søndag, februar 14, 2010

Paris:Magtdemonstration af Severino

Lørdag eftermiddag mødtes nogle af de bedste franske 4-åringer i Prix Ephrem Houel over 2175 meter og med en samlet præmiesum på 110.000 Euro.


Saxo de Vandel (Coktail Jet), der er årgangens hidtil mest vindende hingst, gik til start som storfavorit med Eric Raffin i sulkyen, men den kunne intet stille op over for en velgående Severino (Gobernador) med Christian Bigeon, der sejrede helt efter behag i ny rekord 1.12.5.


Det var første sejr til Severino siden juni måned i fjor, men det har nu ikke været hestens skyld. Bigeon har over vinteren kørt nogle mystiske løb med Severino og dermed kørt dens vinderchancer bort.


Severino fik 55.000 Euro for sejren og har dermed tjent 328.050 Euro i karrierens 15 starter - 7 sejre er det foreløbigt blevet til.

Severino blev som åring solgt for blot 3.000 Euro på Ecurie des Charmes årlige auktion i Normandiet!


På lørdagens program stod også Prix de Munich, hvor Qwerty (Quadrophénio) med Pierre Levesque startede for første gang siden den imponerende sejr i Prix Tenor de Baune for en måned siden - det var en sejr, der gav adgang til start i Prix d'Amerique, men Levesque valgte at lade Qwerty blive i stalden.

I Prix de Munich var Qwerty helt uden indflydelse på løbets resultat, og sluttede uplaceret i 1.13.1a/2100 m. 


Italienske Fabrice Axe (Ganymede) med Jean Michel Bazire sejrede efter en spændende dyst med O'Donnell (Domino du But) med Nicolas Roussel - begge i 1.12.1.

Ingen kommentarer: