torsdag, januar 04, 2007

Sådan får vi opmærksomhed omkring dansk travsport!

På travsportens debatforum, travtanken.dk har der været en tråd med udgangspunkt i TV2's satsning på to nye sportskanaler samt hvad dækning travsporten måtte få på disse kanaler.

Lars Hauth og jeg har i debatten påpeget, at sporten mangler stjerner, og at der derfor er svært at trænge igennem - ikke blot i TV-mediet, men også i medierne generelt.

Hvad kan man gøre?

Jo - man skal skabe begivenheder!

For nogle år siden var internetsiden Jubii med til at lave en stor international kuskematch på Charlottenlund Travbane - det vakte opmærksomhed.

Jeg tror ikke, at det er opskriften nu, men her er en anden idé.

Henover sommeren afvikles et stort antal V65-dage på søndage rundt om i landet.

Vi skal have genoplivet de gamle V6-dage fra 80-erne.

Her var fest og farver og fantastisk god sport.

Det kan vi få igen ved at hæve det sportslige niveau .

Der skal indføres nogle divisionsløb, hvor der en gang om måneden køres finaler på en sådan V65-dag.

Jamen, vi kører da månedserier nu, vil nogen indvende!

Det er blot et enkelt løb.

Vi skal have Serie 1, 2 og 3, og Bronce og Sølv og Gulddivision - akkurat som i de glade 80-ere.

Der skal køres indl. afdelinger rundt omkring på landets baner, således at vi får repræsentanter fra alle landets baner i finalerne - i hvert fald skal det tilstræbes.

Tilbage i 80-erne medførte V6-løbene, at sporten blev hævet markant med denne divisionsopdeling, og det vil sikkert også vise sig at holde i 2007.

Og den nye løbsserie kan passende kaldes - DanTrav - et navn man brugte, da man søgte at videreføre divisionsideen efter V6 løbene blev lagt i mølpausen.

Men man manglede dengang et landsspil til at samle interessen.

Det har man i dag.

Chancen er her nu for at skabe bedre sport - løbsdagene og præmiebudgettet er til stede.

Der kan skabes begivenheder på disse V65-dage, der kan vække interesse og samle publikum.

Jeg er udmærket godt klar over, at man på mange af de planlagte V65-dage har storløb, der afvikles.

Men har det hidtil vist sig at være nok?

Noget nyt må prøves - DanTrav på banen!

Ingen kommentarer: