Onsdag eftermiddag mødtes de bedste franske 2-årige hingste i løbet Prix Emmanuel Margouty, der er doteret med ikke mindre end 110.000 Euro. - Sammen med hoppernes Prix Une de Mai er det da også det højst doterede løb for 2-åringer der køres i Frankrig - og løbet betragtes som den første forprøve til Prix de Jeunes - det første klassiske løb for en årgang, der køres i februar måned, hvor hestene er 3 år gamle.
I Prix Emmanuel Margouty var hingsten med pigenavnet, So Lovely Girl (Kaisy Dream) med Jean Michel Bazire storfavorit. Den var ubesejret i tre starter, men i sin seneste start viste den stor usikkerhed - den galoperede fra start, og den galoperede med 500-600 meter tilbage for Tony Le Beller, men kom tilbage og vandt sikkert.
I dag satte den igen af i galop, og nu lod den sig ikke sætte i trav og blev diskvalificeret.
Men avlshingsten Kaisy Dream havde andre kort på hånden, nemlig - Showtime Bourbon!
Showtime Bourbon er opdrættet og ejet af Ecurie Haras de Saint Martin, der også har opdrættet kanoner som Mara Bourbon og Qualita Bourbon.
Showtime Bourbon kommer dog ud af en anden hoppelinje - han er faldet efter My Lady Bourbon 1.16.1, der er efter Workaholic - Ankylote 1.15.0a som igen er efter Chambon P og den gode hoppe Peccadille 1.14.0a, som en overgang var i træning hos Preben Kjærsgaard på Lunden i begyndelsen af 80-erne.
Efter bruddet med Jean Pierre Bourbon trænes Saint Martins heste af Philippe Allaire, der i fjor sendte Ready Cash som vinder af Prix Emmanuel Margouty.
Showtime Bourbon blev kørt af Dominik Locqueneux - det var dens femte start i karrieren, der blev indledt med fire sejre på stribe, inden det gik galt for en måned siden på Vincennes, hvor Showtime Bourbon galoperede.
Men onsdag eftermiddag var der ingen slinger i valsen - det var Showtime Bourbon fra start til mål - vindertiden 1.16.5/2175 m - på andenpladsen fulgte Signe d'Amour (Buvetier d'Aunour) i 1.16.8 - den er trods navnet - en hingst - tredjepladsen til svenskejede Sinou Madrik (Infant du Bossis) med Robert Bergh i 1.17.1 - det gav 14.500 Euro.
Showtime Bourbon har med sejrens 55.000 Euro nu tjent 92.500 Euro i karrieren.
Her kan du læse om mine synspunkter og nyheder fra trav- og galopsporten. Min baggrund er mere end 50 års erfaring med hestevæddeløbssporten som kusk, opdrætter, hesteejer (trav og galop), bestyrelsesmedlem - og ikke mindst - et journalistisk virke siden 1970 ved bl.a. Morgenavisen JyllandsPosten, TV2, Fyens Stiftstidende, Væddeløbsbladet m.fl. Har du lyst til at kontakte mig kan det ske på kabo@casa35.com
onsdag, december 17, 2008
Its Showtime!
Etiketter:
Kaisy Dream,
Prix Emmanuel Margouty,
Showtime Bourbon
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar