I torsdagens 1. løb på Vincennes var der lagt op til et opgør mellem Main Wise As med Pierre Levesque og Queens Glory med Julien Dubois, men det blev i stedet outsideren Pretty Jet med Mathieu Abrivard, der tog stikket hjem - det var i øvrigt 55.000 Euro værd.
Pretty Jet sejrede sikkert i 1.12.4a/2100 m foran en godt afsluttende Brioni med Joakim Løvgren, der måske havde været vinderen med en tidligere åbning, mens Main Wise As akkurat klarede tredjepladsen i hus.
Og hvad gik så galt for de to favoritter?
Main Wise As kom fra spor 2 til at sidde langt nede i feltet, og da den fik frit løb i opløbet, var det umuligt at nå frem til Pretty Jet.
Queens Glory, der er kendt for sin hvasse opløbsspeed, skulle netop til at sætte trumf på, da feltet svingede rundt i sidste sving, men blev generet til galop af den galoperede Ismos FP - og så var den ude.
For Main Wise As skulle torsdagens løb være en test, der skulle afgøre om man ville starte den i Criterium de Vitesse på Cagnes sur Mer den 13. marts - det er vel tvivlsomt efter dagens indsats.
Løbet, Prix du Plateau de Gravelle blev intet kedeligt løb - alene inden for de første 500 meter var der fire forskellige førerheste!
Vinderen, Pretty Jet (Defi d'Aunou) blev taget roligt fra start. men Abrivard fulgte så med frem i de angreb, der var, og efter 600 meter sad han i spids.
Den position afgav han dog snart til Rocklyn med Jean Phillippe Dubois, men da denne galoperede ind i opløbet, overtog Pretty Jet igen og sejrede sikkert.
Hoppen trænes af Sebastian Gurato, der ikke vil udelukke, at han vil prøve at starte hoppen uden for Frankrig.
Gurato er også træner af fart-fænomenet Rapide Lebel, så det kan jo være at Pretty Jet bliver rejsekammerat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar