fredag, juli 30, 2010

USA: Danske heste i kamp om millioner

To danske hesteejere samt en opdrætter håber fredag og lørdag på, at deres heste eller afkom kan kvalificere sig til finalerne i nogle af verdens største og mest prestigefyldte løb på The Meadowlands-banen i USA.

Leif Alber har i aften, lokal tid den 2-årige Broad Bahn (Broadway Hall) med i kvalifikationsløbet til Peter Haughton Memorial.

Broad Bahn har blot startet to gange i karrieren, men vandt senest en overbevisende sejr på The Meadows (1000 meter bane), og tillægges en god chance for at gå videre til finalen.

DTC formanden, Knud Erik Ravn har heste til start i såvel kvalifikationerne til The Hambletonian Stake som til The Hambletonian Oaks.

Wishing Stone (Conway Hall) må efter sin 5. plads i Stanley Dancer Memorial være et godt bud på en finaleplads, selv om den er havnet yderst på vingen. Den får verdens gennem tiderne mest vindende travkusk, John Campbell i sulkyen, og han kender den godt fra 2-årssæsonen, hvor han vandt flere løb med Wishing Stone.

Wishing Stone er uden sejr i denne sæson, men har som andre heste i Dewayne Minors stald været ramt af en virus.

Det gælder således også Levi's Lady (Angus Hall), der .skal søge at kvalificere sig til finalen i The Hambletonian Stakes.

Hun har blot startet tre gange i år og indledte meget lovende med at vinde sæsondebuten på The Meadows, hvor den lokale kuske-champion Dave Palone kørte hende - han sidder atter bag Levi's Lady i morgen aften.

I morgen formiddag ser jeg i øvrigt nærmere på deltagerne i Hambletonian Oaks.

Opdrætteren Thomas Lind Holm gjorde noget af et scoop, da han tilbage i januar måned investerede i tre amerikanske følhopper.

En af dem, Affinity har således et afkom til,start i The Hambletonian, nemlig Hard Livin (SJ's Caviar), der allerede har tjent omkring 360.000 dollars i karrieren.

Affinity har i år fået føl efter Crazed (Credit Winner) og er i fol ved Chocolatier.

Affinity er også moder til Spirit Of The Day, der vandt Sto Sprinten på Halmstad for nylig.

En anden af Hambletonian-kandidaterne er Flex The Muscle (Muscles Yankee), der vandt det traditionsrige Dexter Cup tidligere på året.

Thomas Lind-Holm kørte sidste efterår dens storesøster Richly Possessed med føl ved siden efter Chocolatier - den hedder See The Dust og sælges på DTC's Derbyauktion.

Ingen kommentarer: