mandag, september 21, 2009

Frankrigs nye stjerne


Sådan ser han ud - Frankrigs nye stjerne - den 3-årige Scipion du Goutier, der søndag eftermiddag dundrede Vincennes-banen rundt i en som majestæt under Franck Nivard og vandt Gruppe 1-løbet Prix des Elite i "verdensrekord-tiden" 1.11.9/2150 m volte - monte!

Det var en utrolig præstation Scipion du Goutier leverede - og det værste er næsten, at han slet ikke så tom ud i mål!

Når jeg satte "verdensrekord" i anførelsestegn så er det fordi fransk travsport - modsat alle andre lande - fortsat opmåler deres baner to meter fra inderkanten - mod én meter alle andre steder.

Utroligt, at man ikke kan finde en løsning på dette - vel dybest set - ret banale problem i UET!

Nå - men under alle omstændigheder, så var det en enestående præstation som Scipion du Goutier leverede. Og det var blot 8. gang han var til start.

Debutten fandt sted i januar, hvor Scipion du Goutier blev diskvalificeret for galop - siden er det blevet til endnu en diskvalifikation, men fem sejre og en andenplads.- Alle starter er foregået i montéløb.

Det er i alt blevet til 383.000 Euro i præmier.

Ikke dårligt af en hest, der for to år siden kostede 30.000 Euro på åringsauktionen i Deauville.

Dengang forbeholdt sælgeren, opdrætteren Stutteri des Bissons sig, at man ville beholde tre bedækningsretter i tilfælde af, at hesten skulle blive avlshingst. - Og der er ingen tvivl om, at allerede i 2010 så er Scipion du Goutier i avlen - med baggrund af de resultater, han har lavet hidtil.

Scipion du Goutier er efter Dubois-hingsten Goetmals Wood, der ellers ikke er kendt for at lave montéheste - moderen Gissi James er efter Jet du Vivier og har i øvrigt samme moder som Joel James, der en overgang var indehaver af banerekorden på Jydsk Væddeløbsbane.

Gissi James har også bl.a. den nu 5-årige Quissi du Goutier (Coktail Jet) som den svenske træner Robert Bergh købte som åring ,og som han har ført frem i Sverige. Den har rekord 1.14.7 og har tjent 307. SEK og har vundet 7 sejre.

Ingen kommentarer: