tirsdag, december 28, 2010

Frankrig: Julien Dubois fortsætter traditionerne

I søndags vandt den 17-årige Julien Dubois et af Frankrigs allerstørste løb, montéløbet Prix de Vincennes på  Texas Charm.

Søndagen var samtidig dagen, hvor det endegyldigt blev meddelt at Juliens farfar, legendariske Jean Pierre Dubois havde kørt sit sidste travløb i Frankrig - han falder for aldersgrænsen (70 år) til Nytår, men kunne teoretisk have kørt i løbene i denne uge på Vincennes.

Sin unge alder til trods har Julien Dubois allerede vundet 121 sejre - heraf 112 for sulky og 9 i monté - alene i denne sæson er det blevet til 77 sejre.

Julien Dubois er søn af Jean Philippe Dubois, hvis stald, Ecurie Victoria Dreams er på vej mod hesteejerchampionatet i Frankrig med en indtjening på over 2,2 millioner Euro.

Dubois-familien samlet:
Jean Etienne, Jean Phillippe, Julien, Jean Pierre og Etienne.

Selv om familiens overhoved, Jean Pierre Dubois har droslet sine aktiviteter meget ned i Frankrig og i stedet er særdeles aktiv på det amerikanske kontinent, så er Dubois-klanen altså fortsat i fokus i Frankrig.

Vinderhesten i Prix de Vincennes, Texas Charm er en særdeles god repræsentant for de tanker Jean Pierre Dubois har haft om at blande det amerikanske og franske blod.

Faderen til Texas Charm er Cygnus d'Odyssee - herhjemme kendt som fader til bl.a. Hoppe Derbyvinderen Odyssee Eastwind.

Cygnus d'Odyssee er efter Speedy Crown-sønnen Workaholic og på en fransk moder.

Moderen til Texas Charm hedder Kamela Charm, og hun er efter Coktail Jet (morfar Super Bowl) og ud af Dacelle, der har Ayres som farfar og ellers en fransk moderlinje.

Texas Charm indledte karrieren i fjor uden de store resultater  - startede blot to gange, og det er faktisk først da man begyndte at starte den i montéløb, at den for alvor har vist sine evner.

Sejren i Prix de Vincennes, der havde en værdi af 120.000 Euro, blev hjemført i ny løbsrekord 1.14.2/2700 m - en forbedring af Scipion du Goutiers rekord fra i fjor på 0,4 sekunder.

Foreløbig er det blevet til 257.530 Euro i præmier for Texas Charm, der vil få sin avlsdebut i 2011.

Efter søndagens sejr bliver hesten nu syndikeret i 40 bedækningsrettigheder a 18.000 Euro - dvs. at man sælger 40 ud af 100 andele (en opstaldet hingst i Frankrig må højst bedække 100 hopper pr år)

En anden af Dubois-familiens gode heste, den 4-årige Sam Bourbon - en Goetmals Wood-lillebroder til tophestene Mara Bourbon og Qualita Bourbon, der ejes af Jean Pierre Dubois - har sluttet karrieren på grund af en benproblemer og skal nu virke i avlen på fuldtid.

Sam Bourbon har rekord 1.11.6 og har tjent 373.430 Euro.

Sam Bourbon var allerede i 2010 udbudt på  skandinaviske marked til 400 + 4.000 Euro, mens han i Frankrig står for 2.000 Euro  + 12.000 Euro!

Ingen kommentarer: