Set i forhold til trav- og galopsporten i andre lande, så er vi her i Danmark godt dækket ind på internetsiden.
Henover vinteren er flere kommet til -en enkelt endda som decideret spilleside - on-track.dk med opdateringer næsten helt op til start.
Alligevel kan det konstateres, at omsætningerne i danske løb falder og falder - i februar måned med et gennemsnit på 15% pr løb!
Og dette altså på trods af, at der aldrig tidligere har været så massiv en dækning på internettet af hestevæddeløbssporten.
Så kan man selvfølgelig sige, at hvis ikke, det havde været tilfældet, så var tilbagegangen blevet endnu større.
Det løser bare ikke problemet - for det er der, og det synes at blive større og større.
Det har ellers altid heddet sig at i nedgangstider så spilles der mere.
Sådan er det tilsyneladende ikke længere.
Og som Lars Hauth så ofte har påpeget, så er sporten usynlig i landsdækkende medier.
Er det i øvrigt kun mig, der undrer sig over, at toto-resultaterne ikke længere publiceres under løbsresultaterne i Trav og Galop?
Pt arbejdes der på en handlingsplan for dansk hestevæddeløbssport.
Den har længe været påkrævet, men jeg tror også, at sporten samtidig har brug for "krisepakke" her og nu.
Jeg var til galla i lørdags.
Igen et flot arrangement, som Lone fra Århus med god støtte fra AG - også Århus - havde fået stablet på benene.
Jeg var også med, da Årets Hest-titlerne på landsplan blev indstiftet i 1997.
Det var Dansk Galops daværende direktør Hans Jacob Moresco, der fostrerede ideen.
På det tidspunkt var væddeløbssporten fortsat ret synlig, men vi ville - i regi danske Trav og galopjournalister - også have vor Årets-pris - som man havde det inden for fodbold, tennis og golf m.m.
Det var ikke noget stort arrangement, men det gav mere genlyd i Danmark end nutidens galla-aftener gør.
For vi fik såvel TV2, DR, Kanal 2 fra København, samt diverse aviser og Ritzau til at bringe omtale af arrangementet.
Der hvor jeg vil hen er, at fra at være et "medie-stunt" så er Årets Hest - blevet til en intern fest for sportens udøvere.
Det er der bestemt ikke noget galt i, men det er bare ærgerligt, at man har glemt baggrunden for arrangementet.
Jeg undrer mig i øvrigt over den larmende tavshed, der er på travtanken.dk og det nye Travforum (der i øvrigt har en alt for svær netadresse).
Jeg havde troet, at de mange glimrende indlæg, der i år har været af gæstebloggere på travservice.dk havde givet anledning til at andre havde fattet pennen og var kommet frem med deres synspunkter.
Især er tavsheden bemærkelsesværdig fra landets travsportspolitikerere!
Nå - vi har måske slet ikke nogle længere!
Det er særdeles positivt, at hestevæddeløbssporten omsider er blevet repræsenteret på den store Hest & Rytter-messe i Herning.
Det har der været talt om i de sidste ti år, men først nu er det sket.
Og det er godt - rigtig godt.
I Herning kommer der 50.000 hesteinteresserede og mange er helt oplagt potientelle trav- og galophesteejere eller opdrættere.
Jeg håber meget, at dette initiativ får nye personer til at interessere sig for vor sport.
1 kommentar:
Enig
Kære Karsten.
Jeg er helt enig i din analyse af Gallaen:
1) Et flot arrangement udført af ildsjælene Lone Kristensen og JVB's faktotum AG.
2) Men helt uden nogen form for genlyd i den store verdenspresse i Danmark!
Det er rigtigt at de første kåringer i Skjoldgården tilbage i '97 og '98 gav mere eller mindre TV-omtale.
I årene derefter sørgede GallaKomiteen altid for at få notitser i dagbladene, mens gennemslagskraften i de landsdækkende TV kanaler var ringe.
For god ordens skyld vil jeg nævne, at især i 2004 og 2005 lykkedes det gevaldigt med pressedækning af begivenheden, især nomineringer og kåringer. Den kontroversielle, men altid hårdt arbejdende ildsjæl Henrik Berg udførte et kæmpearbejde sammen med en klynge kollegaer fra Forengen af Trav- & Galopjournalister i Danmark, og fik mange artikler i såvel landsdækkende som en lang række lokale tidsskrifter. Det var flot gjort og er nok aldrig blevet påskønnet tilstrækkeligt efter fortjeneste.
De seneste år er gallaen - som du siger, Karsten - blevet en landsdækkende championatsfest for vor sporten fejrer sine egne.
De sidste par år har man også koblet journalisforeningen af og smidt dem ud i kulden i den sammenhæng. Og selv om foreningen lidt ondskabsfuldt nok kan beskyldes for at udgøre en skuffe med for mange sløve knive, så indeholdt den dog også nogle skarpe - og det har efter min mening været en stor fejl at koble journalistforeninge af. Man skulle i stedet have benyttet den proaktivt som bindeled til den danske verdenspresse.
Selvfølgelig ikke kun for at få gallaens koryfæer omtalt, men for helt generelt at få retableret sportens renome i de danske redaktionslokaler.
Hestevæddeløbssporten lider under mange fordomme - den har mange steder et dårligt image. Er det fortjent? Ikke som sådan, naturligvis ikke - men ansvaret må jo kunne placeres et sted. Er det hos ledelserne - eller er det hos dem der vælger ledelserne?
Venlig hilsen
Allan Loft
Århus
Send en kommentar