fredag, december 04, 2009

Et "Jule" mysterium

Hvem kan hjælpe?

I Jylland går et par meget travsportsinteresserede ældre mænd hvileløst rundt.

De får ikke sovet om natten - de får ikke lavet det de skal om dagen.

Hele tiden kredser deres tanker om et mysterium.

En hændelse, der udspandt sig for over 30 år siden.

Det er blevet en besættelse for dem, for de kan kun huske noget af historien.

Hvis det da ikke kun er en "historie" og at hændelsen i virkeligheden aldrig har fundet sted!

Men måske er der nogen af jer, der kan hjælpe?

I 70-erne skulle træner Jørgen Olsen fra Lunden have startet to heste i Hamburg. Den ene var Rappe Frosty.

Begge heste døde i Hamburg, fordi de havde fået stryknin - eller rottegift!

Jørgen Olsen kender ikke noget til historien.

Han kan huske, at han havde Rappe Frosty i træning, men den gik siden i træning hos Mogens Larsen. Men har ikke haft to heste til start i Hamburg, der døde.

Så hvis der er noget hold i denne historie, så må det nødvendigvis være en anden træner, der var udsat for denne tragiske oplevelse.

Er der nogen af jer, der kan bidrage til sagens opklaring?

Skriv en mail eller ring mig på 40 38 23 07.

Forhåbentlig kan vi sammen sørge for, at de to ældre jyske herrer atter kan få ro i nattesøvnen!

torsdag, december 03, 2009

Hamble Crown uplaceret

Som ventet fik Hamble Crown med Johanne Lindquist det svært i torsdagens Quinte-løb på Vincennes.

Parret fik eller en god dag - da løbet omsider kom i gang - men det vender vi tilbage til - idet Hamble Crown tog spids. Efter 400 meter kom en af løbets favoritter, Mac Kindly med Robert Bergh frem og Johanne Lindquist slap fornuftigt nok spidsen.

Mac Kindly var i spids til der manglede 1000 meter med Hamble Crown i ryg - så angreb en af favoritterne Obelo Darche med Franck Nivard og den overtog føringen ind i opløbssvinget med 500 meter tilbage. Her var det tydeligt, at Hamble Crown nu havde problemer med at hænge på i det opskruede tempo.

Ind i opløbet så Obelo Darche ud til at gå til sikker sejr, men på en meget stærk afslutning nåede såvel Perlando (Giant Cat) med Jos. Verbeeck som Nelumbo (Corot) med Franck Blandin forbi. Perlando sejrede i 1.13.8/2850 m.

Hamble Crown passerede målstregen som en af de sidste, og selv om Johanne Lindquist tidligt holdt med at drive ham, så et det er tydeligt, at han er langt fra sin bedste form.

Optakten til løbet blev kaotisk, idet Nana de Las Vegas i første startforsøg stejlede og kastede Yves Dreux ud af sulkyen. Herefter løb hoppen løbsk og i fuld galop gik det Vincennes rundt.

Det tog mere end ti minutter før hun var indfanget!

I næste startforsøg lavede Robert Bergh omstart, så gyldig start fandt først sted omkring 20 minutter efter den programsatte tid - og det er noget, der sker særdeles sjældent i Frankrig.

Muscle Hill var 60 millioner værd



I USA er syndikeringen af Hambletonian-vinderen m.m. Muscle Hill færdig.

120 anparter, der hver giver ret til en årlig bedækning hos hingsten så længe den lever, er blevet solgt.

Pris pr anpart 100.000 dollars!

Dermed kan prissedlen på Muscle Hill fastsættes til 12 millioner dollars - eller 60 millioner danske kroner!

Det har været muligt at erhverve sig en anpart på ganske fine vilkår. Man kunne nemlig sprede betalingen over fire år med 25.000 dollars at betale årligt - rentefrit!

En dansk opdrætter har købt en anpart, nemlig Lars Marucssen, Stutteri La Marc.

Forleden kunne Hanover Shoe Farm melde, at Muscle Hill var fuldtegnet i 2010 - book full and closed - som de siger på de kanter.

Det betyder, at Muscle Hill med stor sandsynlighed kommer til at bedække cirka 140 hopper i 2010 - nemlig hopper fra de 120 solgte anparter samt de cirka 20 hopper, som hingststationen - i dette tilfælde Hanover Shoe Farm - normalt får for at have hingsten opstaldet.

Sidste års Hambletonian-vinder, Deweycheatumnhowe har i år bedækket 143 hopper, mens forrige års Hambo-vinder Donato Hanover her bedækket hhv. 143 (2008) og 144 hopper (2009) - og de har begget været syndikeret efter samme model - dog ikke så højt prissat som Muscle Hill.

40 millioner mere i præmier

I Sverige øges præmiesummerne i løbene i 2010 med ikke mindre end 40 millioner kroner - godt nok svenske, men alligevel.

Spillet i Sverige er steget markant i år, og derfor har ATG nu annonceret, at væddeløbspræmierne kan stige med 40 millioner - det svarer til 5,6 % af præmiebudgettet i indeværende år.

Andre 40 millioner går direkte til banerne til brug til renovering og udbygning af faciliteter.

Se Hamble Crown på Vincennes

I eftermiddag starter Hamble Crown med Johanne Lindquist i sulkyen i dagens Quintet-løb - Prix des Landes på Vincennes.

Og da løbet som nævnt er et Quintet-løb, så kan du - cirke en halv time efter det er afviklet - dvs. cirka kl. 14.10 - se løbet gratis på denne adresse chvideo.fr

Prix des Landes er udskrevet over 2850 meter med tillæg og Hamble Crown står fra spids.

Chancerne er dog ikke særlig store for at få del i den samlede præmiesum på 105.000 Euro - her klokken 10 stod Hamble Crown til 51 gange pengene!