Under denne overskrift har Nykøbing F Travets bestyrelse netop sendt et brev til landsdelens Folketingspolitikere, hvori man påpeger de store problemer banen kommer ud i, hvis de foreslåede planer om nedskæring af antallet af løbsdage på banen i 2010 bliver gennemført.
-Hvis vi skal afvikle mindre end 20 løbsdage i 2010 og vort driftstilskud blive beskåret med 200.000 kroner, så bliver det umuligt for os at gennemføre sæsonen, siger banens formand Erling Clausen.
- Da det er umuligt at komme i dialog med HFF har vi valgt at appellere til vore lokale Folketingspolitikere, Nykøbing F’s borgmester samt Regionsformanden.
I brevet hedder det bl.a. :
Vi er i forvejen blevet beskåret til minimale 23 løbsdage i 2009 og iflg. Handlingsplanen skal vi under 20 i 2010 hvilket nærmest vil umuliggøre hestehold omkring banen, da startmulighederne mindskes kraftigt og rentabilieten går i fløjten.
Dette vil formentlig betyde fyringer og tab af arbejdspladser.
Vi undres kraftigt over, at Hestesportens Finansieringsfond kun tilgodeser banerne omkring de større byer, der i parentes bemærket har en dårlig økonomi, hvorimod vi har den vel nok bedste økonomi af alle baner her i landet.
Noget må gøres, men vores forbund, Dansk Travsports Centralforbund bliver nærmest overløbet af Hestesportens Finansieringsfond, så vi føler vi må gå til toppen i det politiske system.”
Dette udspil fra NFTs side er endnu bevis på at kampen om magten i dansk travsport er i fuld gang.
.
Som jeg tidligere har skrevet, så har DTC for længst spillet sig magten af hænde ved ikke af forsøge at efterleve de principper, der er sat op i resultatkontrakten mellem HFF og Kulturministeriet.
Nu har HFF taget over – det er dem der styrer – og sådan er det.
Jeg har stor forståelse for NFT – jeg var senest på banen for et par måneder siden.
Det var en god oplevelse – der var pænt og ordentligt – måske var der lige noget med at restaurationen den pågældende dag ikke var helt gearet til et stort rykind, men generelt fik jeg et rigtigt godt indtryk af Nykøbing F banen.
Og jeg tror helt bestemt at den fortsat også skal have en plads i travets Danmark, men for mig at se så skal der ikke køres løb på banen i vinterhalvåret.
En sæson fra april – november er efter min opfattelse det bedste.
At banen mister et driftstilskud på 200.000 kroner er uheldigt, men det er en del af den fremtid, som dansk trav- og galopsport står over for.
Guldkalven – Danske Spil – har ikke samme indtjening som tidligere – derfor går overskuddet ned – og Hestesporten modtager færre penge.
Men hvis Nykøbing F Trav er levedygtig og et vigtigt aktiv for hele området, så kunne det være muligt at lave sponsoraktiviteter, der kunne kompensere for det manglende tilskud fra HFF.
I alt for høj grad har danske væddeløbsbaner – siden vi for 20 år siden fik del i Lotto-midlerne – lukreret på disse tilskud.
Og bl.a. derfor er vi ude i sovsen nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar