BT-journalisten John Bjørklund døde i sidste uge - en måned efter han fyldte 80 år.
Bjørklund interesserede sig meget for travsporten - galopsporten havde han ikke meget til overs for.
En overgang var han medejer af en hest hos Axel Jakobsen, og lige til det sidste fulgte han især hvordan det gik for Axel Jacobsen i løbene.
Da jeg flyttede til København i 1981 kom Bjørklund også i presselogen - ikke hver gang, for Holdgaard - far og søn - var BTs faste hestesportsskribenter.
Der var noget utilnærmelig over Bjørk dengang - og jeg husker han på et tidspunkt skrev en klage til Travselskabet over de personer, der kom i Presselogen på løbsdagene.
Men årene mildnede ham. og i mange år havde vi det utroligt hyggeligt, når vi sammen med Lars Donatzky og Burt Seeger skulle udfylde vore V5-kuponer og spille vore Trio-spil.
Det var Bjørk og jeg på den ene side - og Lars og Burt på den anden side. Og diskussionerne kunne gå højt.
For 13 år siden blev Bjørk ramt af en blodprop, der betød, at han fik meget vanskeligt ved at gå. Han kæmpede sig tilbage og selv om det voldte ham store anstrengelser, så kom han igen til løbene.
I de senere år sagde helbredet imidlertid stop, men interessen var der stadig, og han fulgte nøje med i de udsendelser, der dengang var på DK4. hver søndag eftermiddag og hver mandag aften, ligesom han fulgte sporten via Løbsguiden/Trav og Galop samt Væddeløbsbladet.
Selv om Bjørk ikke længere kom i presselogen, holdt vi forbindelsen vedlige.
Jeg drillede ham med hans manglende internet - og han gav igen med.
-Nå, Du er vel ude at spille golf igen?
Jeg er glad for. at jeg lærte at kende den lune,venlige og meget vidende John Bjørklund.
Æret være hans minde.
Karsten Bønsdorf
Ingen kommentarer:
Send en kommentar