lørdag, november 15, 2008

Prix de Bretagne: Nu fik Verbeck lidt til regningerne

Lige så fantastisk dygtig kusk Jos. Verbeeck er - lige så stort et rodehoved er han tilsyneladende med sine pengesager, for såvel det tyske centralforbund som vort hjemlige, har nu indberettet ham til UET - den europæiske travsportsunion - med krav om udelukkelse fra løbsdeltagelse, indtil Verbeeck får betalt nogle regninger.

Måske bringer Verbeeck disse forhold i orden inden længe - lørdag eftermiddag tjente han i hvert fald alene i Prix de Bretagne 5.500 Euro - eller omkring 41.000 kroner - og det vist i øvrigt omkring dette beløb, han skylder Derby-Gitte - Billund-træneren Gitte Madsen.

I Prix de Bretagne - det første af de fire testløb til Prix d'Amerique sad Verbeeck bag løbets favorit, Olga du Biwetz (Cesio Josselyn), som han placerede i tredje par udvendigt i et felt, som på skift havde bl.a. Popinee de Timbia, Offshore Dream, Ladakh Jiel og Niky i føring.

Ind i opløbet kunne det se ud til, Niky med Laurant-Claude Abrivard var på vej mod sejren, men udvendigt sluttede Olga du Biwetz stærkt af og sejrede sikkert i 1.13.8.

Exploit Caf med Jean Michel Bazire sås aldrig undervejs, og slap sent fri i opløbet , hvorefter den speedede frem til andenpladsen kort før en positiv Popinee de Timbia med Thierry Duvaldestin.

Niky hold hjem til fjerdepladsen, mens en godt afsluttende Premiere Steed med Christophe Martens, der også slap fri meget sent, besatte femtepladsen, og dermed sikrede, at der var tre hopper blandt de fem første over mål.

Offshore Dream med Pierre Levesque blev kørt meget offensivt, og blev forceret hårdt frem til føring - de første 1200 meter blev afviklet efter 1.12.9. Med cirka 1200 meter tilbage slap Levesque til Ladakh Jiel - det var nok ikke den bedste ryg at have til slut, men Offshore Dream virkede uden gnist i opløbet og endte i det slagne felt.

Jeg bemærkede, at han blev kørt i trense - og altså uden check - så man skal nok ikke lægge for meget i den præstation.

Sejren var Olga du Biwetz 17. i karrieren i 43 starter - det var i øvrigt hendes fjerde i træk.

Olga du Biwetz har nu vundet 950.975 Euro og -hun går selvsagt mod Prix d'Amerique, sagde hendes dygtige træner Sebastian Guarato

Ingen kommentarer: