fredag, juni 11, 2010

Nå - ingen interesse

Siden onsdag har der været 500 individuelle besøgende på denne Blog.

Desværre har ingen haft lyst til at kommentere eller komme med betragtninger om årets Copenhagen Cup.

Jeg kan jo også se, at interessen heller ikke er overvældende fra sportens officielle organ, travoggalop.dk, der tilsyneladende har opgivet at promovere løbet selvstændigt, men senest henviser til travbanen.dk, hvor man kan læse kuskekommentarer etc.

Så er det jo lige før  man får lyst til at stille spørgsmålet:

Hvad skal vi så med travoggalop.dk?

Men der er jo andre spørgsmål, der hænger i luften.

F.eks.- hvordan skal dansk travsport udvikles i fremtiden?

Lørdag er der Delegeretmøde i Dansk Travsports Centralforbund.

Det er et oplagte forum til  en debat om fremtiden for sporten.

Men lur mig om den kommer!

Efterhånden har dette Delegeretmøde udviklet sig til et frokostmøde, der er overstået på et par timer - frokosten inkluderet.

Der var vel ellers nok at tage fat på.

Sidste efterår overtog HHF styringen af sporten.

Var det ikke en ide, at få selvstyret tilbage?

Og hvad med at få skabt et landsdækkende V6 spil - f.eks. på torsdage året rundt og på skift mellem banerne!

Det kunne man jo f.eks. passende debattere på Delegeretmødet.

Og så var det i øvrigt her du først  læste om , at der skulle være et Delegeretmøde i Dansk Travsports Centralforbund!

Og så er der en af mine kæpheste - Hall of Fame - eller travmuseum.

Det har der været talt om i mange år, men det eneste der sker er, at fortidens værdifulde materiale stille og roligt forsvinder.

Det har været fremme, at alle Lundens baneprogrammer fra 1891 og fremefter skulle være destrueret. jeg har ikke kunnet få det bekræftet, så foreløbig vil jeg blive ved med at tro på, at de fortsat findes.

For ellers er det katastrofalt.

Men der er helt sikkert andre og værdifulde ting, der er smidt ud.

Noget der også er væk, er det arkiv der var på travoggalop.dk og som stammer tilbage fra sitets oprettelse i 2002.

Her var mange historier, som ikke kom i de trykte medier, og som var med til at belyse sportens udvikling.
 
Men de er tilsyneladende skrottet, da man flyttede til ny server og blev "sort" - og ikke holdt sig til den farve som husorganet Væddeløbsbladet altid har været kendt som - nemlig "Det Grønne"

Jo - det kører godt i forretningen "Trav-Danmark".

Ingen kommentarer: