torsdag, juni 24, 2010

Nostalgi!



Synes du også, at det er vigtigt og interessant at kende travsportens historie?

 Så er det en god idé at følge med på Bongoracings hjemmeside fremover.

I samarbejde med Klaus Koch vil Hans Jørgen Poulsen,  nåja - Bongo - bringe historier fra dengang - og rigt illustreret.

Følg dette link - http://www.bongoracing.dk/dansktravhistorieindex.html

Det er et flot og interessant stykke arbejde duoen her leverer.

Succes for Lunden

På en ny hjemmeside, Mycitydeal.dk kan man hver dag finde et godt tilbud fra en forretning eller restauration i forskellige byer.

For nogle dage siden var tilbuddet i København en VIP-dag på Charlottenlund Travbane til blot 100 kroner .- sat ned fra 289 kroner.

Tilbuddet var særdeles populært - 179 personer bestilte den tilbudte pakke, der består af entre, program, spillekupon på 100 kroner samt en buffet!

På en liste, der viser hvilke andre tilbud, der har været på Mycitydeal.dk for København, er Lundens tilbud en flot nummer to - kun overgået af et tilbud fra en italiensk restauration, hvor man kunne få dagens ret til halv pris.- 39.50.

Endnu tror jeg ikke siden, Mycitydeal.dk er så kendt, men det er nok blot et spørgsmål om tid - og andre væddeløbsbaner kan  med fordel bruge den som et led i deres markedsføring.

Se www.mycitydeal.dk

Skal travsporten have en Ombudsmand eller klagenævn?

I det norske fagblad, Trav og Galopp Nytt har der inden for den seneste uge været to historier omkring heste som Jesper Bruhn fra Travportalen har solgt til norske ejere.

I begge tilfælde har ingen af hestene levet op til de forventningerne som sælgeren - Jesper Bruhn - havde stillet køber i udsigt.

Det drejer sig om hestene Odia Østervang og Opal Hammer.

I dag kan jeg læse på travservice.dk læse om de erfaringer som Jan Tunow har haft i forbindelse med køb af Lux Line fra træner Knud Mønster.

Og der kunne sikkert komme mange andre sager frem med uheldige oplevelser i forbindelse med hestehandel.

Selv om der findes love og regler for køb og salg af heste, så kunne det være en ide, at hestevæddeløbssporten selv indførte sin egen rets instans - en Ombudsmands-lignende funktion´- et klagenævn - akkurat som det f.eks. kendes det fra ejendomsmæglerbranchen.

Et sådant nævn skulle ikke blot tage sig af tvister i forbindelse med handel med væddeløbsheste, men også behandle de tvivlsspørgsmål der ofte opstår mellem trænere og hesteejere.

Kendelser skulle selvfølgelig offentliggøres således at dubiøse personer ville få sværere ved at agere inden for sporten.

USA: Neighsay Hanover skifter træner

Den amerikanske hurtigtraver, Neighsay Hanover, der i år har vundet tre sejre i fire starter, skiftede tirsdag træner fra Trond Smedshammer til Ray Schnittker.

Neighsay Hanover som for 25% delejes af danske Leif Alber, var i sidste uge på vej til at blive solgt til Norge, men efter fredagens sejr i fine 1.10.2 på The Meadowlands, satte en anden delejer, Ted Gewertz bremsen i.

I Norge var alt ellers på plads - Neighsay Hanover skulle have været i træning hos Trond Andersen og Thor Borg skulle have kørt den i Forus Open.

- Jeg har aldrig været interesseret i at vi skulle sælge Neighsay Hanover - jeg tror, at den kan udvikle sig mere endnu, men to ejergrupper, der havde 50 % - samt indtil i fredags Ted Gewertz med 25 % - var interesseret i at sælge, fortæller Leif Alber.

- Efter fredagens sejr ændrede Gewertz holdning, og nu har hestejere ved Ray Schnittker købt de 50%, der var til salg,  og hesten er flyttet til Ray Schnittker i tirsdags. Hvornår han vil starte den, ved jeg ikke noget om, men jeg er da glad for at vi fortsat har den.

Neighsay Hanover, der er efter Muscles Yankee og ud af samme hoppelinje som Moni Maker, har foreløbig tjent 563.399 dollars i karrieren - den har startet 30 gange, vundet 7 sejre, 5 anden og 5 tredjepladser

onsdag, juni 23, 2010

HFF klar med bonus-penge

Hvis landets væddeløbsbaner opfylder målene i de resultatkontrakter man har indgået med HFF, så ligger der 3,3 millioner kroner klar til udbetaling!

I Resultatkontrakterne er der opstillet en række målepunkter og opfyldes disse, så venter er der en kontant belønning, der er fra 15.000 kroner og op til 120.000 kroner.

I den seneste udgave af nyhedsbrevet, HFF Nyt er bonus-modellen for de enkelte baner opstillet og ser således ud:

Skive, Billund, Nykøbing og Bornholm
Spilleindtægter 80.000 kr.
Defineret driftsresultat 80.000 kr.
Sponsorindtægter 60.000 kr.
Indtægtsgivende målepunkt 40.000 kr.
Øvrige målepunkter 15.000 kr.

Århus, Ålborg og Odense
Spilleindtægter 100.000 kr.
Defineret driftsresultat 100.000 kr.
Sponsorindtægter 75.000 kr.
Indtægtsgivende målepunkt 50.000 kr.
Øvrige målepunkter 15.000 kr.

Lunden og Klampenborg
Spilleindtægter 120.000 kr.
Defineret driftsresultat 120.000 kr.
Sponsorindtægter 90.000 kr.
Indtægtsgivende målepunkt 60.000 kr.
Øvrige målepunkter 15.000 kr.

Forhåbentlig giver disse økonomiske gulerødder nu banerne et ekstra incitament til at opfylde kriterierne i Resultatkontrakterne.