tirsdag, november 18, 2008

Der er penge i fransk travsport!

Der er ikke meget nyt i overskriften - det ved alle vist, men når jeg skriver den, så er det fordi at Frankrigs to bedste 3-åringer begge hedder noget med - penge!

Ready Cash er klart den bedste hingst - og Return Money klart den bedste hoppe.

Og hvem er så bedst af dem?

Det får vi at vide søndag den 7. november, hvor Criterium des 3 Ans om en samlet præmiesum på 240.000 Euro afvikles på Vincennes.

Men i går eftermiddags kunne man få et fingerpeg, idet der blev afviklet to løb - et for hingste og et for hopper - over samme distance som Criterium, nemlig 2700 meter.

Ready Cash med Bernard Piton vandt hingstenes opgør sikkert i 1.17.8, mens Return Money med Thierry Duvaldestin kom strygende bagfra og vandt hoppernes opgør i 1.15.7.

Ja, så er der vel ingen tvivl om, hvem der er den bedste!

Det må være Return Money!

Og dog.

For det hele kommer jo an på, hvordan løbene bliver afviklet.

Mellemtiderne hos Ready Cash var 1.18.6/1.18.7/1.19.3 (efter 1200 m/1700 m/2200 m), mens tiderne i Return Moneys løb var på 1.17.1/1.17.3/1.16.5.

Der var altså hele tiden mere knald på i hoppernes løb.

Men Ready Cash er alligevel min favorit - og sikkert også mange andres - til Criterium des 3 Ans.

Mens at Return Money bedste tid på 2700 meter har været 1.15.5 - sat på en sjetteplads i Criterium des Jeunes i februar (da vandt Ready Cash i 1.15.1) - så har Ready Cash vundet i imponerende 1.13.6 tilbage i juni måned.

Ready Cash er klart årgangens konge - han har startet 15 gange og har vundet 13 sejre - heraf tre Gruppe 1-løb og har tjent 651.800 Euro.

Men Return Money er lige så klart årgangens dronning med 14 sejre i 25 starter og en indtjening på 704.500 Euro.

Fælles for dem begge er, at de er faldet efter forholdsvis upåagtede avlshingste.

Ready Cash tilhører anden årgang efter Indy de Vie 1.11/500.000 Euro, der var en habil væddeløber, men vel heller ikke mere. Den står til 2.800 Euro i bedækningstakst.
Moderen, Kidia fik rekord 1.18.2 og er efter Extreme Dream.

Return Money er efter Workaholic-sønnen Corot 1.12, der var en af de bedre heste i sin årgang. Den har virket i avlen siden 1996, og har da avlet flere heste lidt over gennemsnittet, men Return Money er stjernen blandt hans afkom.

Moderen til Return Money, Making Money havde rekord 1.22.3 og er faldet efter Himo Josselyn.

Ready Cash ejes og trænes af Phillippe Allaire, og køres fast i løbene af Bernard Piton, mens Thierry Duvaldestin træner og køre Return Money.

Ingen kommentarer: