fredag, december 29, 2006

Fantastisk scoop af Aalborg

Det var en særdeles positiv mail, der dukkede op, da computeren blev tændt her fredag morgen.

Jeg tænker her på meddelelsen om det nye storløb på Aalborg Væddeløbsbane - Grand Prix Jean Pierre Dubois - der skal køres tirsdag den 17. juli om en samlet præmiesum på 404.000 kroner.

Løbet er udelukkende forbeholdt 3- og 4-årige afkom efter Dubois hingste, og på denne måde kan man sige, at Dubois laver sin egen form for et Breeders Crown-løb.

Noget vi i øvrigt generelt mangler herhjemme.

Præmiesummen på 404.000 kroner svarer til en halv million svenske og lidt mere end 50.000 Euro, så der er ingen tvivl om, at løbet nok skal påkalde sig international opmærksomhed.

Læg dertil, at Dubois danske samarbejdspartnere, Travdiscount ved Frank og Preben Sørensen desuden har fået andre af deres forrretningsforbindelser til at sponsere en række produkter i forbindelse med løbet, så det må være helt klart, at der her er tale om en markant nyskabelse i dansk travsport.

Sponsoratet er det største nogensinde omkring kun et enkelt løb i dansk travsports historie. Med til historien hører også, at løbet bliver en årlig tilbagevendende begivenhed.

Tillykke Aalborg Væddeløbsbane - Tillykke Dansk Travsport!

Ingen kommentarer: