på en travbane. - det gav uheld.

Det samme var tilfældet Langfredag.

I det hele taget havde man mange flere skikke dengang vi alle var meget yngre. Og historierne fra dengang bliver ikke dårligere med årene.

Èn som var med i en svunden tidsalder er Hans Jørgen Poulsen.

Nå, siger det dig ikke noget - Ok - så Bongo!

Bongo har nedfældet nogle af sine minder fra tiden som ung staldmand på Charlottenlund Travbane i 1960-erne.

Var du med i travsporten dengang vil du helt sikkert kunne få genopfrisket hukommelsen, og måske komme på dine egne oplevelser.

Er du ung, så læs om en svunden tid, hvor det hele var mere uhøjtideligt og helt sikkert mere festligt end i dag.

Du kan læse nogle af Bongo's historier på dette link - klik her http://www.bongoracing.dk/travkroniken.html