søndag, oktober 01, 2006

Hatten af for vestjyderne!

Det er svært ikke at være imponeret over de resultater som de to vestjyske opdrættere Chr M. Lauridsen og Villy Christensen opnår med få opdræt i de enkelte årgange.

Det er opdræt med enten kennelnavnet Bork eller Blåbjerg.

Her i eftermiddag vandt Malou Bork kørt af Birger Jørgensen en meget sikker sejr i Jydsk 2-årings Grand Prix.

Hoppen er efter Chipmate, der i øvrigt også er fader til nummer to i løbet, Mars - og efter Beuaty Bork, der kommer ud af Chr. M. Lauridsens gamle stamhoppe Ulla Bork, der bl.a. blev moder til den skrappe Igen Bork, Tao Bork m.fl.

Ved at tjekke afstamningen kan jeg se, at Ulla Bork er efter Dundridge - Felice Scott - og så er vi helt tilbage til den tid, hvor jeg løb rundt i knæbukser på Fyens Væddeløbsbane i 60-erne.

Felice Scott var efter en af den tids store avlshingste, Lloyd Hanover.

Jeg tænkte egentlig en dag, hvor mange af de gamle avlshingste fra den tid, som kan spores i de afstamninger, som er noget værd i dag.

Jeg tror ikke vi finder Dundridge i mange af dem - afkommene var generelt heller ikke meget bevendt som jeg husker det.

Der er større chancer for at finde en god Lloyd Hanover-stamme.

Men tilbage til den aktuelle Bork-hest.

Jeg synes, det er herligt, at man fortsat næsten derude ved Æ Vesterhav har den store travinteresse og år efter år laver topheste - Lague Bork er jo i øvrigt til start i dansk Trav Kriterium næste torsdag.

Karsten Bønsdorf

torsdag, september 21, 2006

Bravo til DTC's bestyrelse

Det ser ikke ud som om, at det har vakt den helt store opmærksomhed på danske internetsider, at DTCs bestyrelse netop har besluttet at sæsonplanen for 2007 i det store og hele følger den plan, der har været for 2006.

Bølgerne gik ellers højt i foråret, da DTCs adm. direktør Klaus Storm præsenterede prognoserne i en Sportsprofil, som ville betyde et drastisk fald i antallet af løbsdage.

DTCs bestyrelse har nu valgt at gå imod denne prognose for at afvente udviklingen af de mange tiltag, som man har sat i gang inden for de seneste år - primært Unghestesatsningen.

Det forekommer at være en særdeles klog beslutning DTC's bestyrelse har foretaget.

Antallet af startende heste fra de to årgange, der foreløbig er omfattet af Unghestesatningen, har jo vist en klart stigende tendens jvf. med tidligere årgange.

At man endvidere har besluttet at nedætte et udvalg, der får til opgave at komme med et oplæg til, hvordan udviklingen i sporten i bred forstand skal tilstræbes at være, kan også kun hilses med tilfredshed.

Dansk travsport har i høj grad manglet en klart defineret målsætning.

Den målsætning bør ikke blot have et sportligt perspektivt, men være i lige så høj grad markedsorienteret.

Vi skal have flere tilskuere - vi skal have flere aktive udøvere.

Og derved får du også øget spillet på danske hestevæddeløb.

Karsten Bønsdorf

søndag, september 17, 2006

Skal trav og galopsporten ikke også have en Kanon?

Ude i samfundet er det blevet populært at lave en Kanon, der for tid og evighed skal sikre evig berømmelse til den eller de, der har gjort en speciel indsats eller udmærket sig på anden måde.

Trav- og galopsporten bør også have hver sin Kanon.

Og hvad med at komme i gang nu og få nogle forslag på bordet.

Jeg kommer her med nogle emner, der måske skal indgå i en sådan Kanon.

Travsporten:
Tarok
Jan Koster
Future
Charlottenlund Travbane

Galopsporten:
Mowerina
Fawsia
Tinto
Clarion King

Men lad mig høre dine forslag!

Du kan nu skrive en direkte kommentar ved at benytte linket herunder.

Af hensyn til morsomme personer gennemgår jeg kommentarerne før de offentliggøres.


Karsten Bønsdorf

onsdag, september 13, 2006

Indfør grænseværdier - nu!

I sommer fik også ridesporten sin dopingsag, hvor Flunixin er indblandet.

Her fandtes 10 nanogram i en dressurhest, der var blevet nummer tre ved DM i begyndelsen af juli måned.

Hesten var angiveligt blevet behandlet for en ømhed i skulderen af sin dyrlæge cirka en måned før DM-stævnet.

Alligevel fandtes der altså 10 nanogram ved den dopingprøve, der rutinemæssigt blev udtaget på de tre førstplacerede.

Akkurat som vi har det inden for væddeløbssporten så har ridesporten en nul-tolerance.

Men er det rimeligt, at man har denne nul-tolerance?

Som jeg tidligere har skrevet, så kunne man indtil for cirka 2 år siden slet ikke måle lavere værdier end 15 nanogram.

Nu bliver 10 nanogram kriminelt, fordi målemetoderne er blevet bedre.

Hvad der imidlertid også er nok så interessant er dommen som Dansk Rideforbunds Disciplinærudvalg har afsagt den 8. september, hvor forbundets veterinære konsulent, dyrlæge Hans Schougård, meget klart fastslår, at

den fundne mængde Flunixin er i så lav en koncentration, at det ikke har haft effekt (virkning). Hestens præstation var således ikke under påvirkning af Flunixin.


Det forekommer helt urimeligt at kriminalisere noget, der ikke har nogen effekt.

Såvel ridesporten som væddeløbssporten må snarest mulig få sat nogle grænseværdier - og ikke blot i forhold til Flunixin.


Karsten Bønsdorf

onsdag, september 06, 2006

Hvordan får vi flere aktive i væddeløbssporten?

Indrømmet - dette har i mange år været en kæphest for mig.

Jeg er overbevist om, at vejen til fremgang for trav- og galopsporten hovedsagelig skal findes ved at få flere aktivt involveret i enten trav- og galopsporten.

Det er klart, at med det omkostningsniveau der i dag er ved hestehold, så er det ikke alle og enhver, der kan gå hen og købe sin egen hest.

Men der er nu alligevel mange, der kan. Men bare ikke er opmærksomme på den aktive fritidsmulighed, de kan få ved at være hesteejer - mere end mindre aktiv.

Efter min bedste overbevisning så har trav- og galopsporten endvidere et potentiale i alle de hobby-opdrættere, der findes inden for varmblodsavlen i Danmark.

Alene i Dansk Varmblod har over 4000 medlemmer.

Det må da være attraktivt for nogle af dem at anskaffe sig en følhoppe eller to med udsigt til - ikke blot at kunne gå en god betaling for en plag som åring - men også at kunne modtage 12,5% af hestens indvundne præmier som en ren sidegevinst.

Lørdag den 9. september og søndag den 10. september er der STORE HESTEDAG på Roskilde Dyrskueplads. - Her er en række avlsforbund naturligvis på plads og man venter flere tusinde tilskuere.

Trav og galopheste er der nogle stykker af, men udelukkende fordi de er hobbyheste for deres respektive ejere.

Men det er også det eneste islæt fra væddeløbssporten.

Væddeløbssportens organisationer glimrer igen ved deres fravær.

Læs mere om Store Hestedag


Karsten Bønsdorf