onsdag, marts 02, 2011

Vintermeetinget rinder ud

På lørdag slutter det store vintermeeting på Vincennes, og det sker med manér.

Der afvikles ni travløb med en samlet præmiesum på 923.000 Euro - eller 6,9 millioner danske kroner!

Hovedløbet, Prix de Selection er alene doteret med 240.000 Euro og får bl.a. Frankrigs nye stjerne, 3-årige Timoko med Richard Westerink i favorittens rolle.

Løbet er udskrevet ret specielt, idet 3-åringer har 50 meters godtgørelse og starter fra 2700 meter, mens 4- og 5-åringer starter med 50 meters tillæg - en håbløs opgave, og der er da også kun formeldt to fra tillæg.

Hurtigtraverne mødes i Prix de l'Union Europeenne over 3000 meter og en samlet præmiesum på 160.000 Euro.

Her vender svenske Commander Crowe tilbage i løbene, og han skal for første gang køres af Frankrigs nye stjernekusk, den kun 17-årige Julien Dubois..

Selv om Commanders Crowe franske træner Fabrice Souloy udtaler sig i meget rosende vendinger om den svenske supertraver, som kommer den nok til kort over for en anden af feltets gode vallaker, nemlig Rapide Lebel med Eric Raffin.

Rapide Lebel har vundet sine syv sidste starter - senest Prix de La Marne let i 1.12.7/2700 m - tidligere har Rapide Lebel vundet i Nantes over 3025 meter i flotte 1.12.9.

I fjor vandt Nelumbo Prix de l'Union Europeenne i løbsrekorden 1.13.0 - den er atter til start i løbet på lørdag.

Ingen kommentarer: