I rammeprogrammet søndag på San Siro-banen i Milano, hvor Gran Premio delle Nazioni jo var hovedbegivenheden, blev afdelingsløbet Coppa di Milano over 1600 meter afviklet.
Første afdeling vandtes sikkert af Gregomar (Lemon Dra) med Pietro Gubellini i 1.12.8a/1600 m, mens Erik Bondo-trænede Iulius del Ronco (Viking kronos) med Roberto Andreghetti vandt 2. afdeling i 1.13.6. I hver afdeling var der en førstepræmie på 12.880 Euro.
I finalen skete der imidlertid en reel overraskelse, da den 7-årige hoppe Fusetta (Uronometro) med I. Tamborrino kunne vinde sikkert i ny rekord 1.11.6a/1600 m foran Gregomar i 1.11.8, mens Iper Roc blev nummer tre i 1.11.9. Iulius del Ronco galoperede og blev diskvalificeret.
Fusetta vandt nu årets 8. sejr i 21 starter - hun fik 27.600 Euro for sejren. Fusetta var en reel overraskelse til odds 46,80. Hun kom til finalen via en tredjeplads bag Gregomar i indl. afdeling.
Hoppen kommer fra Taranto, der ligger i "hælen" i det sydlige Italien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar