fredag, marts 18, 2011

Orlando Sport bedst i speedopgør i Caen

En god del af den bestående franske hurtigklasse samt nogle aspiranter mødtes i eftermiddag  i Prix de Cauvicourt over 2200 meter på Caen-banen i Normandiet.

Prix d'Amerique-deltageren Orlando Sport med Sebastian Baude var favorit, og indfriede da også forventningerne i et speedopgør. Der blev nemlig ikke kørt en stavelse undervejs efter Orlando Sport efter 600 meters kørsel havde overtaget føringen fra Premiere Steed med Mathieu Abrivard,


Foto Gerard Forni

Sebastian Baude kontrollerede løbet og Orlando Sport sejrede sikkert i 1.14.3a/2200 m foran Premiere Steed, der aldrig fandt plads fra vinderhullet, mens en meget stærkt afsluttende Rocklyn med Julien Dubois blev nummer tre. (kom helt udvendigt og er ikke med på foto)

Det var sæsonens første sejr for såvel Orlando Sport som Sebastian Baude - og i øvrigt første sejr for Orlando Sport siden den 4. juni i fjor.

Der var 19.000 Euro i førstepræmie, og dermed hav denne Hand du Vivier-søn nu tjent små 1,1 millioner Euro.

Orlando Sport er virksom i avlen - hans første årgang på 55 afkom er født i 2008 og altså tre år i år. 14 har kvalificeret sig til løb med Up Around the Bend som den mest vindende med 12.820 Euro og rekord 1.17.3.

Hans næste årgang er på 54 afkom.

Orlando Sport, der har sin egen hjemmeside - www.orlando-sport.fr - og egen fanclub - koster 500 + 4.000 Euro i bedækning.

Og endnu et Hingstekatalog


I dag blev det foreløbigt sidste Hingstekatalog  i denne sæson, som jeg har lavet i samarbejde med Betina leveret til kunden - i dette tilfælde Stutteri Shadow i Nordjylland.

Niels Jørgen Jensen fra Stutteri Shadow indledte i fjor et tæt samarbejde med Jens Peter Hansen og oprettede en Hingstestation ved sine af stutterivirksomheden med følhopper.

Til  denne sæson er udbudet af hingste øget.

Se selv kataloget ved at følge dette link

torsdag, marts 17, 2011

Hingstekataloger

Årets første måneder er  travle for mig - heldigvis .  idet jeg har nogle gode faste samarbejdspartnere, der hvert år betror mig opgaven med at lave deres hingstekataloger.

Ansager-kataloget er allerede ude -, se dette link http://www.ansagerdyrehospital.dk/hingste.html og i går fik vi sendt Schougaards katalog ud - næsten 1000 kuverter blev pakket, sat labels og frimærke på - det kan faktisk godt mærkes i skuldrene og i nakken!



Schougaards katalog udsendes til alle aktive opdrættere, men skulle du ikke få det er du velkommen til at kontakte mig -  det kan også fås rundt om på væddeløbsbanerne.

Kataloget kan også ses på dette link http://issuu.com/bonsdorf/docs/schougaardhingste

Lay out har min tidligere medarbejder, Betina stået for. Betina arbejdede i flere år på Væddeløbsbladet, men blev så forelsket ovre i London og bor der nu med mand og to henrivende børn.

Takket været internettet foregår alt vort samarbejde let og smertefrit.

I morgen præsenterer jeg endnu et hingstekatalog her på siden.

mandag, marts 14, 2011

Perfekt løb, og dog

Wishing Stone gik søndag eftermiddag til start som storfavorit i Grand Criterium de Vitesse på Cagnes sur Mer, men måtte trods et godt løb nøjes med en femteplads.

ôrjan Kihlström gav Wishing Stone en noget nær perfekt rejse, og vi var vel mange der troede, at når han vred den lille kriger ud på opløbsshjørnet, så ville den suse frem til sikker sejr.

Men det skete ikke.

Wishing Stone kunne ikke accelerere i samme tempo som løbets øvrige deltagere og det betød bl.a. at Quaker Jet med Jean Etienne Dubois noget hårdhændet mavede sig ud og skød frem til sejr.

På vore breddegrader var Dubois manøvre blevet vurderet til en diskvalifikation.

Men det ændrer ikke ved det faktum, at Wishing Stone skuffede.

Og nu får du forklaringen:

- Wishing Stone er vant til den amerikanske måde at køre væddeløb på - det vil sige i et godt jævnt tempo hele vejen, forklarede ôrjan Kihlström bagefter.

- Han forstod ikke, at han skulle løb hurtigere, da jeg trak ham ud på opløbshjørnet - det var først på de sidste 100 meter, jeg fik ham op i fart, og han var bestemt ikke træt over mål.

Da Wishing Stone fik sin europæiske debut i Prix de France blev løbet kørt i noget nær et amerikansk tempo, men da manglede hesten løb i kroppen, og det var derfor naturligt at forvente, at Wishing Stone ville have været bedre søndag eftermiddag i Cagnes.

Sådan gik det altså ikke - og mon ikke fremtidige løbsoplæg bliver mere aggressive end gårsdagens.

Løbets anden danske deltagere, Swept To Victory med Jeppe Juel sluttede på en syvendeplads efter en uheldig rejse.

Fra det udvendige startspor i anden række havnede Swept To Victory sidst i feltet, og kom i sidste sving til at hænge på en træt konkurrent.

- Var det ikke sket, så jeg tror, at vi var endt et par pladser længere fremme, sagde Jeppe Juel efter løbet.

lørdag, marts 12, 2011

Franske topkuske gav topomsætning

Mariendorf-banen i Berlin havde fredag aften fem franske topkuske på besøg - og det var noget, der faldt i publikums smag.


Mange ville ud for at se koryfæer som Pierre Levesque, Franck Nivard, Jos. Verbeeck etc tage kampen op med tyske stjernekuske som  bl.a. Heinz Wewering og Michael Nimczyk og den gennemsnitlige omsætning pr løb steg med over 60% i forhold til sidste løbsdag!


Tilmeld udgjorde baneomsætningen 48% af den samlede omsætning mod normalt 30%.


Det her er imidlertid kun en side af den uomtvistelige succces som fredagens løb var.


I fjor indgik det tyske centralforbund en aftale med det do. franske samt det franske spilleselskab PMU om at afvikle 10 såkaldte PMU-løbsdage i 2011 i Tyskland.


Fredagens løb var en af disse dage.


I Frankrig spilles der i egen pool, og det har endnu ikke været muligt for mig at få oplyst, hvor meget der blev spillet til de tyske løb, men i det oplæg man lavede, da aftale blev indgået, opererede man med en  gennemsnitlige omsætning pr løb er på 300.000 Euro. - Dvs. at i de seks løb der blev afviklet på Mariendorf-banen i aftes er der nok spillet for omkring 1,8 millioner Euro.


Det får tysk travsport 3% af - dvs. 54.000 Euro - heraf går cirka 40.000 Euro videre til de tyske hesteejere, idet der i hvert af de seks løb var en samlet præmiesum på 6.000 Euro + opdrætterpræmier.


Men der kan meget vel været omsat for større beløb, for til PMU-løb på Mallorca har 
omsætningen været omkring 2.5 millioner Euro!!!


Det betyder et provenue på 75.000 Euro - eller omkring 560.000 kroner! 


Allerede i næste uge, er der igen PMU-løb i Tyskland og disse løb har ifølge tyske travsportsjournalister fået optimismen til at vende tilbage i sporten.


Og det er ikke kun i Tyskland, at PMU har været med til at vende en negativ udvikling.


På Mallorca var sporten meget tæt på at gå helt til bunds, men har atter fået nyt liv efter 
PMU-aftalen - det samme er til dels tilfældet i Holland og Belgien.


PMU tilbyder efterhånden spil til hestevæddeløb jorden rundt - i går kunne man udover til løbene i Tyskland også spille til Singapore og i aften er der mulighed for agt spille til løb i Argentina.


Og her i Danmark kæmper vi med en Nordisk Onsdag, hvor provenuet af spillet fra ATG (incl. Holland, Tyskland, Østrig osv) rundt regnet ligger på omkring 40.000 kroner - nemlig 4% af den million der cirka spilles fra ATG.


Der skal ikke den store regnestok til at finde ud af, at et partnerskab med PMU ville være særdeles lukrativt for dansk travsport.


Og den ene aftale udelukker vel ikke den anden?