Det er firmaet 3F Sportsbranding, der står for siten, der er bygget op omkring Racing Live, som firmaet også producerer.
Med On-track.dk forbedres service-niveauet yderligere for toto-spillerne, og et sådant initiativ kan i princippet kun hilses med tilfredshed.
Hvis nu blot on-track.dk stod alene, så ville jeg være meget tilbøjelighed til at mene, at nu skød man gråspurve med kanoner, for et sådant set-up koster trods alt en god del penge.
Men nu tror jeg ikke, at on-track,dk blot er en enlig svale, men derimod første fase i den handlingsplan, der for øjeblikket arbejdes med inden for hestevæddeløbssporten.
Her er 3F Sportsbranding en af spydspidserne, idet Flemming Kjellerup, der er medindehaver i firmaet, er udset til at være projektleder.
I disse dage er man ved at nedsætte et antal arbejdsgrupper, der får følgende temaer at arbejde efter:
- Hestevæddeløbssportens fremtidige struktur med et styrket "brand"
- Udarbejdelse af politisk strategi
- Pressedækning
- Udarbejdelse af kommunikationsplatform
- Eventstyring
- Rekrutering af nye spillere og styrkelse af loyaliteten hos nuværende spillere
- Sponsorer og strategiske samarbejdspartnere
- Rekruttering af publikum og aktive til sporten.
Der er sat en dead-line til den 1. maj 2009 for afrapportering og forhåbentlig løber dette projekt ikke lige så meget af sporet som "projekt Sportssystem" har gjort det.
Her er sidste nyt, at det nu skulle komme til at køre i midten af januar måned.
Men det er helt klart et særdeles spændende og nødvendigt initiativ som den samlede hestevæddeløbsport nu har sat i gang.
Der var en gang at hestevæddeløbssporten var næststørst i Danmark - sådan bliver det vel aldrig mere, men vi har brug for værktøjer og initiativer, der kan være med til at løfte hestevæddeløbsporten op fra den anonymitet, sporten i dag har i samfundet.