Selv om om det kun er nogle dage siden jeg postede 1. del af min nekrolog om Walther Kaiser, så starter jeg med et meget kort resume.
Walther og jeg er på vor store Europa-turnë - en trav-odyssee, hvor vi er til væddeløb i Tyskland, Østrig, Italien og Schweiz.
I beretningen er jeg nået til det punkt, hvor vi efter en rundtur i Milano finder et hotel.
Anledningen til turen til Milano var at danske Handybus med Preben Kjærsgaard skulle starte i Gran Premio Orsi Mangelli.
Parret var ikke levnet de store chancer på forhånd - der var mere fokus på svenske heste som Tangens, der var den store unghestestjerne i broderlandet samt Mack The Knife, som Stig H. Johansson kørte.
Men det gik da heldigvis så godt, at Handybus og Preben sejrede efter tre spændende heat.
Jeg mener, at Walther nåede at se det tredje og afgørende heat, for jovial og hjælpsom som han var, brugte han nemlig meget tid den eftermiddag til at trøste den sveske hesteejer og amatør Hans Ahlbin, der ejede Tangens.
Tangens nåede nemlig ikke med i det tredje og afgørende heat, hvor de tre heat-vindere skulle dyste om den endelige sejr.
Ahlbin blev trøstet meget af Walther - godt hjulpet af den italienske nationaldrik, Grappa.
Efter den store triumf i Milano gik vor færd videre til Yverdon i Schweiz.
Her skulle Jørn Laursen deltage i et stort international amatørløb med Copperscot. Her husker jeg ikke resultatet.
Og så gik det ellers hjemad, hvor diskussionerne om My Nevele's formåen i avlen kontra en hel masse andre hingste blev fortsat.
Walther og jeg var også på ski-ferie sammen - ikke færre end fire gange. Hver gang til Sct Johann i Tirol.
Det lykkedes os ikke en eneste gang, at komme ud atstå på ski.
Til gengæld dyrkede vi med stor flid after-skiing det meste af dagen.
En dag havde vi bestemt for os, at nu skulle det være.
Vi skulle ikke stå på ski, det var for farligt, men vi skulle ud på en ski-bob.
En ski-bob er en ski, hvor der er monteret et styr og en saddel.
Vi tog en ski-elevator opad bjerget.
De rigtige "ski-turister" lurede lidt på de to mærkelige mænd i grønne loden-frakker, vandrestøvler og med kasketter på hovedet.
Vi fandt en hyggelig restauration oppe på bjerget og lejede med det samme de to ski-bobs.
Men rejsens strabadser skulle lige fordøjes og blev det - skyllet ned med et par glas Jægerte.
Nu var vi parate til turen ned - på Ski-bobs!
Vi tog "dyrene" og gik hen til løjpen.
Det var lidt tåget, men vi kunne nemt se, hvor stejlt det gik nedad.
Vi så på hinanden - vi behøvede ikke at sige noget.
Det her var for farligt!
Vi vendte om - gik tilbage til restaurationen og bestilte nogle flere glas Jægerte.
Og nedturen foregik med ski-elevatoren!
Det var det tætteste, vi nogensinde kom på det med ski!
På en af turene til Østrig var vi tre mand, der delte værelse.
Vi skulle jo spare.
Walther, Holger Bach, der var logerende på Digelsgården i den periode - samt undertegnede.
En nat vågner jeg ved at Walther sidder og klapper i hænderne!
- Hvad har du gang i, jeg vil sove, spurgte jeg ham.
- Jamen jeg vil da også være med i koncerten, svarede Walther.
- Du snorker - og Holger skærer tænder!!
Og så over til noget helt andet.
Walther var handelsmand - i midten af 50-erne og fremad solgte han mange heste til Sverige. Senere blev han kendt som USA-specialist.
Udover My Nevele så var Walther også med til at hente f.eks. Jerard hjem - den var en overgang så suveræn på Lunden, at den blev sat uden for toto-spillet.
Walther var atypisk som træner.
Hans stald fungerede vel nærmest som en koncern med ham som adm. direktør, der overså "produktionen". Og som Bongo skrev i sit indlæg, så var Kaiser-staldens førstemand nærmest abonnements-champion.
Walther var nemlig ikke karrig med at give køreture til sine ansatte.
Gennem årene fik Walther fat i mange nye hesteejere til sporten Og han havde store hesteejere i stalden gennem mange år: Stald Snaptun, Stutteri Trolle, Stutteri Focus, Aage Sørensen, Erik Linde, Ove "Chris" Christensen, Stutteri Garbo m.fl.
I de senere år havde vi ikke meget kontakt.
Og jeg kan i dag fortryde, at jeg ikke fik optaget et interview, hvor Walther kunne fortælle hele sin livsforløb med op og nedture, og hvor han kunne beskrive travsportens udvikling i den tid hvor han en så dominerende faktor.
Den chance er forpasset.
Jeg tænker og mindes med glæde den tid jeg oplevede med Walther.
Vi var ikke altid enige, men vi havde et godt venskab.
Gennem de sidste cirka 20 år havde Walther et godt parløb med Kirsten.
Kirsten støttede Walther i et og alt - og selv om hun fra starten ikke vidste meget om trav, så fulgte Kirsten ivrigt med rundt til travbanerne og deltog i arbejdet med at promovere My Nevele.
For et års tid siden blev parret gift.
Lørdag den 2.januar bisættes Walther fra Skovshoved Kirke - jeg er desværre forhindret i at være der, da jeg er i udlandet.
Jeg håber inderligt, at Charlottenlund Travbane vil indstifte et Walther Kaiser-Hansen Memorial - f.eks. et løb for 3-åringer på Copenhagen Cup-dagen.
Walther fortjener at blive hædret på den måde.
Og apropos Copenhagen Cup - så se her andenpladsen med My Nevele i Copenhagen Cup 1980 bag ideal du Gazeau. Se videoen
Æret være Walther Kaiser-Hansens minde.
Har du nogle minder eller oplevelser, som du gerne vil dele med os andre, så send den/dem til mig på mail.
Viser opslag med etiketten Walther Kaiser- Hansen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Walther Kaiser- Hansen. Vis alle opslag
fredag, januar 01, 2010
onsdag, december 30, 2009
Ved Walther Kaiser's død
Jeg havde sat mig for at lave en nekrolog i forbindelse med Walther Kaiser-Hansens død for nylig.
Da jeg først kom i gang flød ordene fra mig - og derfor har jeg valgt at dele skriveriet op i to dele.
Første del kommer her:
En af travsportens allerstørste
Forleden hørte jeg en radioudsendelse om emnet ”Ikoner”.
I udsendelsen talte man meget om at ordet ”ikon” blev brugt i flæng og alt for ofte.
I forbindelse Walther Kaiser-Hansen mener jeg, at det er på plads at bruge ordet ”Ikon”
Walther var et ikon som travtræner på Charlottenlund Travbane i mere end en menneskealder.
En person, der aldrig var bane for at gå andre veje.
Altid frisk til en handel, til selskabelighed. Og Walther var utrolig charmerende – og elskede damer.
13 gange blev han champion på Charlottenlund Travbane. Første gang i 1958, hvor han besejrede legendariske Mark Ingdam. Sidste gang i 1980.
Walther var aldrig bange for at gå nye veje. Han var således en af de første herhjemme, der gav hestene heat-træning over 1600 meter. Tydeligvis inspireret fra USA.
Han blev da kaldt ”Walther Heatman”.
Walther var også den første træner, der købte egen gård og indrettede træningscenter.
Gården købte han på et tidspunkt, hvor Jens Jensen – Bonden fra Lestrup – huserede i løbene med tidligere nærmest opgivne travere, der havde fået ny energi ved at gå i folden eller deltage i markarbejdet hjemme på gården.
På Digelsgård ved Fredensborg i Nordsjælland indrettede Walther ikke blot et smukt hjem, men også et velfungerede træningscenter, der kom til at danne model i såvel ind- som udland.
Gennem årene frembragte Walther den ene stjernetraver efter den anden.
Den første var vel Safari The Great, som han selv ejede. Den vandt ikke Derby . det gjorde Snowflake, men med Walthers sans for forretning så nåede Safari the Great at få stor succes i avlen.
Allerede i sin første årgang fik safari the Great en derbyvinder, Emigrant – og nummer to i derbyet, Eminent var også efter Safari The Great. Walther kørte selv Emigrant, mens staldens førstemand, Aksel Pedersen sad bag Eminent – på tredjepladsen kom endnu en hest fra stalden, Eugen med amatøren Poul Guttermann.
Dermed opnåede Walther et resultat, der ikke senere er blevet overgået af nogen træner/kusk.
Emigrant var en helt fantastisk traver, der vandt såvel Opdrætningsløb, Kriterium og derby – det har ingen anden dansk traver nogensinde præsteret.
Emigrant og Eminent havde endda samme ejer, Stald Snaptun, der på den tid var en af Walthers største hesteejere med op mod 30 heste i træning.
Det kunne ganske vist ikke officielt lade sig gøre, idet der på det tidspunkt var en regel på Lunden, der bestemte, at ingen træner måtte have mere end 28 heste i træning ad gangen.
Den regel hjalp brormand, Jørgen så Walther til at omgås, idet unghestene så officielt stod i træning hos Jørgen Kaiser-Hansen.
Safari The Great blev også opstaldet i Sverige, og her fik den også en derbyvinder i Bjørn.
Sejren med Emigrant blev den eneste Derbysejr Walther nåede. I 1965 var han ellers tæt på med endnu et Safari the Great-afkom, Generalen, der imidlertid galoperede som klart førende i opløbet.
Walther vandt utallige storløb – her har jeg listet de tre klassikere:
Dansk Opdrætnings-løb:
Safari The Great
Emigrant
Komtesse Helle
Navy Bird
Paw Senator
Dansk Trav Kriterium:
Ascari The Great
Carlsberg
Emigrant
Herold Samson
Misty Senator
Dansk Trav Derby
Emigrant
Men når de fleste i dag tænker på Walther, så tænker de også på My Nevele – amerikanertraveren, som han selv ejede og som han havde stor succes med for 30 år siden.
My Nevele havde sin storhedstid samtidig med Tarok og i den storløbsserie, der så dagens løb som en følge af Tarok-bølgen, Tuborgmesterskabet dystede de to koryfæer mange gange.
Det var godt stof i medierne på den tid.
Walther managerede My Nevele efter at vinde mange løb – og det gjorde den også. Det var ikke så tit han vovede sig uden for landets grænser, men vi lidt ældre husker alle triumfen med andenpladsen i Elitloppet i 1980 bag Ideal du Gazeau.
En placering, der blev fulgt op med endnu en andenplads i Copenhagen Cup.
- Det er min livsforsikring, sagde Walther dengang om My Nevele. Og det kom da også i nogen grund til at holde stik.
Helt sikkert er det imidlertid at My Nevele kom til at fylde meget i Walthers liv.
Ja, for nogen virkede det nærmest, som var det en besættelse for ham.
I en fremskreden alder og på et tidspunkt hvor EDB-programmer ikke var så let tilgængelige som i vore dage, begyndte Walther at føre statistikker over alle My Nevele’s afkom i de forskellige lande.
Og de blev flittigt draget frem på tutten eller hvor man nu mødte Walther.
Op gennem 80-erne var Walther og jeg meget sammen.
Jeg kom så meget på Digelsgård, at hans datter, Julie gav mig navnet ”Karsten Gule Ærter” - nok fordi vi så ofte fik denne herlige spise, som kunne købes færdiglavet i Irma!
Men det var sikkert ikke noget for en ung dame på omkring den halve snese år.
For 25 år siden drog Walther og jeg på en trav-odysse i Europa.
Målet var at overvære Gran Premio Orsi Mangelli i Milano, hvor Handybus med Preben Kjærsgaard skulle deltage.
Vi startede på Bahrenfeld-banen i Hamburg, kørte videre til banen i München Daglfing. Derfra til Krieau-banen i Wien og så over til San Siro i Milano.
Undervejs blev der diskuteret heftigt - om travsporten, om My Nevele’s muligheder i avlen.- og om livet i al almindelighed.
Og så kunne Walther reciterer.
Ikke noget højttravende, men et langt børnerim, som han ofte havde fortalt Julie.
En Bjørn engang gik ud paa Rov, da traf den paa en Nordbag liden, som tøjret stod bag ved en Skov, thi det var just i Sommertiden. Da Bjørnen nu var noget flov, og, skjøndt et ærligt Skind forresten, ej kjendte Pligterne mod Næsten, den mente, at den havde Lov at tage for sig frit af Hesten en lille Bid til Husbehov.
Rimet er på 110 linjer – og Walther kunne det udenad!
Jeg har efterfølgende fundet ud af, at det er skrevet af hans Vilhelm Kaalund i 1858.
Overalt på væddeløbsbanerne blev vi modtaget særdeles venligt – og budt velkommen over højttaleren i flere tilfælde – Walther Kaiser-Hansen var også et stort og respekteret navn internationalt.
På vej mod Milano gjorde vi holdt på en rasteplads.
Jeg skulle på toilettet, og Walther blev ved bilen.
Her skal det indføjes, at Walther aldrig var interesseret i at spille - hverken på heste eller kort.
Da jeg kommer tilbage til bilen kan jeg ikke se Walther.
Lidt derfra står en klynge mennesker.
Jeg går derhen og ser at der er nogen, der har gang i tricket med de tre bægre og en ært.
Og Walther står spændt at fulgte spillet
.
- Har du ikke lige 10.000 Lire – jeg ved, hvor ærten er nu, siger han ophidset!
- Nej, vi skal ikke spille – det er svindel.
- Jamen, jeg har lige set, hvor ærten er – og jeg skal have vundet mine penge tilbage!
- Hold op – kom nu, vi skal videre.
- Jamen…
Og det lykkedes mig at få Walther væk, men fulgt af en af spillerne, der gerne have set at Walther havde lagt mere end de over 1.000 kroner han på det tidspunkt havde ”foræret” dem.
Jeg tror ikke jeg nogensinde så Walther spille mere.
Videre til Milano.
Vi fandt travbanen – selv om det var mange år før GPS-erne var opfundet - men skulle også finde et hotel.
Fandt et lille hotel tæt ved banen. Hotel Derby.
Fik værelser, men der var ikke rent, så vi tjekkede omgående ud og skulle så finde et nyt hotel.
Jeg kørte - Walther skulle kigge.
Grand Hotel Brun – stod der på et skilt i en lysmast – så var der en pil, der viste lige ud.
Den fulgte vi.
Og der blev ved med at være skilte med pile, der viste lige ud.
På et tidspunkt kom vi helt ind i Milano centrum!
Walther fandt igen skiltet med Grand Hotel Brun – ligeud!
Og efter at have kørt vel en times eller sådan – så var vi stort set tilbage ved udgangspunktet, for det viste sig at Grand Hotel Brun lå meget tæt på Hotel Derby og San Siro!
Fortsættes……
PS. Har du minder/oplevelser med Walther så send en mail med dem til mig. Jeg synes, han fortjener at blive omtalt og respekteret i større grad end hvad det er sket i sportens officielle medier.
Da jeg først kom i gang flød ordene fra mig - og derfor har jeg valgt at dele skriveriet op i to dele.
Første del kommer her:
En af travsportens allerstørste
Forleden hørte jeg en radioudsendelse om emnet ”Ikoner”.
I udsendelsen talte man meget om at ordet ”ikon” blev brugt i flæng og alt for ofte.
I forbindelse Walther Kaiser-Hansen mener jeg, at det er på plads at bruge ordet ”Ikon”
Walther var et ikon som travtræner på Charlottenlund Travbane i mere end en menneskealder.
En person, der aldrig var bane for at gå andre veje.
Altid frisk til en handel, til selskabelighed. Og Walther var utrolig charmerende – og elskede damer.
13 gange blev han champion på Charlottenlund Travbane. Første gang i 1958, hvor han besejrede legendariske Mark Ingdam. Sidste gang i 1980.
Walther var aldrig bange for at gå nye veje. Han var således en af de første herhjemme, der gav hestene heat-træning over 1600 meter. Tydeligvis inspireret fra USA.
Han blev da kaldt ”Walther Heatman”.
Walther var også den første træner, der købte egen gård og indrettede træningscenter.
Gården købte han på et tidspunkt, hvor Jens Jensen – Bonden fra Lestrup – huserede i løbene med tidligere nærmest opgivne travere, der havde fået ny energi ved at gå i folden eller deltage i markarbejdet hjemme på gården.
På Digelsgård ved Fredensborg i Nordsjælland indrettede Walther ikke blot et smukt hjem, men også et velfungerede træningscenter, der kom til at danne model i såvel ind- som udland.
Gennem årene frembragte Walther den ene stjernetraver efter den anden.
Den første var vel Safari The Great, som han selv ejede. Den vandt ikke Derby . det gjorde Snowflake, men med Walthers sans for forretning så nåede Safari the Great at få stor succes i avlen.
Allerede i sin første årgang fik safari the Great en derbyvinder, Emigrant – og nummer to i derbyet, Eminent var også efter Safari The Great. Walther kørte selv Emigrant, mens staldens førstemand, Aksel Pedersen sad bag Eminent – på tredjepladsen kom endnu en hest fra stalden, Eugen med amatøren Poul Guttermann.
Dermed opnåede Walther et resultat, der ikke senere er blevet overgået af nogen træner/kusk.
Emigrant var en helt fantastisk traver, der vandt såvel Opdrætningsløb, Kriterium og derby – det har ingen anden dansk traver nogensinde præsteret.
Emigrant og Eminent havde endda samme ejer, Stald Snaptun, der på den tid var en af Walthers største hesteejere med op mod 30 heste i træning.
Det kunne ganske vist ikke officielt lade sig gøre, idet der på det tidspunkt var en regel på Lunden, der bestemte, at ingen træner måtte have mere end 28 heste i træning ad gangen.
Den regel hjalp brormand, Jørgen så Walther til at omgås, idet unghestene så officielt stod i træning hos Jørgen Kaiser-Hansen.
Safari The Great blev også opstaldet i Sverige, og her fik den også en derbyvinder i Bjørn.
Sejren med Emigrant blev den eneste Derbysejr Walther nåede. I 1965 var han ellers tæt på med endnu et Safari the Great-afkom, Generalen, der imidlertid galoperede som klart førende i opløbet.
Walther vandt utallige storløb – her har jeg listet de tre klassikere:
Dansk Opdrætnings-løb:
Safari The Great
Emigrant
Komtesse Helle
Navy Bird
Paw Senator
Dansk Trav Kriterium:
Ascari The Great
Carlsberg
Emigrant
Herold Samson
Misty Senator
Dansk Trav Derby
Emigrant
Men når de fleste i dag tænker på Walther, så tænker de også på My Nevele – amerikanertraveren, som han selv ejede og som han havde stor succes med for 30 år siden.
My Nevele havde sin storhedstid samtidig med Tarok og i den storløbsserie, der så dagens løb som en følge af Tarok-bølgen, Tuborgmesterskabet dystede de to koryfæer mange gange.
Det var godt stof i medierne på den tid.
Walther managerede My Nevele efter at vinde mange løb – og det gjorde den også. Det var ikke så tit han vovede sig uden for landets grænser, men vi lidt ældre husker alle triumfen med andenpladsen i Elitloppet i 1980 bag Ideal du Gazeau.
En placering, der blev fulgt op med endnu en andenplads i Copenhagen Cup.
- Det er min livsforsikring, sagde Walther dengang om My Nevele. Og det kom da også i nogen grund til at holde stik.
Helt sikkert er det imidlertid at My Nevele kom til at fylde meget i Walthers liv.
Ja, for nogen virkede det nærmest, som var det en besættelse for ham.
I en fremskreden alder og på et tidspunkt hvor EDB-programmer ikke var så let tilgængelige som i vore dage, begyndte Walther at føre statistikker over alle My Nevele’s afkom i de forskellige lande.
Og de blev flittigt draget frem på tutten eller hvor man nu mødte Walther.
Op gennem 80-erne var Walther og jeg meget sammen.
Jeg kom så meget på Digelsgård, at hans datter, Julie gav mig navnet ”Karsten Gule Ærter” - nok fordi vi så ofte fik denne herlige spise, som kunne købes færdiglavet i Irma!
Men det var sikkert ikke noget for en ung dame på omkring den halve snese år.
For 25 år siden drog Walther og jeg på en trav-odysse i Europa.
Målet var at overvære Gran Premio Orsi Mangelli i Milano, hvor Handybus med Preben Kjærsgaard skulle deltage.
Vi startede på Bahrenfeld-banen i Hamburg, kørte videre til banen i München Daglfing. Derfra til Krieau-banen i Wien og så over til San Siro i Milano.
Undervejs blev der diskuteret heftigt - om travsporten, om My Nevele’s muligheder i avlen.- og om livet i al almindelighed.
Og så kunne Walther reciterer.
Ikke noget højttravende, men et langt børnerim, som han ofte havde fortalt Julie.
En Bjørn engang gik ud paa Rov, da traf den paa en Nordbag liden, som tøjret stod bag ved en Skov, thi det var just i Sommertiden. Da Bjørnen nu var noget flov, og, skjøndt et ærligt Skind forresten, ej kjendte Pligterne mod Næsten, den mente, at den havde Lov at tage for sig frit af Hesten en lille Bid til Husbehov.
Rimet er på 110 linjer – og Walther kunne det udenad!
Jeg har efterfølgende fundet ud af, at det er skrevet af hans Vilhelm Kaalund i 1858.
Overalt på væddeløbsbanerne blev vi modtaget særdeles venligt – og budt velkommen over højttaleren i flere tilfælde – Walther Kaiser-Hansen var også et stort og respekteret navn internationalt.
På vej mod Milano gjorde vi holdt på en rasteplads.
Jeg skulle på toilettet, og Walther blev ved bilen.
Her skal det indføjes, at Walther aldrig var interesseret i at spille - hverken på heste eller kort.
Da jeg kommer tilbage til bilen kan jeg ikke se Walther.
Lidt derfra står en klynge mennesker.
Jeg går derhen og ser at der er nogen, der har gang i tricket med de tre bægre og en ært.
Og Walther står spændt at fulgte spillet
.
- Har du ikke lige 10.000 Lire – jeg ved, hvor ærten er nu, siger han ophidset!
- Nej, vi skal ikke spille – det er svindel.
- Jamen, jeg har lige set, hvor ærten er – og jeg skal have vundet mine penge tilbage!
- Hold op – kom nu, vi skal videre.
- Jamen…
Og det lykkedes mig at få Walther væk, men fulgt af en af spillerne, der gerne have set at Walther havde lagt mere end de over 1.000 kroner han på det tidspunkt havde ”foræret” dem.
Jeg tror ikke jeg nogensinde så Walther spille mere.
Videre til Milano.
Vi fandt travbanen – selv om det var mange år før GPS-erne var opfundet - men skulle også finde et hotel.
Fandt et lille hotel tæt ved banen. Hotel Derby.
Fik værelser, men der var ikke rent, så vi tjekkede omgående ud og skulle så finde et nyt hotel.
Jeg kørte - Walther skulle kigge.
Grand Hotel Brun – stod der på et skilt i en lysmast – så var der en pil, der viste lige ud.
Den fulgte vi.
Og der blev ved med at være skilte med pile, der viste lige ud.
På et tidspunkt kom vi helt ind i Milano centrum!
Walther fandt igen skiltet med Grand Hotel Brun – ligeud!
Og efter at have kørt vel en times eller sådan – så var vi stort set tilbage ved udgangspunktet, for det viste sig at Grand Hotel Brun lå meget tæt på Hotel Derby og San Siro!
Fortsættes……
PS. Har du minder/oplevelser med Walther så send en mail med dem til mig. Jeg synes, han fortjener at blive omtalt og respekteret i større grad end hvad det er sket i sportens officielle medier.
Abonner på:
Opslag (Atom)