fredag, oktober 02, 2009

Jørgen B,. fra Skive mener...

Amatørkusken Jørgen B. Pedersen, der er medlem af Skive Travs bestyrelse, har sendt mig følgende mail.

Hej Karsten
Vi er ikke uenige om at det vil være godt med V65 osv.

Det vi ikke er enige om er, hvor disse løb skal køres.

Hvorfor ikke køre dem, hvor hestene er. Og hvad vil det ikke koste, for at lave Fyn og Århus om til baner hvor hesten kan holde til at løbe på?(hestene er i forvejen ved at have for få starter om året i gennemsnit).

Det kræver doserede sving og et underlag som er brugbart i alt slags vejr.

Og hvad med højrevejen?

Der er mangel på heste i næsten alle løb i Århus, mon ikke at højrevejen er en af årsagerne til dette.

Hvis vi skal have et landsspil med succes, kræver det at der er optimale forhold for spillebrikkerne(hestene)

Du nævner, at det ikke er døden for dem der bliver B baner.

Det tror jeg at det er.

Vi er ved at være så langt nede i løbsdage (med de 27 om året vi har nu), at kan gå hen og blive et problem med restauratør bl.a., hvis vi skal længere ned.

En af grundene til at vi har så mange tilskuere hver gang i Skive, er hygge, god mad, fast løbsdage mm. Trav er en del af kulturen i Skive og så har vi ikke konkurrence fra Superliga fodbold mm.

Du kan tro ,at det ikke kun er Skive Trav´s fremtid vi frygter.

Det er er hele bredden i travet som smuldre, hvis der lukkes flere baner.

Og uden bredde ingen elite.

Det var så nogle af mine synspunkter.

Venlig Hilsen
Jørgen B



Mit svar:

Hej Jørgen

Jeg har ikke taget stilling til hvorvidt Fyn skal være en A-bane på bekostning af Skive eller om der fortsat skal være noiget, der hedder Jydsk Væddeløbsbane med højrekørsel.

Men jeg har påpeget, at den opståede situation udelukkende er sportens egen skyld.

Man har i årevis forsømt at bringe orden i eget hus - og med det mener jeg HELE organisationen i dansk trav og Galopsport.

I kører det rigtigt flot i Skive - I har en stor baneomsætning, mange tilskuere, dygrtige trænere og investeringsvillige hesteejere.

Men I er en del af dansk travsport - for nogle er det så tilsyneladende en fordel - for andre en ulempe.

torsdag, oktober 01, 2009

Fortidens synder

Der er for alvor kommet gang i debatten i travets verden - en debat man kunne have ønsket sig for lang tid siden - og også en debat, der kunne have løst op for mange ting på et tidligere tidspunkt.

I Skive er de sure - meget sure. Og som jeg læser det på travdanmark.dk, så er de især sure over at Fyens Væddeløbsbane er udnævnt som A-bane.

Den problematik vil jeg slet ikke tage stilling til, for som jeg har skrevet i et tidligere indlæg her på bloggen, Dilemma - så er der ikke vedtaget nogen handlingsplan, der indeholder begrebet A og B-baner i Danmark.

Det er fortsat min opfattelse, at der bør komme styr på handlingsplanen før man kan udarbejde en ny sæsonplan for 2010.

Men når det så er sagt, så ligger dansk travsport som den har redt!!

Og det er fortidens synder, der nu - igen - har indhentet os.

Der var engang da dansk travsport -læs Charlottenlund Travbane - var en af landets førende sportsarenaer med internt TV-anlæg med professionelt TV studie, TV-reklamer, dommerkameraer, fyldte stalde, hvor trænerne havde ventelister, hvor det var attraktivt at være sponsor for store internationale firmaer etc.

Og vi skal såmænd kun omkring 30-35 år tilbage i tiden.

Dengang var spilleudbudet anderledes - man kunne spille på trav, galop, brevduer, cykelløb, og fodboldtips.

Det gjorde situationen ulige nemmere.

Et forfejlet og ikke helhjertet forsøg på at skabe danske tilstande ved at indføre V6-spil i 1984 skabte dog lidt optimisme og i øvrigt en lang bedre sport.

I slutningen af 80-erne blev Lotto-spil indført i Danmark.

Det lykkedes Hestesportens politikere at overbevise politikerne på Christiansborg, at trav- og galopsporten skulle have hjælp. Man fik omkring 20 - 22 millioner kroner årligt - og det var penge, der var tiltænkt til indførelsen af et fælles toto-system - DanToto - samt til modernisering af faciliteterne på væddeløbsbanerne.

Desværre blev disse Lotto-penge en sovepude for Hestesporten - pengene blev ikke altid brugt til det, de var tiltænkt til. Samtidig affolkede DanToto banerne og den negative spiral begyndte.

Hestevæddeløbssporten var på vej mod en fallit, der ville betyde lukning af flere baner.

Der blev grebet ind fra Christiansborg.

Dansk Tipstjeneste - nu Danske Spil overtog totalisatorbevillingen, og der blev opstillet nogle vækstmål, som imidlertid ikke kunne overholdes, hvorefter der igen kom til et politisk indgreb, og Hestesporten kom på Tipsloven, populært sagt.

I den forbindelse blev Hestevæddeløbssportens FinansieringsFond (HFF)oprettet. Fonden modtager sine midler fra Kulturministeriet, med hvem man har oprettet en såkaldt resultatkontrakt om udviklingen inden for sporten.

Indeholdet i denne kontrakt er afstemt med sportens organisationer, Dansk Travsports Centralforbund og Dansk Galop.

HFF står som ansvarlig for at sporten lever op til resultatkontrakten over for Kulturministeret, og har derfor en forpligtigelse til at påse, at de krav, der er opstillet, søges opnået.

Igennem flere år har HFF bedt sportens organisationer om at få orden i eget hus for at kunne opnå delmålene - samt at få lavet en handlingsplan for fremtiden.

Den tidligere formand for HFF, Jim Stjerne gik på et tidspunkt ud og sagde, at der ikke er plads til så mange væddeløbsbaner i Danmark, som der var - og fortsat er.

Sporten skulle komme med en løsning.

Den er aldrig kommet.

Derfor fik HFF sat arbejdet med en handlingsplan i gang i fjor - oplægget blev offentliggjort i juni måned og kan ses i sin helhed på heste.org

Heraf fremgår det, at man fortsat vil have samme antal baner, men nogle baner skal køre lidt færre løbsdage og med mindre præmier i ordinære løb.

Til gengæld etableres et V6 efter svensk/gammelt 80-er forbilled med indl. afdelinger og finaler med store præmier.

Lunden er tiltænkt at have 20 sådanne dage med 6 løb a 55.000 kroner, Århus og Aalborg hver 20 dage med 6 løb a 50.000 kroner.

Nu er Fyn også nævnt som en A-bane, så fordelingen af antal løbsdage til de tre nævnte baner bliver nok anderledes. - Hvis altså en handlingsplan med dette indhold vedtages.

I oplægget til handlingsplanen er det anført, at Billund, Odense og Skive hver skal køre 22 dage - hver have en storløbsdag - og i øvrigt køre 5 løb pr løbsdag om 10.000 kr og 4 løb a 8.000 kroner.

Det er selvfølgelig et tilbageskridt, men vel ikke livstruende for de enkelte baner

Jge har tidligere efterlyst indførelsen af et V6-spil, der går på skift mellem banerne - og jeg er overbevist om, at et V6-spil med højere løbspræmier vil virke stimulerende for sporten.

Det er jo en gang lettere at få nye folk ind i sporten og beholde de eksisterende, hvis man kan henvise til, at der er mulighed for at deltage i løb med førstepræmier på 25.000 kroner hver eneste uge - end kun at fortælle om en førstepræmie uge efter uge på 7.500 kroner.

Det er dansk travsports fremtid det gælder nu - det er den samlede danske travsports fremtid det gælder. Ikke kun Skives.

I alt for mange år er udviklingen i dansk travsport blevet præget af snæversynethed og skelen til hvad der er bedst for min egen bane.

Derfor har HFF nu taget roret - og hvad enten Skive vil eller ej - så er det nok HFF, der kommer til at bestemme fremtiden for dansk travsport.

Kort sagt - danske travsportspolitikere har selv spillet sig deres indflydelse af hånden.

tirsdag, september 29, 2009

Hvad har Oktan Simoni og Torvald Palema tilfælles?

Hvad har vinderen af Kriterium Consolation, Oktan Simoni og Elitloppsvinderen m.m. Torvald Palema tilfælles?

De har begge hoppen Geni som tiptip oldemor!

Geni, der blev født i 1941, har virkelig slået igennem i avlen og ud fra hende er udover de nævnte også kommet hjemlige topheste som derbyvinderen Minus, dennes søn, avlshingsten Generalen, Kriteriumsvinderen Lewport, de ndobbelte danske mester og gode avlshingst Eminent og mange flere. Og i Sverige har hopper som Regina Roy og Una Roy efter flotte væddeløbskarriere vist sig at være tophopper i avlen.

Men her skal det først og fremmest handle om Oktan Simonis danske moderlinje, der kan føres helt tilbage til 1928!

Her blev Lady Fox født - hun var datter af datidens store danske avlschampion, amerikanske Alabama Bond og ud af ligeledes amerikanske Danforth Belle.

Lady Fox blev bl.a. moder til ovennævnte Geni, der udover Misnus også bragte Optima, og det er via Optima den familiære forbindelse mellem Torvald Palema og Oktan Simoni opstår.

Optima var således et af Geni's afkom - Kaja var et andet.

Kaja, der havde Silver Prince som fader, blev født i 1945 og op gennem halvtredserne smed hun den ene travstjerne efter den anden.

Ældre travsportsfolk husker helt sikkert navne som Carmencita og Umberto Frisco, der var fine heste hos Hans Bagge, men den bedste var Eminent, der tilhørte første årgang efter Safari The Great, om som var i træning hos Walther Kaiser.

Eminent blev nummer to i sit Derby bag bag samme ejer og trænes Emigrant, men viste sig vel siden at være bedst af duoen, både i løb og i avlen.

I hvert fald vandt Eminent DM to gange ligesom den var med til at sikre Europæisk Amatørchampionat til ejersønnen Steen Worm.

Men her går vi videre med Carmencitta, der fik fire afkom af hvilke Ocitta (Lord Valentine) var bedst med 1.18.6 - 85.870 kroner - og husk lige at den er født i 1968.

Carmencitta fik også Aida ved alle tiders danske avlshingst Pay Dirt - og Aida 1.24.4a bliver moder til bl.a. Lux Brandtofte efter Lord Valentine - såvel Lord Valentine som Pay Dirt er efter Florican, så der var gang i linjeavlen allerede på det tidspunkt!

Lux Brandtofte var en habil væddeløber, der satte rekord 1.17,4a. Hun bliver bl.a. moder til Søs Brandtofte (Buckfinder) 1.17.3a - 57.400 kr - og så er vi fremme ved moderen til Oktan Simoni.

Søs Brandtofte's første afkom er First (Linus T), der har været en meget stærk væddeløber med en indtjening på 1,6 mio. SEK. Søs Brandtofte har også født Lover Simoni (Gill's Victory) 1.14.8 - 248.000 SEK.


Ovennævnte er baseret på oplysninger fra Blodbanken.nu - ja, for danske travopdrættere har ingen aktuel stambog eller internetadgang i vore dage.

Men det kommer jo nok snart - måske allerede inden Jul???

Nu bestemmer HFF!

Træningsforholdene på Klampenborg Galopbane trænger til en kraftig renovering.

Gennem årene har der været rettet hård kritik mod de eksisterende forhold, og det var i sin tid en medvirkende årsag til at en af banens mest succesrige trænere, Flemming Poulsen flyttede til Frankrig.

Galopbanens ledelse har været opmærksom på forholdet.

For nogle år siden udarbejdede man en handlingsplan for fremtiden, hvori indgik etablering af ny træningsbane - mellem løbsbanen og den indvendige sandbane.

Man forudså i handlingsplanen at forbedrede træmingsforhold ville kunne tiltrække nye trænere og dermed flere ehste til banen.

Den træningsbane man påtænker at etablere skal have en belægning som Jägersro's og det vil betyde, at der kan trænes på en betryggende måde hele året rundt.

Sådan er det ikke i dag.

I flere år har Klampenborg Galopbane ansøgt HFF om de nødvendige midler til at etablere denne bane - vi taler om et beløb på omkring 7 millioner kroner.

Men hidtil har man fået afslag.

Nu har banen imidlertid taget initiativ til selv at skaffe halvdelen af det anslåede beløb - altså 3,5 millioner kroner.

Forleden havde man et informationsmøde omkring dette projekt, hvor man udbød 50 obligationer a 75.000 kroner til kurs 90 og med en løbetid på 12 år og en forretning på 6%.

Det tilbud var så godt, at det blev overtegnet!!

Så nu vil Klampenborg Galopbane atter henvende sig til HFF for at bede om resten af pengene - altså 3,5 millioner kroner.

Det er nu op til HFF, at bestemme om Galopbanen skal kunne tilbyde hesteejere og trænere ordentlige træningsforhold i fremtiden.

Fynsk dynamit!

Vel var det overraskende, at Onycha Of Music vandt Dansk Hoppe Kriterium, men ser man på hendes afstamning, så ville hun alene på den - altså på papiret - have været en af favoritterne.

Onycha Of Music kommer nemlig ud af en fin fynsk hoppestamme, som ikke blot omfatter mormoderen Ligne, men også Derbyvinderen Esterel Sunset, Copenhagen Cup-vinderen Hairos samt et par Kriteriumsvinderen, nemlig Gosse og Niels Embers.

Onycha Of Music er faldet efter den svenske championhingst Super Arnie, der bare bliver ved med at lave den ene tophest efter den anden - og det både hingste og hopper. Lidt senere søndag eftermiddag satte Super Arnie-datteren Noras Bean verdensrekord på 800 meter bane med 1.12.4a/2060 m!!

Moderen til Onycha Music er Lindy's Crown-hoppen Folketidende, der vandt seks sejre og satte rekord 1.14.2.

Hendes moder er Netted_datteren Ligne, der bl.a vandt Dansk Mesterskab for 2-åringer på Skovbo og var en af sin årgangs bedste hopper. Og Ligne er bl.a. også moder til Derbyvinderen, E3-vinderen etc. Esterel Sunset, der nu virker i avlen og er blevet fader til flere nyttige heste.

Ligne var halvsøster til en af vore allerbedste heste gennem tiderne, Hairos (Pay Dirt), der er den seneste danskfødte traver, der har vundet Copenhagen Cup. Hairos,. der satte rekord 1.12.3 og vandt 35 sejre, har virket i avlen, men havde ret begrænset succes som faderhingst.

Imidlertid er han nærmest dynamit som morfader, hvad børnebørn som Lupo Bianca, Merlot D.K. m.fl. er gode beviser for.

Moder til Ligne og Hairos er Signe, en stor dejlig Francis Senator-hoppe, som var en habil væddeløber.

Hendes moder, Missen (Victory Mon) lavede ikke det store på banerne, men hun har givet de gode gener videre, som hun fik fra sin moder, Stefanie, der har født i 1952.

Så langt går Onycha of Muics danske moderlinje tilbage.

Stefanie var af ren amerikansk afstamning efter datidens fynske tophingst Brother Guy og Glowing Embers og var dermed halvsøster til Kriteriumsvinderen Niels Embers, der også blev brugt i avlen.

Den anden kriteriumsvinder fra denne hoppelinje, Gosse, har Glowing Embers som oldemoder, idet hans moder Dardanella er efter Miss Embers, der er efter Glowing Embers.

mandag, september 28, 2009

Gammel Dansk er godt!

Gennem den sidste snes år er der blevet købt mange følhopper her til landet - de kommer fortrinsvis fra USA og fra Sverige.

Og det er godt og vigtigt for at kunne forbedre den danske traveravl.

Men derfor var det alligevel rart - synes jeg - at kunne konstatere, at de tre vindere af Kriterium-løbene søndag eftermiddag på Lunden alle stammer ud af gode danske hoppelinjer, der går helt tilbage til 1930!

For at kunne konstatere det har jeg brugt www.blodbanken.nu - der er et fantastisk redskab for os avlsinteresserede, idet siten har en omfattende database over travheste fra hele verden.

Og i en tid, hvor det DTC's nye Sportssystem fortsat blot er et internt arbejdsredskab, så er det rart at kunne benytte Blodbanken.nu

Som jeg skrev kort i går, så kan moderlinjen på Kriterium-vinderen Okay Bee føres helt tilbage til Perle IV, der er født i 1930.

Perle IV var datter af franske Quadrille og amerikanske Storm Sheet, så allerede på det tidspunkt - for 80 år siden - havde man en tro på, at det var en god ide at krydse amerikanske og franske blodlinjer.

Perle IV fik datteren Hurry Dear ved amerikanske Hoping, der var en ret god avlshingst herhjemme i slutningen af 30-erne og begyndelsen af 40-erne.

Hurry Dear bliver mor til Ninon Ferdinand (v. Astute) - og der er eller andet der forekommer mig, at såvel Hoping som Atsute var opstaldet i Jylland.

Ninor Ferdinand bliver holdt til ligeledes danske Cavalier - det kommer der Brand Tower ud af - hun bliver også holdt til en dansk hingst, nemlig Isak - den var i øvrigt fynskopdrættet, og kom til at virke i avlen på Bornholm. Her synes jeg også at kunne huske at Brand Tower startede - så det var nok naturligt at bedække hende med Isak.

Nu har vi foreløbig to generationer, der er dansk på såvel fader- som modersiden, men vi tager en til - nemlig Hedy Skovlund, der var resultatet af Isak - Brand Tower.

Altså heldansk i tre generationer

Brand Tower får Ninon Colorit ved danske Colorit, der en overgang var en af vore bedste travere- Colorit var efter datidens avlschampion, Joe's Pride.

Ninon Colorit bliver holdt til Tommy Crown - en Speedy Crown-søn, som Bent O. Pedersen havde opstaldet, og som var kendt for at lave nogle store og tunge heste.

Resultatet af Tommy Crown - Ninon Colorit bliver Mocca Colorit.

Hun bliver solgt til Norge og holdes til Gusto B, som Bent O. Pedersen også har opdrættet. Gusto B var efter Vetra (Pay Dirt) - også et Bent O. produkt og Moarleen Bangsbo v. Safari The Great.

Stopper vi lige her - så kan det konstateres, at danskopstaldede tophingste som Pay Dirt, Joe's Pride Safari The Great og Rex the Great findes inden for fem generationer på moderlinjen.

For vi er nu fremme ved Song Of Winter, der blev resultatet af bedækning mellem Gusto B og Mocca Colorit.

Og Song Of Winter - ja, hun er moder til Okay Bee - nu dobbelt klassisk vinder af såvel Opdrætningsløbet som Kriterium.

Og Song of Winter er i øvrigt også moder til såvel Mombasa Bee (Buckfinder) som Lucida Bee (Earthquake)

Jeg hører gerne kommentarer til historien - det kunne være, at du måske har haft et afkom ud af samme hoppelinje?

Og i morgen går jeg videre med historien om Hoppe Kriterium-vinderen

søndag, september 27, 2009

Gammel dansk!!

Hvad har de tre vindere af Dansk Trav Kriterium, Dansk Hoppe Kriterium og Kriterium Hoppeløb til fælles?

Jo - de stammer alle ud af gamle danske hoppefamilier!

Kriteriumvinderen Okay Bee har en moderlinje, der er dansk i 8 generationer. OK - jeg ved godt, at Song Of Vinter er norskregistreret, men den er heldansk i sin afstamning med Bent Ole Pedersen opdrættede Gusto B og Mocca Colorit som moder.

den danske stammoder til Okay Bee er Perle IV, der er født i 1930 med franske Quadrille og amerikanske Srorm Sheet som moder.

Læs mere om Kriterium-hestenes afstamning i morgen, mandag.