Endnu en ældre travsportsmand er afgået ved døden.
I søndags døde H. P. Sørensen - 80 år gammel.
Navnet siger måske ikke nutidens travsportsfolk ret meget, men tilbage i 70-erne, var H.P. som han altid blev kaldt, en farverig hesteejer og amatørkusk på Charlottenlund Travbane.
H.P. havde stor glæde af heste som Ozon og Nolojohn, som han havde i træning hos Jørgen Olsen.
Det var også H.P. der købte og etablerede Kirkebakkegård som træningscenter. Her har senest Jens Simoni haft træningskvarter.
På sine gamle dage fandt H.P. en ny passion - golfen.
Og selv om han var over pensionistalderen ,så formåede han at få så stærkt et greb om dette spil, at han vandt flere af de store turneringer som Børsen og Erhvervsbladet arrangerede og som bragte ham på ture til Frankrig, Sydafrika og Florida.
H.P. var også med i Klampenborg Galop Golf, hvor jeg havde lejlighed til at spille med ham flere gange.
Senest mødte jeg H.P., hans hustru og sønnen Per på Golfmessen i Bella Center - det var blot 9 dage før han døde.
H.P. lignede som altid sig selv, og det er svært at fatte, at han ikke er længere.
H.P. var et glad og positivt menneske, som jeg kun har gode minder om.
Æret været H. P. Sørensens minde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar