torsdag, juni 09, 2011

Dansk Hambletonian-kandidat på vinderpladsen

Efter en god måneds pause er jeg tilbage på her Bloggen - og tak, men også undskyld til de mange der trofast har kigget dagligt efter nye indlæg.

Men nu er jeg tilbage .og det sker med nyheden om, at Fam. Albers 3-årig Broad Bahn i nat sejrede på Pocono Downs i flotte 1.10.9 . ny rekord for hesten.

Broad Bahn, der er efter Broadway Hall og en Donerail-hoppe, tilhørte i fjor kredsen af de ti bedste amerikanske 2-åringer, men en skade i et bagben satte den ud af spillet sidst på sæsonen.
Nu er Brad Bahn tilbage igen - den sæsondebuterede forleden på Chester Downs med en andenplads - efter at have tilbagelagt 1200 meter med punkteret dæk . og i nat kom sejren så i et løb mod ældre heste.

Broad Bahn blev kørt af  Andrew MCCarthy og sejren kom i hus efter en rejse midt i feltet og angreb med 700 meter tilbage på førerhesten. Sejren var kort, men sikker og var 9.000 dollars værd.

Det store mål for Broad Bahn er selvfølgelig The Hambletonian Stake og lad os håbe, at det lykkes træner Noel Daley at holde den talentfulde hest i orden, således at den store gruppe af danske travfans, der er i USA for at følge Birger Jørgensen i kampen om at genvinde sit VM - (vi er 42,der vil være på plads på The Meadowlands -både til indl. afdelinger samt til finalen) - kan få den ekstra bonus at opleve en danskejet hest i verdens største travløb.

lørdag, maj 07, 2011

Spændende minutter på Vincennes

Der er absolut ingen tvivl om, hvem der er fransk travsports bedste hest i årgang 2007!

Det er Timoko, der trænes, ejes og køres af hollandskfødte Richard Westerink - desværre.

Når jeg skriver desværre bag efter Westerink, så er det fordi han efter min mening kører helt og aldeles forrykt med Timoko, og netop hans vanvittige kørsel var meget, meget tæt på at koste Timoko sejren i Criterium des 4 Ans og dermed førstepræmien på 120.000 Euro på Vincennes lørdag eftermiddag.

Westerink besluttede sig til at køre efter devisen - "fang mig, hvis i kan?" med storfavoritten i løbet - og det var meget tæt på at hævne sig 150 meter før mål, hvor den bundærlige og ellers dejligt travende Timoko under Westerinks drivning var tæt på at slå over i galop.

Den episode så dommerne på i mange minutter - spændende minutter - både for kredsen omkring Timoko, men også for kredsen om andenhesten, Treskool du Caux med Tony le Beller, der kun var hoved og hals bagefter ved målpassage.

Dommerne valgte at frikende Timoko - og det er da også i orden, men ham Wersterink havde fortjent at få en lærestreg for sin helt urimelige kørsel med sin dejlige hest.

Efter de første 1450 meter med Timoko i spids var tempoet 1.13.4 - det blev skruet op til 1.12.0 efter yderligere 500 meters kørsel - og det er der bakken begynder. Med 500 meter tilbage var tempoet 1.12.4.

Der har godt nok været knald på liggehønen en overgang - og helt unødvendigt!!

Tapre Timoko klarede sig altså først i mål i 1.12.7/2850 meter . det var ny rekord for løbet med 1/10 sekund - den gamle rekord havde Rolling  d'Heripre (Dahir de Prelong) sat for to år siden.

Treskool du Caux - en søn af Copenhagen Cup-vinderen Kool du Caux - fik noteret samme tid på andenpladsen, mens The Lovely Gwen (And Arifant) noget tilbage blev nummer tre for Eric Raffin i 1.13.2.

Med sejren blev Timoko  ikke blot historisk, fordi han vandt Criterium des 4 Ans . han er samtidig den første siden Toscan i 1967 (!!), der har vundet de fire Gruppe 1-løb, Prix Albert Viel (det hed tidl. Prix Capucine), Criterium des 3 Ans, Prix de Selection og Criterium des 4 Ans.

Men hvis ikke Richard Westerink lægger sin kørestil om, så varer det ikke længe før moralen på Timoko er knækket og årgangens kronprins, som Treskool du Caux har udviklet sig til at være, tager over med sin også meget bedre taktiske kusk Tony le Beller.

Timokos afstamning er umiddelbart ikke noget at skrive hjem om - hans fader Imoko har rekord 1.14.6 og tjente 131.900 Euro - han har virket i avlen i begrænset omfang og Timoko er hans klart bedste afkom - den har nu en samlet indtjening på 857.730 Euro.

Imoko koster blot 2.000 Euro ved levende født føl.

Imoko har Vikings Way som fader . altså samme som Jag de Bellouet. Han er halvbroder til hoppen Féte, der har avlet tophesten Niky, og det er nok derfor Imoko er blevet kåret til avl - dog til et begrænset antal hopper.

I moderlinjen findes også avlshingsten Echo.

Moderen til Timoko har også topheste i afstamningen - bl.a. Jorky, der vandt Criterium des 4 Ans i 1979, Copenhagen Cup i 1981 og Elitloppet året efter.

Moderen, Kiss Me Coulences har And Arifant som fader. Hun har avlet meget pænt, men ingen som Timoko.

Hun  har i øvrigt en helbroder til Timoko, der meget opfindsomt hedder Umoko og den tegner også ret lovende - har foreløbig rekord 1.13.3 og har tjent 58.500 Euro.

tirsdag, maj 03, 2011

Define the World klar til Europa-turne

Den canadiske traver Define The World leverede i nat en strålende præstation for Paul MacDonnell , da den sejlede hjem som vinder på Woodbine i Toronto i 1.09.7 - mere end tre længder foran Sans Pail og Slave Dream,

Vindertiden er verdens hurtigste i år!

Se løbet på dette link - klik her

Det var sidste start for Define The World, der nu sendes til Europa, hvor den efter planen skal starte i de tre skandinaviske storløb, Oslo Grand Prix, Elitloppet og Copenhagen Cup!!

Define The World var også i Skandinavien i fjor, hvor den blev nummer tre i Oslo Grand Prix, men ikke klarede sig til finalen i Elitloppet.

Define the World er en 6-årig vallak efter Duke of York . - Venice Holiday v. American Winner - den er i øvrigt lavet via en rugemor!

Mandagens sejr, der var nummer fem i træk, var nummer 30 i karrierens 87 starter og i penge er det blevet til små 1,5 millioner canadiske dollars - bedste vinderrekord er 1.09.6.

Define the World trænes af John Bax.

fredag, april 29, 2011

Pro et contra

Man kan ikke gøre alle glade, er der et gammelt ordsprog der siger, og jeg må erkende, at onsdagens meddelelse om de ændrede skattevilkår i forbindelse med trav-og galopheste, faktisk er blevet modtaget ret blandet rundt om i landet.

Alt efter om man er amatør - eller professionel.

Det er helt klart, at den nye skattepraksis udelukkende henvender sig til det vi skal/kan kalde professionelle hesteejere, og derfor ikke har nogen værdi for den rendyrkede amatør.

Det sætter tværtimod amatøren i et dilemma, for hvad hvis han har en lovende unghest, som han godt nok har i prof træning, men hvor der lige pludselig en dag er det helt perfekte amatørløb til.

Ja, så kan han - som jeg ser det - ikke selv springe i sulkyen bag den - for så tangere hesteholdet jo hobbyvirksomhed!!

Det her er afgjort et spørgsmål, der skal belyses og som sikkert nok også bliver det, ved de møder DTC vil afholde i løbet af maj måned.

Når det så er sagt, så kan jeg kun se det meget positive i, at det nu bliver formaliseret, at man kan lave en investering i trav- eller galopheste og forsøge at drive det forretningsmæssigt - uden at skulle slås med Skattevæsenet, som så mange har gjort i årenes løb.

Vi har brug for alle inden for dansk hestevæddeløbssport - ingen er uundværlige, men vi må samtidig også erkende, at det må være den professionelle sport, der skal være drivkraften - det elitære - i sporten.

De nye bestemmelser giver den professionelle sport mulighed for at kunne udvikles - til glæde for den samlede danske trav- og galopsport - ikke mindst avlen ser jeg som specielt begunstiget fremover.

Jeg er overbevist om, at med en god og sober markedsføring, så er der rundt om i landet mange perifære trav- og galopinteresserede personer, der kan se muligheder i de nye bestemmelser, og dermed få lyst til at blive aktive inden for sporten.

Det kan være en NY START for dansk trav og galopsport - men det nytter ikke at stå ved staldporten og vente på at nye kunder kommer ind ad døren selv.

Der skal - som i alt andet - arbejdes for sagen.

torsdag, april 28, 2011

Dansk trav og galopsports redning

Det var en god meddelelse - en rigtig god meddelelse, der kom i går.

Den om at det med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2011 bliver muligt at drive trav og galopstald på professionel vis - læs regnskabsmæssigt/skattemæssigt.

Det vil sikre den professionelle sport i Danmark - det vil kunne øge antallet af professionelle hesteejere og opdrættere.

Den samlede Hestevæddeløbssport skylder den fynske opdrætter Jørn Borch en kæmpe tak for det fantastiske politiske benarbejde han har lavet og som er resulteret i de nye regler.

Det her er  altså noget som skiftende bestyrelser i DTC/Dansk Galop har arbejdet på i mere end 25 år!!!

Jeg vender tilbage i morgen formiddag -( fredag) !!