onsdag, februar 10, 2010

HFF. Mere om resultatkontrakterne

Det er nu lykkedes mig at fremskaffe noget mere sammenligneligt materiale end tidligere på dagen.

Jeg havde ikke tallene fra 2009, men de er nu fremkommet, og herefter ser det således ud - igen holder jeg mig udelukkende til provisionen af banespillet, der er et af de parametre som banerne måles på, og som banerne også har mulighed for - ved hjælp af forskellige initiativer - at forbedre.

Klampenborg skal tjene 1,7 million kroner på baneprovisionen - det er 80.000 mindre end i 2009, men banen afvikler også en løbsdag mindre.

Nykøbing afvikler tre løbsdage mindre i år og er sat til at skulle tjene 380.000 kroner på banespillet - det er 30.000 kroner mindre end i fjor.

Aalborg afvikler to løbsdage mindre i år end i fjor, men banen skal tjene 128.000 kroner mere i baneprovision! Målet er 1,1 millioner kroner.

Desuden er Aalborg den bane, der forventer at have den største indtægt på skilte- og sponsorindtægter - nemlig 1,5 millioner kroner. Til sammenligning har "nationalarenaen"  Lunden, blot et budget i resultatkontrakten, der hedder 1,1 million kroner!!

Odense skal afvikle en løbsdag mindre, men skal spille for 90.000 kroner mere - nemlig 1,1 millioner kroner.

Billund  skal afvikle ikke færre end fem løbsdage mindre, og skal fremvise en baneprovision på 610.000 kroner - mod 706.000 kroner i 2009 - dvs. små 100.000 kroner mindre.

Bornholm går fire løbsdage ned i 2010 og har i resultatkontrakten lagt op til at skulle tjene 675.000 kroner på banespillet mod 748.000 kroner i fjor.

Århus skal afvikle tre løbsdage mere og skal derfor øge provenuet fra 1,54 millioner kroner til 1,8 millioner kroner.

Skive skal opnå en baneprovision på 860.000 kroner - det er 100.000 kroner ned i forhold i fjor, men man afvikler også tre løbsdage mindre i 2010.

Lunden skal ikke blot afvikle tre løbsdage mere, men også tjene 900.000 kroner mere end i 2009. Op til 6.3 millioner kroner.

Interessant bliver det at se, hvilken markedsføringsplan, der bliver iværksat på Lunden.Dette skal i følge resultatkontrakten ske i 2. kvartal i år.

Som det fremgår af HFF-nyt, som du kan se i dets fulde ordlyd andetsteds på siden, så er det ikke kun banerne, der skal opfylde en række krav.

Også organisationerne- Dansk Travsports Centralforbund samt Dansk Galop er der opsat en række betingelser for.

Bl.a. så skal DTC nu have næste års sæsonplan klar senest den 1. juli 2010.

Ingen kommentarer: