fredag, september 25, 2009

Min idé til sæsonplan

I næste uge er det slut med et landsdækkende trykt programblad for trav- og galopsporten.

Det sker efter Danske Spil har valgt at bruge sine marketingskroner på anden måde, nemlig ved at udgive et gratis programblad.

Og det kan man jo hverken fortænke eller forhindre dem i.

Som bekendt har jeg siddet som chef for Væddeløbsbladet og LøbsGuiden i 10 år, og har i det hele taget været mere eller mindre tilknyttet bladet helt tilbage fra 1971 og kender således lidt til såvel bladets drift som økonomi.

Jeg er overbevist om, at det at der ikke udkommer et landsdækkende ugentligt trykt organ om trav- og galopsport vil være hæmmende for udviklingen for sporten.

Jeg vil også mene, at hvis man nu kunne nøjes med at udgive et blad om ugen - omfattende programsider, tips, referater, close up etc. samt V75 så kunne der skabes en nogenlunde økonomi i en fortsat drift.

Men hvordan kunne det blive muligt?

Jo, her kommer sæsonplanen ind i billedet.

Der skal nemlig kun være væddeløb i Danmark i perioden torsdag - mandag - dvs. væddeløbsfri tirsdag og onsdag.

På den måde kunne man fortsat lave et programblad til alle baner, der ville kunne give spillerne overblikket og forhåbentlig også kunne være med til at fastholde interessen for trav- og galopløb.

Og så forekommer det mig i øvrigt utroligt, at man endnu ikke har fundet ud af, hvordan banerne skal lave deres egne programmer, men at dette først tidligst kan ske fra den 1. november.

Det her er jo noget man har vidst om i lang tid, og det oplæg, som banerne har forkastet, burde have været forelagt dem på et meget tidligere tidspunkt.

Dilemma

I dag er der for alvor taget fat i fremtiden for dansk travsport.

Det meste af formiddagen sad bestyrelsen i Dansk Travsports Centralforbund i telefonmøde for at diskutere det oplæg til sæsonplan 2010, der er på bordet - sandsynligvis - for jeg ved det ikke - et oplæg, der er lavet af Danske Spil og HFF i forening.

Hvis det nu er tilfældet, så må man også formode, at sæsonplanen i en vis udstrækning lægger sig meget tæt op af det udspil til en handlingsplan, der for øjeblikket debatteres i en styregruppe med repræsentanter fra HFF, Danske Spil, DTC og Dansk Galop.

Men er det nu rimeligt således at forud diskontere handlingsplanen og de virkninger, der nødvendigvis må blive - hvis den bare nogenlunde kommer til at ligne oplægget?

Det må være det dilemma, som alle implicerede må stille sig selv netop nu.

Indholdet af en handlingsplan er uhyre vigtig fra dansk trav og galopsports fremtid.

Derfor er det ikke noget, der skal jabbes igennem af hensyn til planlægningen af sæsonen 2010.

Efter min opfattelse så må planlægningen af sæson 2010 ske på baggrund af kendte forhold - dvs. hestemateriale og økonomi.

Skal der ske noget mere vidtgående - altså den der med A og B-baner, så bør der debatteres og diskuteres i de rette fora inden for sporten - før der træffes beslutninger.

Og selv om jeg gerne ser en tidlig sæsonplan på bordet allerede nu, så har vi altså tidligere oplevet, at sæsonplanen for en ny sæson først har været klar i slutningen af november.

Og der er da et par måneder til endnu.

mandag, september 21, 2009

Frankrigs nye stjerne


Sådan ser han ud - Frankrigs nye stjerne - den 3-årige Scipion du Goutier, der søndag eftermiddag dundrede Vincennes-banen rundt i en som majestæt under Franck Nivard og vandt Gruppe 1-løbet Prix des Elite i "verdensrekord-tiden" 1.11.9/2150 m volte - monte!

Det var en utrolig præstation Scipion du Goutier leverede - og det værste er næsten, at han slet ikke så tom ud i mål!

Når jeg satte "verdensrekord" i anførelsestegn så er det fordi fransk travsport - modsat alle andre lande - fortsat opmåler deres baner to meter fra inderkanten - mod én meter alle andre steder.

Utroligt, at man ikke kan finde en løsning på dette - vel dybest set - ret banale problem i UET!

Nå - men under alle omstændigheder, så var det en enestående præstation som Scipion du Goutier leverede. Og det var blot 8. gang han var til start.

Debutten fandt sted i januar, hvor Scipion du Goutier blev diskvalificeret for galop - siden er det blevet til endnu en diskvalifikation, men fem sejre og en andenplads.- Alle starter er foregået i montéløb.

Det er i alt blevet til 383.000 Euro i præmier.

Ikke dårligt af en hest, der for to år siden kostede 30.000 Euro på åringsauktionen i Deauville.

Dengang forbeholdt sælgeren, opdrætteren Stutteri des Bissons sig, at man ville beholde tre bedækningsretter i tilfælde af, at hesten skulle blive avlshingst. - Og der er ingen tvivl om, at allerede i 2010 så er Scipion du Goutier i avlen - med baggrund af de resultater, han har lavet hidtil.

Scipion du Goutier er efter Dubois-hingsten Goetmals Wood, der ellers ikke er kendt for at lave montéheste - moderen Gissi James er efter Jet du Vivier og har i øvrigt samme moder som Joel James, der en overgang var indehaver af banerekorden på Jydsk Væddeløbsbane.

Gissi James har også bl.a. den nu 5-årige Quissi du Goutier (Coktail Jet) som den svenske træner Robert Bergh købte som åring ,og som han har ført frem i Sverige. Den har rekord 1.14.7 og har tjent 307. SEK og har vundet 7 sejre.