tirsdag, november 30, 2010

Er Max Nielsen amatør?

Fhv. professionel travtræner Max Nielsen er en sikker vinder af årets amatørchampionat på Charlottenlund Travbane.

Med 20 sejre har "Den lille Max, med den store virkning" vundet flere sejre end de ni øvrige kuske på amatørernes Top 10.

 De har vundet 15 sejre tilsammen!

Det er altså en total dominans, og jeg mindes ikke at have set noget lignende tidligere - noget steds.

Max har vundet med ni forskellige heste på Lunden i år og bortset fra Michell Hastrup, kommer vinderne alle fra Magnus Ladegaards træningskvarter.

Max Nielsen er en meget dygtig kusk og en pryd for sporten.

Men er det rimeligt, at han kan køre på en amatørlicens?

Op gennem 80-erne var Max Nielsen en af Danmarks førende professionelle travtrænere, og han  har vundet mere end 2.000 sejre i karrieren.

Jeg havde i øvrigt selv hest i træning hos ham i en periode.

På et tidspunkt fandt Max, at det var for svært at få en forretning til at løbe rundt som træner og lukkede stalden.  

Siden har han ernæret sig dels som ansat på Lunden som banemand samt som kaper-vognmand på Bakken.

Interessen og kærligheden til travsporten har altid været stor, og derfor ønskede Max Nielsen at fortsætte som aktiv inden for sporten.

Så vidt jeg er orienteret ville Max gerne have kørt videre på sin professionelle licens og dermed have fortsat sit virke inden for sporten på samme måde som f.eks. Lars Lykke - dvs. på catch-driver lignende vilkår.

Men det måtte Max ikke!!

Men er det ikke en alvorlig overvejelse værd at indføre begrebet "catch-driver", når løbs- og licens bestemmelserne for 2011 skal udformes?

Max Nielsen er i øvrigt ikke den eneste tidligere professionelle træner, der i dag kører på en amatørlicens.

Bøje Laursen og Torben Fischer er andre eksempler på tidligere prof-trænere, som i dag kører på en amatørlicens.

I dag er det jo ikke sådan, at folk står i kø for at få en amatørlicens på Charlottenlund Travbane

Motivationen til at købe en hest for at køre amatørløb, er  heller ikke stor, når man på forhånd kan se, at muligheden for at kunne vinde en sejr med egen hest, er utrolig lille, når championkusken får stillet en hest til rådighed, der propositionsmæssigt passer fint hver gang.

Nogen vil sige: Sådan har det altid været!

Der har tidligere været amatørkuske, der fik gode køreture fra deres trænere og dermed dominerede løbene.

Hertil il jeg sige: Jamen, de var ikke tidligere professionelle og havde heller ikke vundet over 2.000 sejre.

Lad mig til slut henvise til det amatørkodeks, som blevudfærdiget  i 1894 i forbindelse med etableringen af De Olympiske Lege:

Amatør er enhver, der
  • aldrig har deltaget i konkurrencer, der har været åbne for alle
  • aldrig har konkurreret om pengepræmier, uanset hvor de kom fra, især fra entréindtægt.
  • aldrig har konkurreret med professionelle
  • aldrig nogensinde har været betalt lærer eller instruktør i idræt
  • aldrig har skaffet sig indtægt via de præmier, han har vundet

Verden har ændret sig meget siden da, men efter min opfattelse kan Max Nielsen ikke være amatør - og det tror jeg faktisk også, at han giver mig ret i!

Giv Max en catch-driver licens!!






Ingen kommentarer: