mandag, december 22, 2008

On-track.dk - på banen

I lørdags var der premiere på en ny hjemmeside inden for hestevæddeløbssporten - on-track.dk

Det er firmaet 3F Sportsbranding, der står for siten, der er bygget op omkring Racing Live, som firmaet også producerer.

Med On-track.dk forbedres service-niveauet yderligere for toto-spillerne, og et sådant initiativ kan i princippet kun hilses med tilfredshed.

Hvis nu blot on-track.dk stod alene, så ville jeg være meget tilbøjelighed til at mene, at nu skød man gråspurve med kanoner, for et sådant set-up koster trods alt en god del penge.

Men nu tror jeg ikke, at on-track,dk blot er en enlig svale, men derimod første fase i den handlingsplan, der for øjeblikket arbejdes med inden for hestevæddeløbssporten.

Her er 3F Sportsbranding en af spydspidserne, idet Flemming Kjellerup, der er medindehaver i firmaet, er udset til at være projektleder.

I disse dage er man ved at nedsætte et antal arbejdsgrupper, der får følgende temaer at arbejde efter:
  • Hestevæddeløbssportens fremtidige struktur med et styrket "brand"
  • Udarbejdelse af politisk strategi
  • Pressedækning
  • Udarbejdelse af kommunikationsplatform
  • Eventstyring
  • Rekrutering af nye spillere og styrkelse af loyaliteten hos nuværende spillere
  • Sponsorer og strategiske samarbejdspartnere
  • Rekruttering af publikum og aktive til sporten.

Der er sat en dead-line til den 1. maj 2009 for afrapportering og forhåbentlig løber dette projekt ikke lige så meget af sporet som "projekt Sportssystem" har gjort det.

Her er sidste nyt, at det nu skulle komme til at køre i midten af januar måned.

Men det er helt klart et særdeles spændende og nødvendigt initiativ som den samlede hestevæddeløbsport nu har sat i gang.

Der var en gang at hestevæddeløbssporten var næststørst i Danmark - sådan bliver det vel aldrig mere, men vi har brug for værktøjer og initiativer, der kan være med til at løfte hestevæddeløbsporten op fra den anonymitet, sporten i dag har i samfundet.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

"...vi har brug for værktøjer og initiativer, der kan være med til at løfte hestevæddeløbsporten op fra den anonymitet, sporten i dag har i samfundet."

Jeg tror, Karsten, at du her slår hovedet på sømmet, hvad angår sportens absolut største problem.

Dårlige tips, små felter, lave præmiesummer osv. tag bare dem alle sammen med. Ingen når op i nærheden af anonymitet på sportens "problem-skala".

Men hvem skal løse problemet? Der sidder jo kun de folk, som selv har været med til at gøre sportens niche så lille, at det er blevet en stopklods for enhver rekruttering.

De folk, der inklusiv dig selv har spillet fornærmede på medierne i årtier som undskyldning for ikke at løfte en finger.

Engang sørgede Bønsdorf og Bundgaard for synlighed på TV2 og DR, men siden er det kun gået den forkerte vej. Mens resten af landets sportsgrene, brancher og foreninger kæmper en daglig kamp for spalteplads, har hestesporten siddet med armene over kors.

Jeg spørger ind imellem kolleger på sportsredaktioner rundt omkring, om de har fået en henvendelse fra travsporten. Svaret er det samme hver gang: "Nej".

Imens vader mediebranchen i bøger, blade, og dvd'er fra folk, der gerne vil omtales - for ikke at tale om emails og telefonopringer.

Man kan håbe på, at sportens ansvarlige er vågnet op her på tærsklen til 2009. Men at tro på det... det er svært.

vh Lars Hauth