tirsdag, december 14, 2010

Frankrigs nye unghestestjerne

I søndags vandtes Criterium des 3 Ans på Vincennes i overlegen stil af Timoko kørt af Richard Westerink i ny rekord for løbet 1.12.6/2700 m - en forbedring på ikke mindre end 0,8 sekunder af Sun Ceravins rekord fra året før og en tangering af den franske rekord for 3-åringer på distancen sat af Pearl Queen i juni  2006.

Timoko var blandt løbets favoritter efter flere gode præstationer i årgangs-sammenhæng henover året.

Umiddelbart så ser Timoko's afstamning særdeles ordinær ud.

Hans fader Imoko har rekord 1.14.6 og tjente 131.899 Euro og han står for 2.000 Euro i følafgift, - hvad der er lavpris i Frankrig.

Imokos første årgang er P-årgangen født i 2003, og frem til Timoko har der ikke været meget af prale af.

Ser vi nærmere på Timoko's afstamnming på såvel fader- som modersiden, så finder vi nogle af Frankrigs bedste heste gennem de sidste 30 år.  Og bl.a. tre vindere af Copenhagen Cup!

Så måske er det alligevel ikke helt tilfældigt, at Timoko er så talentfuld, som det er tilfældet.

Faderen Imoko er efter Vikings Way - akkurat som bl.a. Jag de Bellouet, mens Imokos moder Sepia er søster til tophesten Echo 1.11.8 - 1,4 mio. Euro - fader til utallige topheste.

Sepia er også moder til Feté, der igen er moder til Niky, der som Imoko har Vikings Way som fader.

Niky 1.10.8 - 870.000 Euro har været fuldtegnet i Frankrig de sidste  fem år - hans ældste afkom er S-årgangen, fire år i 2010.

Moderen til Timoko hedder Kiss Me Coulonces og har And Arifant som fader -. And Arifant kender vi herhjemme som fader til tophoppen Mara Bourbon, der bl.a. vandt Copenhagen Cup,  og så er han i øvrigt også fader til The Lovely Gwen - Frankrigs bedste 3-årige hoppe, der var nummer to til Timoko i søndagens Criterium.

Kiss Me Coulonces satte rekord 1.18.6 og tjente 12.806 Euro inden hun gik i avlen som 4-åring.

Hendes første afkom er født i 2003, og siden har hun haft føl hvert år -og de er alle kommet til start.

 I går - mandag den 13. december debuterede den sidste af hendes startberettigede afkom, Timoko's helbroder Umoko, men den blev diskvalificeret for galop.

Timoko galoperede i øvrigt også ret meget som 2-åring . Han vandt sin debut, men galoperede derefter i de fire næste starter.

Tilbage til Kiss Me Coulonces, hvis moder Allez Coulonces var efter Copenhagen Cup-vinderen Lutin d'Isigny og Vanina B - og Vanina B er også moder til bl.a. Jorky - dermed er Allez Coulonces halvsøster til endnu en Copenhagen Cup-vinder.!

Så jo - selv om afstamningen umiddelbart ser tynd ud på Timoko, så er der gods i den.

Foto Gerard Forni

I dag er det Christians fødselsdag!

I dag fylder Christian Hundebøll 50 år - Tillykke med det!

I 19 år har han stået i spidsen for Billund Trav og er dermed den banedirektørherhjemme med den højeste anciennitet - ydermere har Christian i en lille halv snes år også stået i spidsen for banen i Odense.

Egentlig troede jeg Christian var ældre - for han har jo altid været der!

Lige fra da jeg var speaker i Billund i slutningen af 70-erne.

Christian Hundebøll kender travsporten ud og ind - for han er jo vokset sammen med Billund Trav.

En overgang var han en meget succesrig amatørkusk og vandt mange løb med hoppen Cebylla.

Fødselsdagen markeres med en reception i eftermiddag på banen i Billund og i morgen med et Fødselsdagsløb på Royal Canin Arena.

Velkommen i de voksnes rækker, Christian!

torsdag, december 09, 2010

Snekaos i Paris

Eiffelktårnet blev lukket .- trafikken i Charles de Gaulle-lufthavnen blev indstillet i flere timer - og på Vincennes måtte løbene onsdag eftermiddag aflyses efter 2. løb.

Et særdeles kraftigt snevejr satte Paris skakmat i flere timer.

Se videoen af onsdagens Quinte-løb, som blev afvikllet som 1. løb!

Følg dette link - og når du har set det, så er det særdeles forståeligt, at man  valgte at afbryde løbsdagen efter 2. løb.

Men ventede en times tid, men da sneen fortsatte med uformindsket styrke, besluttede man derefter helt at aflyse løbsdagen.

Der er løb igen på Vincennes i eftermiddag - vejrudsigten siger sol og minus 2 grader!

tirsdag, december 07, 2010

Frankrig: Ready Cash ude af Prix du Bourbonnais

Inden næstsidste forfeit i dag blev Ready Cash slettet fra lørdagens Prix du Bourbonnais, hvor der nu står 27 heste tilbage.

Prix du Bourbonnais er det andet test-løb frem til Prix d'Amerique - det afvikles over distancen 2850 meter og der er 25 meter tillæg ved vundne 1.025.000 Euro.

Fra spids er der 22 anmeldte - bl.a.  Brioni og Nu Pagadi, mens der står fem heste fra tillæg, nemlig Quaker Jet, Premiere Steed, Oyonnax, One du Rib og Olga du Biwetz.

Ready Cash, der viste sig fra sin bedste side i lørdags, hvor den vandt i et speed-opgør, står over og starter næste gang i det tredje test-løb, Prix dee Bourgogne, der køres søndag den 3. januar over 2100 meter auto.

mandag, december 06, 2010

Dødsfald: Gert Pedersen er død

Søndag morgen døde Skive Travs tidligere formand, Gert Pedersen efter længere tids sygdom, 59 år gammel.

Gert Pedersen - blandt venner kaldet Cigarillos . var i flere år en meget entusiastisk formand for Skive Trav ligesom han også sad i bestyrelsen i Dansk Travsports Centralforbund.

Sammen med hustruen Tove svigtede Gert Pedersen sjældent en løbsdag i Skive ligesom ægteparret altid var på plads ved de store løb på Lunden, hvor de havde deres "faste" plads ved målstregen.

Gert Pedersen interesserede sig ikke blot på væddeløbene, men også i høj grad for avlen og for nogle år siden købte han flere hopper fra USA.

Han var travmand til fingerspidserne . en af dem, man aldrig kan få nok af inden for en sport.

Ved siden af sit store organisatoriske arbejde inden for travsporten, drev Gert Pedersen en stor entreprenørforretning.

Gert Pedersen efterlader sig hustruen Tove samt to sønner.

Æret være Gert Pedersens minde.