Der er ingen tvivl om, at Scipion du Goutier (Goetmals Wood) er Frankrigs hurtigste 3-åring under saddel, men der er til gengæld heller ingen tvivl om, at den er håbløst usikker.
Mandag eftermiddag smed den igen en sikker sejr til en værdi af 55.000 Euro væk.
Men modsat sidste gang, hvor galoperede umotiveret i stor føring på opløbshjørnet, så skete miseren denne gang først små 50 meter fra mål, hvor den pludselig tabte travet og slog over i galop.
På det tidspunkt var Scipion du Goutier med Franck Nivard i sadlen over 25 meter foran Surabaya Jiel (Goetmals Wood) med Nathalie Henry, der således atter fik foræret en sejr!
I dag var der nok mange der holdt vejret, da Scipion du Goutier rundede opløbshjørnet, og da det skete i fuld fart, så troede man, at nu var sejren hjemme.
Ydermere virkede hesten fin i stilen ned gennem opløbet - Nivard sørgede for at holde Scipion du Goutier på biddet, men pludselig slog den over i galop.
Det var så anden gang en førstepræmie til en værdi af 55.000 Euro går til Surabaya Jiel, der som vinder fik noteret tiden 1.13.1/2175 meter.
Mandagens løb, Prix Rene Ballaire var en test for de 3-årige montéheste inden Prix de Vincennes den 27. december med en samlet præmiesum på 240.000 Euro.
Scipion du Goutier bliver vel favorit igen den 27., men han bliver nok ikke spillet ned til 1,3 eller 1,4 i odds, som han er blevet i sine to seneste montéstarter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar