tirsdag, november 10, 2009

Danmarks nye Pay Dirt!


I mange år var Pay Dirt Danmarks førende avlshingst.

Hvert år måtte hingstens ejer, Opdrætterforeningen oprette en venteliste efter man havde enten fordelt eller foretaget lodtrækning blandt de anmeldte hopper.

Pay Dirt - der efterfulgte Joe's Pride som foreningens guldkalv - betød, at Opdrætterforeningen gennem mange år var den mest økonomisk stærke organisation inden for dansk travsport.

Så døde Pay Dirt og langsomt tømtes kassen.

Samtidig missede Opdrætterforeningen chancen for at blive toneangivende inden for det spirende marked med frostsæd. - Det lider foreningen fortsat under i dag.

Til gengæld ser der ud til, at man i Great Challenger har fået en ny tophingst.

Great Challenger har nu haft sine to første årgange på bane, og selv ikke legendariske Pay Dirt kom så flot fra start i avlen, som det er tilfældet med Great Challenger.

I sin første årgang er dronningen Only The Lonely 1.15.2ak, der har vundet såvel Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix som Grand Circle 3 års Hoppechampionat og som med en indtjening på 675.000 kroner er årgangens mest vindende hoppe.

I næste årgang er Pikachu CN 1.16.5ak stjernen med sejre i såvel Jydsk 2 årings Grand Prix som i Opdrætningsløbet - det er blevet til 337.500 kroner.

Men Great Challenger er også fader til topheste som Ohio Gilbak 1.15.0ak, 201.750 kr, Only 1.14.7am, 100.500 kr og mange flere.

Opdrætterforeningen satsede stort ved at indkøbe Great Challenger i 2004 - nu fem år efter kan det konstateres, at satsningen er gået hjem.

Og det til trods, at konkurrencen fra udenlandske tophingste på frostsæd aldrig har været større end den er i dag.

Danmark har fået en ny Pay Dirt - og den hedder Great Challenger!

Ingen kommentarer: