torsdag, august 05, 2010

USA: Danskejede travere i aktion (opdateret)

Både fredag og lørdag kommer der flere danskejede travere i aktion på The Meadowlands.

Først og fremmest samler interessen sig jo om Cowboylands Wishing Stones deltagelse i 1,5 millioner løbet The Hambletonian Stake.

Wishing Stone fik en ret god lodtrækning, idet den fik startnummer fem.

Det var det næstbedste, den kunne få, idet de tre kvalifikationsvindere fik lov til at vælge spor først - og de tog selvfølgelig de tre inderspor.

Derefter var der lodtrækning om de syv sidste spor, og her magede det sig således at Wishing Stone fik spor fem.

Det lyder måske mærkeligt, at startsporene har så vital betydning på en mile-bane, men på den måde som de amerikanske løb afvikles - i ret hårdt tempo hele vejen - og da  deltagerne normalt er ret jævnbyrdige - så er forskellen mellem at have spor 1 eller spor 10 meget afgørende.

Nu fik Holiday Road, der inden kvalifikationen sidste lørdag, var forhåndsfavorit til den endelige sejr i The Hambletonian Stakes, spor 10 i finalen, og vurderes til at stå til 7 gange i vinderspillet.

Wishing Stone var i kvalifikationen sat af fra spor otte og sad undervejs sidst i feltet - ni længder efter de førende - han formåede at tage  fem længder ind på førerhesten på de sidste 800 meter.

Lørdag aften kommer Wishing Stone til at sidde meget bedre til undervejs, og med den speed den lille - for den er sandelig lille . traver har, så vil jeg ikke være overrasket, hvis den er med i afgørelsen - en god Pladschance er min vurdering.

George Brennan, der er The Meadowlands førende travkusk i år med 237 sejre, sidder bag Wishing Stone - hans hidtil bedste placering i et Hambletonian Stake er en tredjeplads med Blue Mac Lad

I det store 2-årsløb er Leif Albers Broad Bahn til start, og den fik en dårlig lodtrækning, idet den havnede som nummer 8 bag startvognens vinger. Broad Bahn skal køres af Brian Sears.

Broad Bahn har forbedret sig meget fra start til start, og kan vel - trods startpladsen - sikre sig en god præmie.

Leif Alber har også Neighsay hanover til start på Hambletonian-dagen. Den 4-årige hingst er ude i 1. løb, hvor den har fået spor 10 - altså yderst på vingen - og opgaven ser dermed ikke let ud for Muscle Yankee-sønnen. Neighsay Hanover kommer med friske laubær fra Saratoga, h vor den vandt et ret billigt løb.

Fredag aften skal Cowboylands Levi's lady ud i en afdeling af  The Duenna, der er et trøstløb for de heste, der ikke klarede cuttet til Hambletonian Oaks.

Levi's Lady har trukket spor 10, men da selskabet ser ret overkommeligt ud, så har hun en god chance, hvis hun er som bedst. Det var hun afgjort ikke i lørdags.

Stald Rita's Olla Podriga skal ud i Hambletonian-trøstløbet, Townsend Ackermann Stakes - endnu har den ikke vist det store, og det ser derfor svært ud for den her.

Det kan dog være at den slet ikke starter på Meadowlands, for  den er også skrevet til start i aften på Chester Downs  ved Philadelphia.

Husk at lørdag eftermiddag fra kl. 17.30 kan du følge løbene på The Meadowlands direkte på Racing Live, ligesom du kan spille til løbene i DanToto.

På Danskespil.dk kan du fredag se mine tips og kommentarer til løbene på Meadowlands.

Foto Lisa Photo.

Ingen kommentarer: