Viser opslag med etiketten marketing. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten marketing. Vis alle opslag

søndag, november 02, 2008

Marketingsbudget?

Canadieren Darryl Kaplan, der er redaktør på Trot Magazine, har lavet en artikel, hvor han undrer sig over, hvor lidt penge hestevæddeløbssporten i Canada bruger på et marketingsbudget.

Kaplan har fundet ud af, at det i 2007 var på 8 million dollars - det svarer til 1,6% af den samlede omsætning i totalisatorspillet på canadiske hestevæddeløb.

Så var det lige jeg kom til at tænke på, hvordan det så ud med marketingsbudgettet inden for trav- og galopsporten herhjemme!

I 2007 blev der spillet for omkring 630 millioner kroner i DanToto - dvs. at hvis Sporten/DanToto også havde brugt 1,6% af omsætningen til marketing, så skulle beløbet have været omkring 10 millioner kroner!!

Jeg vil tro, at det samlede årlige beløb herhjemme højst andrager 5 millioner kroner!

Tilbage til Kaplans artikel, hvor han anfører, at til sammenligning med den canadiske hestesports 8 millioner dollars - svarende til 1,6% af omsætningen, så bruger Bingo-industrien 27 millioner (3,9%), div. lotterier 225 millioner (6,5%) og Casinoer 671 millioner (8,9%).

Nu har jeg ikke tilsvarende tal herhjemme fra, men vi kan vist godt blive enige om, at marketing og dansk hestevæddeløb er ikke to ting, der - endnu - går hånd i hånd.