lørdag, februar 13, 2010

Toto-spil: Den er helt gal i Aalborg

Det er muligt, at de har masser af heste omkring Aalborg Væddeløbsbane, men der spilles ikke på dem i løbene.

Det fremgår tydeligt af den opgørelse over totalisatoromsætningerne, som DanToto har udfærdiget for 2009.

I fjor raslede den gennemsnitlige omsætning i banespillet ned med ikke mindre end 18,2% pr løb på Aalborg Væddeløbsbane.

Banen tabte en samlet omsætning på 1.074.617 kroner - svarende til en baneprovision på 228.356 kroner - altså godt og vel en kvart million kroner i tabte indtægter!

Alborg Væddeløbsbane er - heldigvis - den eneste bane, der er gået så markant tilbage.

Hvorfor - kan der vel kun gisnes om.

Og hvordan så det så ud på landets øvrige baner:

Klampenborg - fremgang på 7% pr. løb
Bornholm - fremgang på 6% pr løb
Odense - fremgang på 4,7% pr løb
Lunden .-fremgang på 2 % pr løb
Jydsk Væddeløbsbane - fremgang på 1% pr løb
Nykøbing - status Quo
Skive - mindre tilbagegang på 0,3% pr løb
Billund - tilbagegang på 4% pr. løb.

I alt tjente banerne 13,6 millioner kroner i provision på toto-spillet i fjor - det var 1,26 millioner kroner mindre end året før.

Til gengæld blev der afviklet 26 løbsdage og 251 løb færre end i 2008. - Heraf stod Lunden for fire løbsdage og 45 løb - blot nævnt fordi, banen trods alt er sværvægteren endnu.

Aalborg og Bornholm havde lige så mange løbsdage i 2009 som i 2008.

Den samlede omsætning på hestespil i Danmark blev på 565.510.132 kroner mod 611.684.981 kroner året før - en nedgang på 46,1 millioner kroner svarende til 7,5%.

Spillet til danske baner beløb sig til 162.047.512 kroner mod 195.933.091 kroner året før - en nedgang på på 17,2%

Spillet til udlandet - primært Sverige - beløb sig i 2009 til i alt 403.462.620 kroner mod 415.779.339 kroner året før - altså en nedgang på små 3%.

På en anden måde:
28,7% af hestespillet i Danske Spil i 2009 skete på danske baner - mod 32% i 2008!!!

Spil på internettet vinder mere og mere indpas.

I 2007 skete13,3% af det samlede spil på internettet.

I 2008 var det steget til 17,2% og i 2009 er det yderligere øget - nu til 19,9% af den samlede omsætning.

I kroner er det steget fra 84,5 millioner i 2007 til 105 millioner i 2008 og 112,5 millioner kroner i 2009.

Internetspillet som spillemulighed er det eneste, der er gået frem - baneomsætningerne har vi haft fat i.

Spillet hos DanToto-forhandlerne står faktisk for mere end tilbagegangen i det samlede spil, idet omsætningen faldt med ikke mindre end 47,6 millioner kroner - en tilbagegang på 10,9% i forhold til året før.

Alene i de sidste to år er omsætningen hos DanToto-forhandlerne faldet med små 90 millioner kroner!!!

Her er totaltallene fra 2007 477,6 mio. kr, i 2008 436,3, mio. kr og i 2009 er tallet 388,7 mio. kr.

Det er en ret bekymrende udvikling!

fredag, februar 12, 2010

Paris: Leader Chip - nu med Verbeeck

Axel Jacobsen sender Leader Chip til start på mandag på Enghien-banen i Paris i et løb over 2150 meter auto og med en sanmlet præmiesum på 52.000 Euro.

Men denne gang overlader Axel Jacobsen linerne bag Pine Chip-sønnen til Jos. Verbeeck.

- Jeg tror Leader Chip har en vældig god chance, og Verbeeck er jo i topform, så det skal blive interessant at se, hvad han kan udrette med den, fortæller Axel Jacobsen.

- Leader Chip gik slet ikke så dårligt på Vincennes forrige mandag, som mange har fået opfattelsen af.  Jeg forlod desværre min inderbane ryg på den senere vinder og gik ud i andet spor med 800 meter tilbage. Kort efter kørte de to heste foran mig sammen, og vi blev sinket meget. Var jeg blevet i inderbanen, så er jeg overbevist om, at Leader Chip havde fået en præmie.

-Under alle omstændigheder er hesten gået frem efter den start - han virker i topform, og jeg glæder mig til at følge ham på mandag. Han har startplads i anden række, men i en felt på blot 13 heste, så burde der kunne blive plads i det 400 meter lange opløb på Enghien,  siger Axel Jacobsen.

Skive:Ekstra penge i V5-løb

Det er ikke kun på Bornholm at en bane finder ekstrea penge til en forhøjelse af væddeløbspræmierne.

Skive Trav har netop meddelt, at banens moderselskab, ApS Nordvestjsyk Væddeløbsbane har vedtaget at donere 50.000 kroner til ekstra væddeløbspræmier i løbet af sæsonen 2010.

De 50.000 kroner udsættes i 25 V5-løb med start fra den 12. april.

Det betyder, at den samlede præmiesum i disse V5-løb øges med 2.000 kroner pr. løb.

Et flot initiativ.

Hvem er den næste bane i rækken med lignende initiativer??

torsdag, februar 11, 2010

Paris Mars med Mønster nummer fem

Mars (Chipmate) med Knud Mønster var med i afgørelsen i torsdagens 6. løb på Vincennes, men som tidligere bød Mars sig ikke helt til og måtte tage til takke med en femteplads - blot slået 1længde fra vinderen.


Efter rolig start valgte Knud Mønster at sende Mars frem nedad bakken, idet tempoet var særdeles behersket - de første 1200 meter blev afviklet efter 1.20.5!


Mars fandt plads udvendigt for førende Quick Master (Look de Star) med Dominik Locqeneux, der forsøgte at stikke i opløbssvinget.


Mars lå nummer to ind i opløbet, men udvendigt angreb et par heste - Mars trak under drivning ud i banen, og det gav plads til  Quito d'Ecroville (ElioJosselyn) med Jos. Verbeeck, der skød frem til sejr i 1.16.9/2700 m.


Mars fik 1.860 Euro for femtepladsen

Paris. Ready Cash vandt, men uden at imponere

Franske Ready Cash vendte torsdag eftermiddag tilbage på vinderpladsen på Vincennes i 5-årsløbet, Prix Jean Le Gonidec om 110.000 Euro og over distancen 2175 meter volte.


Vel måtte Jos. Verbeeck bruge Ready Cash (Indy de Vive) lidt for at få spids efter 600 meter og vel kom der ekstra tempo på de følgende 500 meter - bedre end 1.08, men alligevel synes jeg, at Ready Cash skulle have været en mere sikker vinder end den nu var.


Ready Cash sejrede i 1.12.3/2175 m foran outsiderne Rhea Pride (Love You) i 1.12.5 og Roc de Montfort (Vivier de Montfort) i 1.12.6. Italienske La Dany Bar (Love You) blev nummer fire i 1.12.7.


Løbets næstfavorit, Ros Meslois (Look de Star) - for første gang med Franck Nivard - faldt helt igennem og sluttede sidst.


Nivard kørte meget optimistisk og brugte især dens speed fra 1500 m til 1.000 meter, hvor mellemtiderne ændredes fra 1.12.3 til 1.10.5!