lørdag, november 01, 2008

Jesper Elbæk stopper i Aalborg

Det var noget af en overraskelse jeg fik, da jeg tjekkede min mail onsdag morgen i sidste uge.

I en mail fra Jesper Elbæk, der i emnet hed - Ny mail-adresse - kom nyheden om hans fratræden et afsnit nede i teksten - og jeg tror ikke, jeg træder Jesper for meget over tæerne ved at gengive hans linjer her:

Årsagen til min opsigelse er ganske enkel; bestyrelsen og jeg er meget uenige om helt centrale ting i driften og udviklingen af væddeløbsbanen, og derfor har vi på mit initiativ valgt at afslutte samarbejdet. Der er ikke så meget hokus-pokus i det, og jeg håber den nye mand i stolen kan fortsætte de fremgange, der heldigvis har været de sidste 2½ år.


Jeg har efterfølgende ikke talt med Jesper - jeg har mailet ham og udtrykt min overraskelse over det skridt, han har taget og samtidig udtrykt, at det for dansk travsport var særdeles beklageligt.


Jesper Elbæk har indiskutabelt været den bane-direktør, der inden for de seneste par år, har været mest succesrig, og han har igangsat en række spændende initiativer, der generelt har været positive for sporten.


Som nævnt har jeg ikke talt med Jesper, men jeg har fra forskellige sider erfaret, at på et tidspunkt ville Jesper efter eget ønske fratræde som direktør på Aalborg-banen og i stedet tilknyttes som marketingsmand for banen.


Dette var blevet sat helt på skinner - indtil Aalborg Væddeløbsforenings bestyrelse besluttede at ansætte bestyrelsens formand som ny direktør.


Så stod Jesper af.

Det kan godt være, at dette ikke er den helt korrekte historie, men fakta er i hvert fald pr i dag, at dansk travsport - og Aalborg Væddeløbsbane - har mistet en drivende kraft.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg er helt enig Karsten, det er et smerteligt tab for travsporten, at Jesper har valgt at fratræde som direktør for AAV. Det er netop initiativer og nytænkning som han står for som vi har brug for meget mere af i sporten. Som f.eks. denne kvalitative fine blog om travet i ind- og udland.
Tak for det. Jeg skal gøre hvad jeg kan for at støtte op.

Anonym sagde ...

Det virker noget underligt, at der er uddelt ikke så få mundkurve i forbindelse med Jesper Elbæks, meget pludselige og højst uventede, exit fra direktørjobbet på Aalborg Væddeløbsbane.
Det ville være befriende med blot en smule åbenhed. Det trænger travsporten til.
Jeg er enig i de fleste af Bønsdorfs betragtninger om Elbæk.

Initiativet med denne blog kan vise sig at være guld værd for dansk travsport. Det er nødvendigt med åbenhed og mod.

Godt gået, Bønsdorf.